Svar: Sover godt om dagen, men ikke om natten
Kære Gry
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng :)
Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig og det første jeg tænker er, at I skal igang med at få skabt en fast dagsrytme. Jo mere ens dagen kører, jo bedre vil nætterne ofte også fungere.
Det er rigtig fint, at du fornemmer at jeres dreng ofte er parat til at starte dagen omkring kl 06.30-07. Det er vigtigt, at du nu tager udgangspunkt i dette og lader dagen starte til fast tid hver dag. Det betyder, at hvis han pludselig en dag ikke vågner af sig selv kl 07, så må du gerne vække ham. Igen fordi tidspunktet dagen starter på er vigtigt - det skaber rammerne for resten af dagens forløb.
Han skal tilbydes mere skemad. Det er fint, at I er begyndt i sidste uge og det er helt normalt, at han spiser meget lidt. Det er kun få skefuldt til max ½ dl. af gangen han skal have. Men det vil være rigtig godt, at du nu øger ham til 2 måltider dagligt - frokost og aftensmad - og når han lige om lidt bliver 6 måneder, så skal han også have morgengrød.
Netop skemaden vil være med til at skabe mere rytme og dermed overblik over dagen. Det vil være rigtig godt, at han tilbydes skemad, når han vågner og tilbydes brystet før han skal sove. Det er vigtigt, at du forsøger at give ham skemad til faste tidspunkter, det er med til at påvirke hans indre ur, hans cirkadiske rytme, det giver ham fornemmelsen af spisetid - og påvirker hans fornemmelse af sult og mæthed - og på samme måde skal hans puttetidspunkter nu også ligge mere og mere fast.
Mit forslag til en dagsrytme, som du nu skal forsøge at arbejde hen imod, ser således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover lidt videre i mors seng, indtil I står op.
Morgen 7-7.30: Tilbydes lidt havregrød, frisk blød frugt i hånden at sutte på selv, vand af kop.
Ammes og puttes til formiddagslur ca kl 09, sover her måske 1-1.5 time
Frokost 11.30: Tilbydes lidt grøntsagsmos, lidt agurk i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca kl 13, og må her gerne sove 2 timer eller mere, hvis han kan det.
Eftermiddag 16: Tilbydes lidt frugtmos og vand af kop. Ammes også stadig eftermiddag.
Powernapper evt. men det kan også være, at denne lur kan springes helt over. Det afhænger af, hvor lang middagsluren er og hvor sent den ligger. Det kan være en god idé, at I nu arbejder på 2 lure dagligt og en tidligere putning om aftenen.
Aften 17.30: Tilbydes lidt grøntsagsmos, agurk i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til natten 19.30-20 - tidspunktet vil natruligt være senere, hvis han har sovet 3 lure dagligt.
Sen aften 23: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster
Midt nat: Evt. amning - men i takt med at han begynder at spise mere skemad i løbet af dagen ved siden af amningerne, så vil denne amning trappes ud. Han vil således på sigt begynde at kunne sove igennem om natten, hvilket betyder, at han vil kunne sove 5-6 timer uden mælk - f.eks. fra 23.30 til 05...
Det er en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten, at han tilbydes både ...
... skemad, mælk og vand nok i løbet af dagen - og på den måde vil tiden arbejde for jer. Derudover tænker jeg, at han naturligt vil begynde at kunne være vågen i længere tid om dagen, han vil bruge sig selv mere og mere både motorisk og mentalt og hans dag vil naturligt blive opdelt i perioder, hvor han er meget aktiv og perioder, hvor han sover. Dette vil naturligt også påvirke hans nætter og hjælpe til en bedre nattesøvn. Samtidig vil hans nattesøvn sandsynligvis blive forlænget, så han sover lidt flere timer om natten og lidt færre timer om dagen.
Det er super fint, hvis han samlet sover 14.5 time i døgnet, og hvis han og I trives med at han har den rytme han har og sover sent, så er det naturligvis okay - man skal ikke ændre noget, der fungerer. Men de fleste vil trives rigtig godt med en rytme, hvor han måske sover 11 timer om natten f.eks. fra kl 20 til 07 og så sover ca 3.5 time samlet i løbet af dagen... Og det tror jeg godt kan lade sig gøre hos jer, netop hvis du begynder at følge ovenstående dagsplan - og også lader tiden arbejde lidt for jer:)
Hans uro om natten hænger naturligt også sammen med hans alder og det store udviklingsspring, som han lige nu går igennem - som du også selv er inde på. Han er motorisk rigtig godt igang, øver sig, får sig lagt i stillinger, som han ikke mestrer at komme væk fra - og det gør han også om natten. Han triller om på siden, eller får sig skubbet ud i et hjørne af sengen, får sparket dynen af osv. Og han har brug for din hjælp til at blive lagt rigtigt igen. Det er her vigtigt, at I forsøger at hjælpe ham videre med så lidt aktivitet fra jeres side som muligt. Så I ikke tager ham op, går rundt med ham, vugger ham osv. Det vil kræve rigtig meget af jer fremover, hvis han lærer, at han skal op og gås rundt med om natten, så prøv om I kan undgå dette de fleste nætter :) Er det, det eneste der virker, så må det naturligvis være sådan, men hav det med i jeres tanker, at det vil være rigtig godt, hvis I kan lulle ham videre i søvnen, der hvor han er puttet...
Det er helt naturligt, at han søger mor ekstra og også kan reagere, hvis andre - familie og venner - forsøge at holde ham eller snakker for meget til ham. Han vil helst være hos mor og observere verden fra mors favn, som er hans trygge base. Det er kun tegn på, at han er godt tilknyttet:)
Hans lyst til at opleve, mærke verden, undersøge, følge med - spiller naturligt også ind på hans søvn. Alt hvad han oplever skal bearbejdes og derfor vil hans drømmeaktivitet være stor. Han vil derfor godt kunne både klynke, græde, og også grine og snakke i søvne - uden at det er alle lyde, som du skal reagere på, netop fordi de nogle gange bliver sagt i søvne, og han derfor ikke skal tages op, men måske blot have en beroligende hånd på kroppen, så han kan mærke, at I er der, han bliver rolig og lulles videre ind i næsten søvnstadie...
så mere rytme, faste sovetider, spisetider, mere skemad - og også lade tiden arbejde lidt - tænker jeg vil være rigtig godt til at hjælpe jer videre :)
Rigtig meget held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Hormonbehandling
Hormonbehandling bliver brugt som fertilitetsbehandling, ofte i forbindelse med insemination.
Man giver kvinden hormontabletter som stimulerer kvindens ægløsning, så der modnes flere æg end normalt.
Derudover kontrollerer man kvindens ægløsningstidspunkt, ved hjælp af hormon-indsprøjtning, så man kan afpasse tidspunktet fuldstændig med samleje eller insemination.
Spinat
Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.
Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.
Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire

