Brev:

Stadig store problemer med søvn

---

Hej Helen,

endnu engang er jeg tilbage med en klagesang over vores store piges søvn. Hold nu op, hvor er det en udfordring.

Jeg ved ikke, om du husker det, men hun har altid været en stor udfordring på søvnfronten. Vågnede ved det mindste (selv da hun var et par timer gammel), ville ikke sove, vågnede hele tiden, var vågen 3-4 timer hver eneste nat fra hun var 1 til 2 år, led af night terror osv.

Hun er nu godt og vel 4½ år og hun har stadig ikke lært det ;-). Nu sover hun nogenlunde om natten (og fra skrivende stund laver hun sikkert også om på det), men det er et rent helvede, at få hende til at sove om aftenen. Sådan har det været så længe, jeg husker (og det gik helt galt, da hun sagde farvel til sutten for 16 mdr. siden).

Vores dag forløber således, at jeg har begge piger om morgenen, hvor far er kørt på arbejde. De er oppe kl. 06:30. Hun bliver afleveret i børnehave og har altid en fremragende dag. Hun bliver hentet af far ved 16-tiden og får lov at se film, når vi kommer hjem. Efter aftensmad er der ingen film, men derimod leg, bad og oprydning. Ved behov, får de noget godnatmad. De bliver puttet på samme tid, kl. 20:00-20:30 (tandbørstning, godnathistorie, evt. snak om dagen og så tænder vi for hendes mindfulness-cd med godnathistorier og stille musik) - og så starter cirkusset!

Så snart, vi har forladt værelset, begynder hyleriet. Hun græder højt og i vilden sky. Hun kan slet ikke kapere, at hun nu er alene i værelset, så hvis hun ikke ligger i sin seng og græder, så står hun op hele tiden. Nogle gange sidder hun bare og leger, men så snart, hun ikke gider det mere, så har vi balladen. Vi har selvfølgelig forsøgt alt (inkl. de råd, du før har givet os). Vi har givet hende ro, ladet hende være, været hos hende, været omkring hende (lagt tøj på plads), ligget hos hende, været forstående, været konsekvente mv. Nogle gange har hun fået lov at falde i søvn på sofaen eller sammen med os i vores seng. Det er uholdbart, efter min mening, for hun vågner når vi flytter hende og så starter det forfra. Vi har også prøvet at ligge hos hende på hendes værelse, men enten vil hun ligge nede på madrassen sammen med os eller også skal vi ...

---

---

... ligge hos hende oppe i sengen. Sidstnævnte er ret uhensigtsmæssigt, da hun har en juniorseng og min mand er 2 m høj. De sidstnævnte ting er ikke engang garanti for, at hun falder i søvn. Hun ligger bare ved siden af os og græder.

Det er SÅ frustrerende, at vi aften efter aften skal have den ballade med hende og det ødelægger i høj grad vores voksentid. Vi har prøvet at putte hende både tidligt og senere, men uden held. Hun sover typisk først omkring kl. 21:30 og jeg kan slet ikke forstå, at hun ikke har brug for mere søvn efter en hel dag med fuld fart på. Men jeg må jo også erkende, at hun aldrig har krævet 12 timers nattesøvn.

Hun er særligt sensitiv, hvilket i høj grad præger hendes søvn. Hun kan f.eks. ikke glæde sig over, at have haft en pragtfuld dag. Hun begynder i stedet at græde over, at den er slut og at hun savner den ene og den anden person. Vi prøver at hjælpe hende med at vende hendes tanker til noget positivt, men hun tager det ikke til sig. Hvis vi lægger op til en snak om den gode dag (f.eks. nævne 3 gode ting ved dagen), så supplerer hun altid med et "men X skubbede mig og Y ville ikke lege" osv. Og når hun så ligger i sin seng, begynder dagens film at køre rundt i hovedet på hende, selvom vi forlængst har drøftet det. Hun gruer en del for det, hun ikke kender.

Jeg kender mange kloge mennesker (!) og disse mener selvfølgelig, at hun render om hjørner med os, men det er ikke vores indtryk. Hun KAN bare ikke overgive sig og er dybt ulykkelig over, at blive efterladt alene i sit værelse. Men hverken hendes far eller jeg er tilhængere af "den hårde metode" og bare lade hende skrige.

Hun er generelt en UTROLIGT sød og omsorgsfuld pige. Hun passer simpelthen sådan på os, deler sol og vind lige og er meget beskyttende overfor sin lillesøster. Jeg har en fornemmelse af, at hun er kærlig lidt ud over det sædvanlige og vi er opmærksomme på, at hun ikke tager for meget på sine skuldre.

Så hvad gør vi lige med vores lille søde prinsesse?

Med venlig hilsen
Mor

PS: Og ja tak, det hjælper at vide, at der er håb for, at en 2-årigs selvstændighedsalder kan have en positiv effekt på puperteten - bare lige en sidebemærkning! :-D

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---