Svar: Hjælp til dagsplan og ammenedtrapning
Kære Nors mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dagsplan - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig:)
Du fortæller, at du ammer ofte, fordi du er bange for, at Nor ellers ikke får væske nok - jeg tænker dog, at han nu hvor han er 8 måneder gammel, burde kunne nøjes med 3 amninger i døgnet og derudover drikke vand af kop...
Hvis du synes, at han har svært ved at drikke af en kop, så kan det hjælpe at forsøge med et snapseglas. Det passer i størrelsen til hans lille mund og kan være lettere for ham. Du kan også prøve med en tudkop, gerne en gammeldags tudkop med to hanke og hældetud, og han kan så stille og roligt selv lære at holde koppen med begge hænder og drikke...:)
Mit forslag til et barn på 8-9 måneder, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Morgen 6.30: Havregrød med lidt frugtmos, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Sen morgen 8-8.30: Skiftes og puttes til første lur som nu
Formiddag 9.30: 1/2 bolle med smør, ost, frisk blød frugt i hånden, frugtmos, vand af kop.
Frokost 11: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med grøntsagsmos med kød eller fisk (hjemmelavet eller mos fra glas), tilbydes også gerne kogte grøntsagsbuketter eller lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur kl 11.30-12 som nu
Eftermiddag 14-15: Tilbydes 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, vand af kop.
Sover dagens 3 lur - det er helt okay, at han stadig har brug for 3 lure, da han starter dagen så tidligt, som han gør.
Aften 17.15: Udgangspunktet er familiemad, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Der skal være mad i stykker og også stadig moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød ca 18.30, får børstet tænder
Ammes og puttes til natten ca kl 19 som nu
Sen aften 22-23: Ammes rigtig godt fra begge bryster - drømmemåltid som nu. Og sover herefter uden mælk til næste dag, hvor dagen så starter med grød.
Som du kan se, så anbefaler jeg, at du prøver at lægge de tre amninger før middagslur, aften og sen aften. Når amningerne ligger her, burde de kunne dække hans væskebehov fint og samtidig også sikre jer begge en god nattesøvn.
For at sikre ham ekstra mæthed til natten, så vil jeg anbefale, at du begynder at give ham en godnatgrød. Den skal ligge som en fast del af putteritualet, og adskilt fra aftensmaden - derfor gerne med et bad imellem. Godnatgrøden kan være en lidt grovere grød som havregrød, mysligrød, flerkornsgrød...
Når og hvis han så vågner og søger brystet om natten, så vil det være rigtig godt, hvis du kan prøve at hjælpe ham videre i søvnen uden at han får bryst. Det kan være at hjælpe ham med at ...
... skifte stilling, komme ned at ligge fordi han har lagt sig op på alle fire, eller hjælpe ham om på den anden side, eller give ham dynen på, som han har sparket af... Han vil naturligt med den alder han har, sove meget uroligt og kan godt klynke, smaske, smågræde osv. i søvne - uden at det betyder ,at han er tørstig eller sulten.
Hvis du kun kan få ro på ham ved at tilbyde ham brystet, så må du naturligvis gøre dette, men det vil være rigtig godt, at du så forsøger at afkorte amningen mere og mere. Det betyder, at du skal prøve at lirke brystet ud af munden på ham, så han trøstes men ikke fylder sig med mælk. Du skal altså forsøge igen og igen at lirke brystvorten ud af munden på ham, så han får mindre og mindre mælk. I starten vil han søge brystet flere gange, så får han det, og når der så er ro på ham, så lirker du brystet ud af munden. Du skal sandsynligvis gøre det flere gange, men til sidst vil han acceptere at falde i søvn uden at have brystet i munden.
Samtidig med at du lirker brystet ud af munden på ham, vil det være godt, at du har ham ved siden af dig. Du kan ligge ned og amme, så han på den måde får masser af nærhed, du kan kærtegne ham, holde ham i hånden, lægge hånden på hans hofte og vugge ham lidt, imens han ligger ved siden af dig, så han hele tiden mærker, at du er der, men så det er brystet, der fjernes mere og mere igen og igen. Og stille og roligt vil du så kunne berolige ham netop med dine hænder og kærtegn og uden at han behøver brystet og hvor han så kan ligge i sin seng ved siden af dig - det kan nemlig også være en god idé at koble hans seng til din seng, ved at fjerne tremmerne fra den ene side og sætte sengene sammen. Du skal naturligvis sikre dig, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt… han må ikke kunne trille ned mellem de to senge eller kunne komme til skade:)
Nogle gange lykkes det også fint, hvis du efter amningen sen aften, putter ham over i egen seng, så han ligger på afstand af dig og ikke kan dufte din mælk. Det kan også gøre, at han kan sove bedre og mere sammenhængende - du må se, hvad der kan fungere bedst for jer:)
Når han skal begynde i vuggestue, kan du sandsynligvis begynde at undvære amningen før middagsluren om dagen. I stedet kan han her blive tilbudt lidt mælk eller vand af en kop, evt. sammen med en banan. De fleste børn vil i 10-12 måneders alderen trives med to amninger i døgnet og da han skal passes om dagen i denne alder, vil det være naturligt, at du netop ammer aften og sen aften. Det vil også være en dejlig måde for ham at afslutte dagen på:)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - og at det også giver lidt ro med på vejen:) Det lyder som om, at I stille og roligt er på vej i den rigtige retning.
Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Madras til barneseng
Der findes mange slags madrasser på markedet, og når du skal vælge en madras til dit barns seng, så vil anbefalingen ofte være, at du vælger en skummadras, en latexmadras eller alternativt en madras i et naturmateriale. Vælger du en skummadras (polyurethanskum), skal den være mindst 5 cm tyk og helst med betræk, der kan tages af og vaskes.
Det anbefales, at dit barn ligger på et fast underlag, fordi det giver barnet mulighed for at bruge og udvikle sine muskler. Samtidig sikrer...
Slik
Vær altid opmærksom på hvad I selv spiser. Barnet lærer af at se på jer og det I gør. Jeres vaner omkring slik, vil således smitte af på jeres barn.
Nogle tilbyder kun slik til festlige lejligheder, andre har en fast ugentlig slikdag. Der er ingen grund til at tilbyde jeres barn slik hver dag.
Babyer har heller ikke behov for slik og interesserer sig måske ligeså gerne for et sundere alternativ, som en brødskorpe eller et dejligt frisk bær.
Ifølge...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar omkring min søns sovevaner.
Jeg startede med at skære natamningen helt væk, og så var der kun godnattåren tilbage, den virkede han pludselig ikke så interesseret i så den blev også droppet, og helt uden drama og gråd;-)
Nu kunne jeg så få ham til at falde i søvn uden at være helt tæt på mig, men han ville stadig ikke ned i tremmesengen i vågen tilstand.
Jeg læste så at du havde rådet andre til at tage den ene side af sengen, da nogle børn følte sig indespærret.... og hold da k... det gjorde en forskel!!
Dels falder han i søvn glad og tilfreds i sin egen seng, derudover sover han bedre og længere tid i hans egen seng (han kommer stadig ind til os om natten). Han går oven i købet selv ind og lægger sig i sengen når det er sove tid!
Tak fra Rikke, mor til dreng på 16 måneder

