Svar: Nattesøvnen driller
Kære Julie
Tak for dit brev og velkommen til :) Tillykke med den lille pige og dejligt at høre, at du har læst i flere af mine bøger og har kunne bruge det, jeg skriver, tak!:)
Det lyder meget alderssvarende, det du fortæller - jeres datter sover 3 lure dagligt, en formiddagslur, en middagslur og en powernap sidst på dagen og det er lige efter bogen. Det gennemsnitlige søvnbehov er små 15 timer i døgnet og mange børn vil fordele søvnen sådan, at de sover f.eks.4.5- 5 timer om dagen og 10 timer om natten. Jeres datter er nu begyndt at sove lidt kortere nattesøvn, men lyder ikke til at have forlænget sin dagssøvn, så samlet sover hun lige nu lidt mindre. Og det kan være okay - det kan være en urolig periode, og det kan derfor ændre sig igen.
Der sker rigtig meget med hende både motorisk og mentalt og det betyder, at hun lige nu godt kan have svært ved at overgive sig til søvnen, ligesom hun kan have svært ved at sove sammenhængende. Hun kan også være ved at få tænder, være forkølet eller andet som gør, at hun pludselig sover lidt mindre. Og lige nu tænker jeg, at du skal prøve at se tiden lidt an.
Jeg synes ikke du skal afkorte hendes dagssøvn. Netop dagssøvnen er vigtig, fordi den kan reparere på dårlig nattesøvn, og det omvendte er ikke muligt. Hun skal naturligvis ikke sove dagen væk, men det er samtidig vigtigt, at hun får sin søvn.
De fleste børn vil i 6 måneders alderen begynde at kunne springe powernappen sen eftermiddag over. Nogle dage vil de have behov for den og andre dage vil de kunne undvære den. Nogle gange vil middagsluren ligge lidt senere og andre gange vil hun i stedet gå lidt tidligere i seng - og hos jer kunne det sidste godt være tilfældet. At hun stadig står op af sin middagslur omkrig kl 15.30, men når hun så ikke får sin powernap kl 17, så vil hun i stedet gå i seng kl 19.30-20 og på den måde vil nattesøvnen af sig selv blive længere. Jeg har derfor en formodning om, at det vil ændre sig i løbet af den næste måned tid…
Derudover skal du naturligvis være opmærksom på, at hun får både mad og mælk nok hele dagen igennem og måske er hun ...
... ved at være klar til 3 måltider dagligt. En dagsplan kunne se således ud:
Tidlig morgen 05.30: Amms og sover videre. Vågner ofte med en lille ekstra amning, før dagen begynder
Morgen 7.30-8: Tilbydes lidt grød, evt. med lidt frugtmos som topping, vand af kop.
Ammes og puttes til formiddagslur ca kl 9
Frokost 11.30: Tilbydes lidt grød (anden type end om morgenen) eller lidt grøntsagsmos, vand af kop. Tilbydes som nu lidt agurk i hånden.
Får evt. bad som nu :)
Ammes og puttes til middagslur kl ca 13-13.30
Eftermiddag 16-17: Ammes og powernappen vil måske stille og roligt af sig selv begynde at blive sprunget over.
Aften 18: Grøntsagsmos, agurk i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca kl 20 - har hun som nu sovet 3 lure, så vil putningen til natten naturligt ligge senere.
Sen aften 23-24: Ammes og sover videre
Midt nat 03: Ammes (de fleste børn er 6 måneder før de kan undvære denne amning)
Som du kan se, så skal hun stadig have en del amninger i døgnet. Du skriver at du nogle gange ammer hende 4-5 gange om natten og det er vigtigt, at du er opmærksom på at sikre hende mælk nok hele dagen igennem. Mælk skal indgå som en fast del af hendes putteritual og mængden af skemad skal holdes på et niveau som stadig levner plads til mælken. Det vil sige, at det er bedre at give hende f.eks. ¾ dl. skemad, vand af kop og så amme hende før hun puttes, end det er at give hende 1.5 dl grød eller mos og hun så afviser brystet om dagen.
Du skal også være opmærksom på, at hun om natten godt kan drømme meget lige nu og derfor i søvne ligge og småklynke, virre med hovedet, slå ud med armene, græde, smaske osv. og ofte virke søgende - men det betyder ikke, at hun nødvendigvis skal ammes. Det vil være rigtig godt, hvis du nogle gange forsøger at hjælpe hende videre i søvnen med stillingsskift, en beroligende hånd osv. så hun kan mærke at du er der og du på den måde får hende lullet videre i søvnen, uden at hun får brystet i munden:)
Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:) Og glæder mig til at følge jeres lille familie!:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Insemination
Hvis man har problemer med at blive gravide, så kan man blive behandlet med Insemination.
Insemination er den enkleste fertilitetsbehandling og den kan hjælpe, hvis manden har lettere nedsat sædkvalitet.
Behandlingen foregår ved at man fører en portion sæd direkte ind i livmoderen. På den måde springes sædcellerne den første del af vejen til ægget over og chancen for graviditet er dermed større. Derudover bruger man en 'oprenset' portion sæd, det vil sige en mere...
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen,
Tusind tak for dit sidste svar. Jeg viste min mand mit brev, som du foreslog, og han blev helt ked af det da han så det. Det satte en masse samtaler i gang herhjemme, og det hele går meget bedre nu. Vi har delt tingene mere op, så det ikke kun er mig der tager mig af hus + børn, men han også begynder at komme mere på banen. Det er rigtig rart.
Du skal bare have så meget tak. Både for en super brevkasse, men også for dine små puf. :)
Kærlig hilsen
Christine, mor til to

