Brev:

4 år og mange vredesudbrud

---

Kære Helen.

Vores 4-årige har i noget tid haft en adfærd, som vi ikke kan forstå, hvad skyldes, og som derfor frustrerer os. Du kan jo nok ikke udrede årsagen(årsagerne), men måske komme med nogle bud og ikke mindst give os nogle ideer til at håndtere det.

Det handler om, at hun tit (mange gange om dagen) bliver vred og trodsig. Det kan komme både når vi siger nej til noget, men også ud af det blå og når hun får positiv opmærksomhed. Det er særligt de sidste to ting, som vi ikke forstår, og vi er også meget i tvivl om, hvor dybtfølt det er, eller om det mest er en eksperimentering med grænser og forsøg på at få sin vilje igennem ved at blive sur og græde højt.

Til en udslusningssamtale i sin børnehave, hvor hun stopper fik vi at vide, at hun var meget sød, god til at udtrykke sine behov og sige fra og en god kammerat, der kan lege med rigtig mange forskellige børn. De mente, at adfærden herhjemme handlende om at vi var forældrene, hvor at hun ved, at kærligheden er ubetinget, og derfor kan hun prøve meget af og råbe højt. Alligevel synes jeg, at det er ekstremt, og jeg er bange for om vi gør noget grundlæggende forkert. Vi går som du meget ind for medbestemmelse og forhandling, og måske har hun en fornemmelse af, at det betaler sig at råbe højt. Har du nogle råd til, hvordan vi på en god måde kan gøre hende det klart, at det ikke betaler sig, men at det i stedet er mere fordelagtigt at bruge sine ord.

Hun er dygtig sprogligt og var hurtig til at tale. Vi opfordrer hende til at bruge sine ord og fortælle roligt hvad hun er vred/ked af det over, men ofte er reaktionen, at hun råber: ”Lad være!” Altså at vi skal lade være at snakke. Sådan råber hun også, når vi siger, at vi godt kan forstå/se at hun er vred/ked af det. Det der virker bedst er afledning til noget sjovt. Hvis det er noget der fanger hendes interesse, kan hun skifte stemning på 0,5 og grine. Dermed tænker vi at vredesudbruddet i disse tilfælde ikke kan være så dybtfølt. Alligevel kan det være meget voldsomt, hvor hun kan finde på at slå og række tunge. Det siger vi klart fra overfor. Det der med at række tunge har jeg tænkt på, om vi i højere grad skal ignorere, for det har ikke hjulpet at sige, at vi ikke vil have det, at det ikke er rart. Det er nok netop derfor hun gør det.

Hun kommer også med trusler såsom at hun aldrig mere vil lege med os, at hun aldrig vil starte i den nye børnehave etc. Det med den nye børnehave tænker jeg kan have en betydning. Vi og den gamle børnehave har snakket med hende om det, og hun virker afklaret med det, men hun er alligevel sensitiv over for forandring, så det ligger måske som noget stress ubevidst hos hende. Vi er også flyttet for 3 måneder siden, hvilket hun har modtaget med glæde, men alligevel er det jo en stor forandring. Derfor skifter hun først børnehave efter hendes sommerferie.

Vreden ...

---

---

... kan som sagt også komme pludselig fx i går da hun fik læst en historie, eller den kan komme ved positiv opmærksomhed, som fx i morges, hvor min mand sagde: kan du huske, at du vågnede i nat og fortalte at du drømte om hajer, der spiste dig? Så kom der et vredt: ”La´væær!”. I sådan en situation bliver jeg virkelig ked af det og frustreret. Jeg fatter det simpelthen ikke. Hun kan heller ikke lide, at man griner, når hun gør noget vi synes er sødt, så bliver hun også sådan og rækker ofte tunge. Jeg tror, at hun der føler vi gør grin med hende. I disse tilfælde siger vi, at vi er kede af, at vi gjorde hende vred, men at vi bare synes, at hun er sød og dejlig. Nu prøver vi at lade være at grine meget, så det sker oftest, når øvrig familie gør det.

Vi skælder hende sjældent ud og prøver at bevare roen, men når det går højt bliver vi jo frustrerede. Så snart man hæver stemmen bare lidt eller siger tingene lidt irriteret til hende, beder hun os om ikke at være sure. Jeg tror at hun er ret sensitiv ligesom jeg selv er. Jeg har bare slet ikke det temperament, som hun. Ved ikke om det blot er en fase eller om det er et personlighedstræk. Min mand har et stærkt temperament, som han arbejder med at udgyde på en måde, så det ikke går ud over os andre, og han er særligt opmærksom på ikke at skælde hende ud.

Selvom hun på nogen måder virker sensitiv, så virker hun også stærk og enorm god til at sige fra. Fx siger hun jo også klart fra overfor at blive passet, men i de sjældne tilfælde det sker, går det altid godt og det er en glad og kærlig pige, der kommer os i møde med kram og kys. Dette eksempel nævner jeg, fordi pasning var temaet i mit forrige brev, og af dit svar til det, følte jeg mig misforstået. Dette skriver jeg nu, fordi du før har ladet dit indtryk fra tidligere breve indgå i dine svar, og jeg vil jo gerne have, at dit billede af os som familie er så retvisende som muligt. Så dertil vil jeg korrigere din opfattelse og dels nævne, at hun kun i to helt særlige tilfælde har været på det du kalder ferie, og at vi har fået en glad og tryg pige hjem, der er som normalt. Dels vil jeg nævne, at vi ikke oplever, at det har været svært for hende at blive storesøster, men at der kun har været jalousi, da jeg havde ammeproblemer.

Ellers vil jeg sige mange tak for rigtig gode brugbare svar. Jeg ser frem til tanker og råd omkring det jeg her skriver, for jeg er bekymret for, om vi som forældre er forkert på den og om mit barn er særligt vanskeligt.

Til sidst vil jeg spørge: mener du det kan være fornuftigt direkte at bede hende stoppe med at græde/skrige efter at have sagt at vi kan se at hun er vred/ked af det? Lige nu siger vi, at vi gerne vil trøste hende. Det vil hun ikke have med det samme, og så siger, at vi vil trøste når hun er klar, og så lader vi hende græde/skrige.

Bedste hilsner
fra en frustreret mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---