Brev:
5 måneder og urolig om natten

Hej Helen.
Jeg skriver til dig ang. min dejlige søn på 5 måneder.
Indtil for to måneder siden sov han fint om natten men ikke længere. Han blev ammet ca. kl. 23, 3:30 og kl 8. Efter endt amning kunne jeg lægge ham tilbage i liften hvor han faldt i søvn inden for to-tre minutter. Pludselig, midt i august, begyndte han dog at blive meget urolig om natten. Det eneste jeg kan huske at vi ændrede på det tidspunkt, var at hjælpe ham til længere lure om dagen ved at trille barnevognen idet han selv kun kunne sove 45 min, og herefter ikke var spor frisk.
Helt konkret starter uroen med at armene kører rundt, skubber sutten ud, han gnider sig i ansigtet, benene sparker dynen eller voksiposen af og hovedet kører fra side til side. Han virker ikke helt vågen imens, har fx altid lukkede øjne. Nogle gange går det i sig selv igen uden at jeg gør noget. Andre gange, og det sker flere gange de fleste nætter, begynder han at græde (stadig med lukkede øjne) og så reagerer jeg med det samme. Berøring er primært det der virker. At lave lidt krydsøvelser med arme/ben, at krølle ham sammen med benene i skrædderstilling og holde hænderne ned til fødderne og evt. vende ham om på siden lidt tid. Det ender dog tit med at jeg tager ham op.
Når jeg lægger ham igen, putter jeg ham i voksiposen (vi sover ret køligt) og lægger en arm over brystet på ham og en let hånd på kinden (han sover i tremmeseng med åben side ind mod mig i sengen). Nogle gange skal sutten være der, andre gange ikke. Så falder han for det meste til ro i et stykke tid igen.
Jeg tror ikke det er sult, idet han godt kan gå 4-5 timer mellem amninger/flaske. Han kan altså godt lulles til ro uden mad de fleste gange. Desuden får han også skemad to gange dagligt allerede. Han har ret heftig børneeksem i ansigtet, men uroen er uafhængig af hvor meget det er blusset op (Det skal siges at de første fire måneder er han udelukkende blevet ammet.). Uroen afhænger heller ikke af om han får natflaske eller ej. Det ser heller ikke ud til at have noget at gøre med over/understimulering – fx sov han godt (kun vågen to gange på 8 timer) natten til lørdag hvor vi var med venner i sommerhus (hvor jeg ellers troede han ville være overstimuleret). Omvendt vågnede han mere end 10 gange i nat efter en vanlig dag herhjemme.
Han har lige været igennem et udviklingsspring, hvor han var noget så pylret om dagen. Det vendte for to uger siden så han nu om dagen igen er glad, pludrer, smiler, putter alting i munden, sparker, triller, og knokler og pruster for at komme fremad.
Når han er vågen og ikke spiser, leger vi lidt sammen (snakker, mosler osv.) og han ligger også alene med legetøj, fx ved siden af mig i sofaen. Jeg laver ofte lidt babymassage/gymnastik inden sengetid, hvilket han nyder.
Han har ca. afføring ...
... en gang hver anden dag, og den har samme konsistens som kartoffelmos.
Om dagen sover han ret nemt af sig selv i barnevognen, ofte skal jeg trille blot 30 sekunder inden han overgiver sig til søvnen. Aftenputningen kører også fint, jeg synger to sange og vugger tremmesengen (har BedRockers på) og så sover han uden pyller. Han vågner typisk en eller to gange kort tid herefter fordi sutten er faldet ud, men er hurtig til at falde til ro igen. Uroen er typisk også værst den sidste del af natten, lige meget om han har fået flaske eller bryst om natten.
Her er en omtrentlig døgnrytme:
5-6: ammes, sover videre
7:00-7:30: står op
9-10: lur, varer ca. en time
10: ammes
11: skemad, grød med frugtmos. Tilbydes mælk eller vand herefter.
12:30-14:30: lur, varer typisk halvanden til to timer. Han skal hjælpes på vej halvvejs gennem med lidt trilleri med barnevognen.
15: ammes
16:30-17:30: lur, varer typisk tre kvarter.
18:30: grøntsagsmos. Tilbydes mælk eller vand.
19:30-20: puttes til natten.
22:30: natflaske eller bryst. Vil kun have flaske hvis han vågner af sig selv.
01:30: bryst/flaske.
Der skal helst gå mindst 3,5 timer mellem amningerne i løbet af dagen, ellers vil han simpelthen ikke have noget, bliver sur og laver flitsbue, så jeg kan fx ikke amme før og efter en lur, som jeg har set dig foreslå før. Nogle amninger supplerer jeg med mme, hvis han ikke gider amme så lang tid.
Jeg aner simpethen ikke hvad der er galt og synes jeg har prøvet at skrue på mange knapper uden held. Han har tidligere sovet mere om dagen og mindre om natten (og gået senere i seng), men det har heller ikke betydet noget.
Håber det gav et indblik i vores søn og vores hverdag, og det jeg egentlig vil spørge om kan koges ned til:
Kan det stadig være sult/eksem/under- og overstimulering selvom jeg ikke oplever det som sådan?
Kan det være noget med at han sover for meget/for lidt i for korte/lange perioder?
Er der nogle babyer som bare er så urolige? Skyldes uroen blot bearbejdning af dagens indtryk (og så er der ikke noget at gøre?)
Reagerer jeg mon for hurtigt om natten? Tager ham jo altid op når han begynder at græde og berøring ikke virker. Skal jeg lade ham ligge og græde lidt inden og så først reagere når det bliver rigtigt alvorligt?
Har du forslag til ændringer i døgnrytmen, som kunne hjælpe?
Jeg har, som du kan høre, prøvet en masse ting af, men eftersom han jo også han ændret sig siden problemet startede, er der bestemt ikke variabelkontrol, så jeg er på ingen måde sikker på nogle af de konklusioner jeg har gjort. Jeg kan simpelthen bare ikke finde et mønster i hvad der giver de mest urolige nætter....
Håber du har nogle opløftende ord – min kæreste og jeg er virkelig virkelig ved at være meget trætte...
Med venlig hilsen
Maria
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Strækmærker
Under graviditeten oplever mange kvinder at de får strækmærker i takt med at maven vokser.
Har man først fået strækmærker forsvinder de ikke igen, men de bliver som regel næsten usynlige indtil en næste graviditet.
Mærkerne skyldes bristninger i underhuden. De kommer både fordi at maven vokser, men også fordi der sker nogle hormonelle forandringer. De kommer ofte på maven, lårene, brysterne, ballerne og/eller armene, og i starten ses de ofte som rosa eller blålige...
Krydderurter
På persille, purløg og andre krydderurter og bladgrøntsager som f.eks. spinat og salat, kan der være jord og dermed jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse, hvis maden gemmes eller ved genopvarmning, og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Nitrit kan reagere med blodets hæmoglobin, så det ikke kan transportere ilt rundt i barnets krop.
"Grønt drys"på varm mad må derfor ikke gives til spædbørn og småbørn. Friske krydderurter og bladgrøntsager må dog...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen!
Jeg vil blot sige dig tusind tak for din hjælp. Min egen sundhedsplejerske synes jeg ikke er til at snakke med, så det er en stor trøst at kunne vende sig til dig og din brede viden. Jeg tror at du kender mig og min søn bedre end hun gør.
Jeg er særlig glad for dine hurtige svar, når jeg ikke har formået at formulere mit problem så jeg har været nød til at spørge igen...
Det er rart at have dig i baghånden og jeg har anbefalet dig til alle de nybagte mødre jeg kender.
Tak!!