Svar: Mængde skemad og dagsplan
Hej med dig
Tak for dit brev, dejligt at høre, at det er gået bedre, efter at I har fået skruet mængden af skemad lidt ned:)
Jeg vil meget gerne uddybe og vil svare på dine spørgsmål i den rækkefølge de stilles:)
Ja, det vil være en god idé, at du starter med at tilbyde ham brystet tidlig morgen, så hans væskebehov dækkes lidt fra morgenstunden. Står han sent op, så vil dette måske betyde at tidspunktet for morgengrød udsættes lidt, men det vil være okay. Mælken tidlig morgen bibeholdes - og så kan amningen før formiddagsluren i stedet trappes ud:)
Han må gerne få lidt større mængder skemad nu, hvor han er 7 måneder gammel. Men det vil være rigtig godt, at du sammen med skemaden tilbyder ham lidt mad i hånden. Der går lidt tid fra han har spist til mætheden indfinder sig og han kan godt overspise, fordi han ikke føler sig mæt… Ved at tilbyde ham mad i hånden, som han selv kan sidde med og gumle på, så giver du ham mulighed for at føle sig mere mæt, fordi måltidet naturligt bliver lidt længere på denne måde end hvis det er dig, der spiser ham af…:)
Det vil være rigtig godt, at du tilbyder vand af kop sammen med skemaden, så hans behov for væske og hans tørstbehov stilles på denne måde. Og så amme ham 1-1.5 time før han skal puttes, så mælken indgår som en del af putteritualet. Med den alder han har nu, vil det være rigtig godt at erstatte amningen om formiddagen med et mellemmåltid og så "kun" amme ham før han skal sove middagslur.
De fleste børn vil i 7 måneders alderen trives med 4 amninger i døgnet og får via disse nok mælk.. Derudover sikres behovet for væske via vand af kop og hans ernæringsbehov dækkes i øvrigt af mere og mere rigtig mad, mad med mere bid.
En plan for dagen kunne se således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre
Morgen 7: 1.5 dl. Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden, 1 dl. frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur uden at blive ammet først - sover her måske 45-60 minutter
Frokost 11.30: 1.5 dl. Grøntsagsmos med kød, fisk. Tilbydes agurk, ristede rugbrødsbjælker, en kartoffelbåd, kogt blomkål, broccoli eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca 13.30-14
Eftermiddag 16: ...
... Frisk blød frugt i hånden og tilbydes 1-1.5 dl. flerkornsgrød med frugtmos som topping, vand af kop. Ammes ikke længere om eftermiddagen.
Aften 17.30: 1.5-2 dl. Grøntsagsmos med kød, fisk. Udgangspunkte mere og mere familiemad f.eks. rødspætte med ris, boller i karry, indmaden af en frikadelle osv. Suppleres med større stykker mad i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt gerne fra begge bryster og sover herefter til næste morgen tidlig, hvor han ammes igen.
Som du kan se, så har jeg i denne plan øget mængden af skemad lidt, så hver portion er blevet lidt større, samtidig får han lidt mere rigtig mad og får f.eks. et mere mættende måltid om eftermiddagen, imens antallet af amninger skrues ned. Mængden af skemad øges således samtidig med at mængden af mælk trappes ned, så han nu ammes 4 gange i døgnet.
Det er helt naturligt, at han begynder kun at sove en lille time om formiddagen, til gengæld må du gerne arbejde på, at han sover en længere middagslur. Det vil være rigtig godt, hvis du derfor ammer ham lige før middagsluren og evt. triller ham en tur i barnevognen for på den måde at holde ham sovende. Du må også gerne lægge dig med ham midt på dagen, hvis du/I har glæde af det:)
Dagsplanen bør så vidt muligt følges hvad angår stå op tidspunkter, puttetidspunkter og tidspunkter for mad. Det er med til at sikre ham en bedre søvn og det er samtidig med til at gøre, at han begynder at føle sult og mæthed. Jeg plejer at sige at tidspunkterne ikke bør flytte sig mere end +/- en halv time. Så hvis han plejer at få frokost kl 11.30, så vil den nogle dage måske blive serveret lidt før og andre dage lidt senere, men som udgangspunkt er det omkring dette tidspunkt, at han tilbydes sin frokost. Uden at du naturligvis skal være helt rigid - man kan ikke putte børn i kasser og du er naturligvis nødt til at følge hans behov og signaler:)
Jeg vil anbefale dig meget at købe min bog "Helens bog om børn og mad". Den er netop udkommet i en ny revideret udgave, som følger de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Du kender den nye udgave på det røde bånd i forsidens øverste højre hjørne:)
Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Ymer og ylette
Sundhedsstyrelsen fraråder, at børn under 12 måneder får ymer og ylette, da proteinindholdet er for højt.
Rødbede
Fra 6 mdr´s alderen kan du godt begynde at give dit barn rødbede, hvilket mange børn elsker og de kan give mosen en meget flot farve. Rødbeder kan også bages i ovnen sammen med andre rodfrugter.
Du skal dog være opmærksom på at rødbeder indeholder nitrat og derfor kun bør udgøre 1/10 af den portion mos, som barnet spiser. Alternativt bør de kun gives med ca 14 dages mellemrum.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

