Brev:

Når det er svært i vuggestuen

---

Kære Helen

Tusind tak for dit sidste svar angående vores søn, der kun ville spise brød. Vi lod ham sidde lidt for sig selv (uden at mor kiggede på ham med store bekymrede øjne), og i løbet af mindre end en dag vendte hans appetit tilbage. Meget tankevækkende! Jeg tror simpelthen, at han mistede lysten til at spise, i takt med at min bekymring steg.

Nu har vi så været hjemme fra ferie i et par uger, men det har været og er stadig svært for ham at være i vuggestue. Dog trods alt en smule bedre end de første dage, men ikke nemt. Vi lagde ud med tre korte dage, fordi jeg godt var klar over, at fem uger sammen med kun mor og far ville gøre det svært at vende tilbage. I mellemtiden var der kommet flere børn til i vuggestuen, så de nu er fuldtallige, og de havde flyttet lidt om på møblementet, plus at der i vores fravær havde været en del uro og forvirring om den kommende personalesituation og en del stress ifølge de andre forældre. Personalesituationen er der ikke kommet endelig afklaring på, så de kører indtil videre med de to pædagoger, som vi kender, men der er faldet mere ro over det.

Afleveringen er blevet rigtig svær, og han bliver frygtelig ked af det. Jeg sætter mig ned på gulvet med ham i nogle minutter, for at aflevere ham direkte i favnen på pædagogen gør det lige pt endnu værre. Vi sidder lige og leger lidt, og jeg forsøger sammen med pædagogen at vække hans interesse for legetøjet og de 2 andre børn, der som regel er kommet på det tidspunkt. Nogle dage virker det, andre slet ikke, og så klamrer han sig til mig og græder. De siger, at han selvfølgelig ikke græder hele dagen, men han er heller ikke sig selv.

De har altid kaldt ham den lille charmør, fordi han plejer at være så glad, griner og fortæller laaaange historier (på volapyk naturligvis), men den side af ham ser de slet ikke her efter ferien. Han vil helst være helt tæt på en af pædagogerne hele tiden, og hvis den ene for eksempel er inde og putte et andet barn, og den anden skifter ble på badeværelse, så bliver han meget ked af det. Selv hvis de bare sidder på den anden side af det lille ca. 50 cm høje gitter, der er mellem legearealet og spisearealet, bliver han ked af det og græder og vil ind til dem. Så snart han kommer det, eller får lov til at sidde på skødet lidt, falder han til ro.

Derhjemme er der ikke gitter mellem stuen og køkkenet, så han kan frit komme ud til den af os, der f.eks. er i gang med ...

---

---

... madlavningen. Jeg har godt nok lagt mærke til, at han kan blive temmelig knotten eller ked af det, hvis han kommer ud og vil op, mens jeg står med fingrene i frikadellefarsen, og han dermed må vente. Men så kan far jo i stedet komme og give en krammer, eller han får en af mig, så snart jeg er klar, og generelt er han super glad, livlig og fortællende derhjemme (med lidt flere vredesudbrud end tidligere, men det tilskriver vi hans alder). Vi er nok en meget fysisk familie, der krammer, kysser, nusser og tumler meget, og det har de selvfølgelig ikke mulighed for i vuggestuen…

Samtidig er hans sovemønster i vuggestuen gået lidt i kludder, og han får slet ikke sovet nok. Ca. 45-60 min om formiddagen og det samme om eftermiddagen, men han har et ret stort søvnbehov, så det er ikke nok. Det er ikke fordi de vækker ham bevidst, men der er selvfølgelig mere larm og måske andre børn, der vågner op eller skal til at sove. Han er temmelig lydfølsom og har altid reageret mere på andre børns gråd end de andre børn i vuggestuen (ifølge pædagogerne). Der er et aldersspænd på ca. 6 måneder mellem de mindste og de ældste, så der er ikke fælles lur, men de sover, når de har behov for det. Til sammenligning sover han én lang lur derhjemme i weekenden på ca. tre timer. Vi synes ikke, at vi vil bryde hjemmeluren op i to, når han nu kan sove så lang tid ad gangen og tydeligvis har brug for det.

Derudover er jeg gravid, men jeg synes nu ikke, at vi har lavet noget om derhjemme af den grund. Jeg har det fysisk fint, og vi har ikke lavet noget om på indretningen.

Kan du se noget i disse mange forskellige forhold, som vi som familie kan gøre noget ved? Jeg har spurgt pædagogerne, om de har nogle forslag til, hvad vi kan gøre for at hjælpe ham til en bedre vuggestuedag, men de havde ikke rigtig noget klar svar ud over en lidt vag hentydning om, at han bare skal lære, at han ikke altid kan få det ligesom han vil have det, at han skal lære at dele opmærksomheden og vente på sin tur… og det er jo for så vidt også rigtigt, men hvordan lærer man ham så bedst det, uden at han føler sig afvist, og uden at vi som familie behøver at lave om på, at vi gerne giver masser af krammere og fysisk nærvær? Skal vi bare slå koldt vand i blodet og acceptere, at efter så lang tid væk, er det næsten som at starte på ny i vuggestuen, eller har du et godt forslag?

Jeg ser meget frem til at høre dine tanker.

Mange hilsner C.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---