Brev:
Putning om aftenen - 2 år, 6 mdr.
Hej Helen.
Først, tusind tak for dit svar på min tidligere mail, det gav rigtig god mening for os.
Nu skriver jeg altså igen, men denne gang er den rettet mod søvn og putning om aftenen.
Det er ikke fordi det er et kæmpe problem, men det er alligevel noget der kan skabe lidt frustration for alle herhjemme.
Vi har altid haft god succes med putningen, både til middag og aften, og vi har den præcis samme rutine, hver dag, men så blev putningen pludselig en lidt svære process end hidtil, og nu har det alligevel varet længe nok til at det ikke blot er en fase og et udviklings spring :)
Han har egentlig de fleste dage sovet på sit eget værelse, og det har altid fungeret godt, men vi har i den seneste tid været nødsaget til at tage hans seng ind til os, da han vågnede meget om natten og kaldte, og vi mente han havde bedre af den tryghed ved at ligge inde hos os.
Men vi er pt. der hvor vi læser 2-3 bøger og synger 1-2 sange og siger godnat og går ned, men så starter det, lige en bog mere, lige en sang mere, og hvis det bliver et kærligt men bestemt nej, så græder han ulykkeligt, og siger ting som "jeg bliver ked af det, fordi mor går", " jeg har ondt i benet", " jeg har ondt i ...
... maven", " jeg er bange". " jeg vil op og ligge i mors seng", " mor lig dig ned sammen med mig" og så sker det at jeg jo virkelig har svært ved at gå fra ham, og selvfølgelig bliver ved ham og trøster, men det bliver det faktisk værre af og hvis jeg lader ham, "få lov" at komme op i sengen og vi lige putter lidt sammen, så er putningen dagen efter blot endnu værre, med gråd og skrig.
Jeg har prøvet at sige, ja ,til at læse en bog mere eller en sang mere, men, at nu skal mor ned at rydde op, og gøre mig sengeklar og jeg nok skal komme op og sove ved siden af ham, og det er som om at det bliver acceptere, jeg fortæller samtidigt at vi er lige her og at han ikke behøver, at være bange for vi passer på ham, og vi tænder lyset i gangen, så det ikke er helt mørkt.
Det skal lige siges at han aldrig har grædt uden at vi er der, og putning har altid været hyggeligt herhjemme.
Dog kan far godt putte uden helt den samme tur som jeg, men han er også lidt mere bestemt end jeg er.
Jeg har virkelig svært ved at vurdere om han reelt er bange, eller bare syntes at jeg skal blive og putte, fordi det er hyggeligt, og om det er helt naturligt for hans alder ( 2 år 6 måneder ).
Med venlig hilsen
Hannah
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Autostol
Til transport i bil skal barnet sidde i en godkendt autostol. Det lille barn skal helst sidde fastspændt med ryggen mod kørselsretningen.
Autostole skal være godkendt efter ECE (R)-44-03 eller 44-04. Der skal være et E-mærke på stolen, og den lange talrække under eller efter E-mærket skal starte med enten 03 eller 04.
For fastmonterede autostole hedder godkendelsen ECE (R) 44-05.
Autostole med andre mærkninger skal også være E-mærket, for at de er...
Navlestrengsblod - stamceller
Navlestrengsblod - det vil sige, det blod, som er tilbage navlestrengen og moderkagen efter fødslen - indeholder stamceller. Disse celler har hjulpet dit barn med at udvikle organer, blod, væv og immunsystem gennem hele graviditeten.
I dag forskes der meget intenst i brugen af stamceller, og håbet er at kunne gøre noget ved en række sygdomme, som i dag er uhelbredelige, fordi manglende eller ødelagte celler visse steder i kroppen ikke bliver dannet igen. Der findes mange...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dine dejlige, fornuftige svar. De passer så godt til mit temperament, og det giver altså ro i sjælen at høre fra dig. Mange gange hjælper det også at få sat ord på sine bekymringer.
Jeg finder mange gode råd i dine tidligere svar til andre forældre. Jeg kan nogle gange føle mig som verdens dårligste mor, når ingenting vil lykkes. Derfor trøster det mig, når jeg kan læse, at jeg ikke er den eneste, der har problemer med de kære børn. Så føler jeg mig ikke så alene.
Tak fra Lis, mor til datter på 4 måneder