Svar: Korte søvnintervaller i dagstimerne
Kære trætte tvillingemor
Tak for dit brev - og velkommen til :) Og stort tillykke med dine dejlige piger, der lyder til at stortrives! Skønt:)
Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge - og hvad der kan lade sig gøre hos dig, når du er alene med pigerne i løbet af dagen.
Det lyder som om, at du har forsøgt rigtig meget, for at få pigerne til at sove nogle længere søvnstræk i løbet af dagen - og intet af det virker sådan rigtig godt. Nogle gange, så oplever man at børn sover mange små lure, og det kan være okay, så længe de samlet får deres søvnbehov dækket og generelt udvikler sig godt, men når det er sagt, så forstår jeg godt, at det ville være rigtig dejligt, hvis de kunne sove lidt længere, for med to børn, så er der rigeligt at se til og du har naturligt brug for lidt pause en gang imellem:)
De behøver ikke sove mange lange lure - det ville være rigtig godt, hvis du kunne arbejde på at middagsluren var deres længste lur. Det vil give en god rytme for fremtiden og måske kan det hjælpe dig og give lidt ro, at du "kun" behøver arbejde på en længere lur midt på dagen.
Du kan putte dem i barnevognen og trille dem en tur. Det vil ofte gøre, at de holdes sovende, når vognen triller. Hvis det kun er en gang dagligt og du måske forsøger hver anden dag, så er det måske til at overskue, selvom I bor på anden sal...
Det kan nogle gange hjælpe at give dem et bad mellem formiddagslur og middagslur. Jeg forestiller mig, at dette bliver rigtigt svært at indføre hos jer, fordi du er alene med pigerne - men hvis du kan, ville det være godt. Om ikke andet, kunne I forsøge det i weekenden, hvor far er hjemme og kan hjælpe. Et bad stimulerer dem rigtig godt både motorisk og mentalt, det forlænger deres aktive vågenperiode og det sikrer ofte, at de så falder lettere i søvn og også sover længere derefter.
Når jeg ser din dagsplan - og jeg ved godt, at du har lavet den i samarbejde med din sundhedsplejerske, så synes jeg det er for lidt med 4 flasker i døgnet.. De får samlet 710 ml mme og jeg ved ikke, hvad de vejer, men jeg skønner, at de godt kunne have glæde af at få lidt mere mælk. Du skriver, at de om natten sover rigtig godt - "med mælk ca. kl 01 og nogen gange kl 5.30" hvis det betyder, at de nogle gange kun får 3 flasker i døgnet, så er det sandsynligvis en del af forklaringen på at de ikke sover særligt længe...
Det er vigtigt, at pigerne tilbydes mælk som en ...
... fast del af deres putteritual. Det er rigtig fint, at du er begyndt med skemad, det må de gerne få lidt af - men mælken skal være deres hovedindtag. Når de tilbydes mælk før hver lur, så sikrer det, at de ikke vågner for hurtigt, fordi de reelt er sultne/tørstige. Hvis du giver dem mælk, når de vågner eller en time før de skal sove, så vil de naturligt ikke kunne sove så længe, som hvis de får mælk lige før luren...
Jeg kan se, at du giver dem grød om morgenen og det kan du naturligvis godt bibeholde. Jeg anbefaler normalt, at man bibeholder mælken morgen indtil 6 måneders alderen og så tilbyder grød til frokost med den alder, dine piger har. Det fordeler måltider bedre ud over døgnet synes jeg, men du skal naturligvis gøre, som du fornemmer fungerer bedst... Generelt er det dog en god idé at arbejde på en rytme, hvor pigerne tilbydes skemad, når de vågner og mælk før de skal sove.
Normalt vil jeg ikke anbefale 3 måltider dagligt med den alder dine piger har, jeg synes det er for tidligt - men du fortæller, at de ofte kan spise 1 dl skemad af gangen. Jeg tænker derfor, at det måske kunne hjælpe, hvis du skruede mængden af skemad ned, så de ikke får så stor en portion og så deler det ud på tre mindre måltider i stedet for, giver vand af kop og som sagt følger efter med en flaske.
Mit forslag til en dagsplan kunne derfor se således ud:
Tidlig morgen 05.30: Flaske og sover videre
Morgen 7.30: Tilbydes 1/2 dl. grød, varier gerne mellem de forskellige grødtyper, lidt frugtmos som topping, vand af kop.
Formiddag 9: Flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 11: Tilbydes 1/2 dl. grød eller grøntsagsmos, vand af kop
Kommer i bad (når I har mulighed for det)
Flaske og puttes til middagslur - måske kl 12.30-13... Puttes evt. i barnevognen og trilles en tur for at blive holdt sovende.
Eftermiddag 16-17: Flaske og puttes til dagens 3 lur
Aften 18: Tilbydes 1/2 dl. grøntsagsmos, vand af kop.
Flaske og puttes til natten kl ca. 20
Sen aften eller først på natten 24-01 flaske og sover som nu til næste morgen tidlig.
Som du kan se, så er der i min plan 6 flasker - og det kan godt være, at du kan nøjes med 5 flasker.. Jeg tænker dog, at det kan være en idé at tilbyde en ekstra flaske for at se, om ikke det kan ændre lidt på pigernes søvn og gøre, at de sover lidt længere...
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker videre og som sagt, må du vælge til og fra, hvad du tænker kan hjælpe jer:)
Rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Barnepige
Hvis du har brug for at få dit barn passet, så vælg altid en person som barnet kender og en person du har tillid til.
Det skal være en person, som kan overskue situationen og bevare roen, hvis noget uforudset skulle ske.
Generelt bør man ikke lade sit barn passe af en under 12-13 år - men det afhænger naturligt af vedkommendes modenhed. Nogle piger er meget modne i denne alder, hvor andre er for umodne til at kunne tage det ansvar, det er at passe et lille barn....
Sut
Før i tiden var det almindeligt, at børn fik en sut med det samme, når de blev født. I dag mener man, at det er hensigtsmæssigt at man venter med at give barnet en sut, til amningen er etableret.
Hvis barnet får en sut for hurtigt, så kan det gå ud over barnets lyst til at die ved brystet. Dertil kommer at sutteteknikken er forskellig alt efter om barnet dier på brystet eller sutter på en sut.
Du kan møde mange forskellige holdninger til det at bruge sut og det er vigtigt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.

