Brev:

Afviser mor - 19 mdr.

---

Hej Helen.

Jeg har brug for lidt sparring og råd.

Jeg ridser lige situationen op. En uge før jul fik vi at vide ved en nakkefoldsscanning at fostret havde en misddannelse (udposning på maven) og at tallene for tri 18 var ret dårligt. Ved biopsien stod det klart at det var tri 18 og lægerne gjorde meget ud af at tydeliggøre for os, hvad dette indebærer. Vi valgte derfor at bede om abort. Denne blev foretaget kirurgisk lillejuleaften uden komplikationer.

Vi blev begge enormt kede af det, men jeg har nok været mest ramt og har kæmpet med at holde sammen på mig selv ugen inden og ugen efter aborten. Samtidig har Laura været hjemme på juleferie, så det har været en udfordring at hænge sammen i hendes nærvær. Jeg har kunnet parkere gråd til når hun ikke var der, men selvfølgelig har hun kunnet mærke på mig og os, at der var noget galt. Hendes far har dog været fantastisk med hende; leget og været nærværende, ligesom mormor og morfar også har givet hende nogle gode timer.

Jeg har nogle gange, hvor vi har ligget og nulret med noget, fortalt hende at mor var ked af det, fordi der var noget galt med maven som lægerne skulle hjælpe med. At det nok skulle blive godt igen. Og at det ikke var hendes skyld at mor var ked af det. Jeg ved ikke om det er åndssvagt at jeg gjorde det, men jeg har tidligere set hvor store, intense øjne hun laver, når jeg har fortalt om den dag hun kom til verden eller når jeg bare fortæller, hvordan vores dag er forløbet.

Det aktuelle er, at hendes far som sagt har været fantastisk. Og stadig er det. Og faktisk så meget at hun meget ...

---

---

... eksplicit fravælger mig. I nat gik jeg ind til hende - når faren ikke er afsted på arbejde, tager han nætterne - og da hun så mig skreg hun "nejnejnej" og da jeg tilbød hende sut og vand blev hun endnu vildere. Da jeg lagde en hånd på hendes ryg for at berolige hende, kastede hun sig væk og gjorde det meget tydeligt at jeg ikke skulle røre hende. Da jeg lidt senere på natten kom ind gentog det sig og hun begyndte at kalde på far. Det har jeg aldrig oplevet før.

Min frygt er selvfølgelig at hun fravælger mig, fordi jeg har været lidt vingeskudt (omvendt er det nok også et sundhedstegn at hun vælger dem, der er bedst for hende og ikke på en eller anden måde føler at det er hendes opgave at gøre mig glad) og at vi ikke finder hinanden igen. Omvendt, så ved jeg også at børn har perioder, hvor de vælger den ene til og tydeligt den anden fra. Jeg vil bare så nødigt negligere hendes reaktion til at-det-er-meget-normalt hvis det faktisk handler om en reaktion på den periode som vi lige har været igennem? Giver det mening?

Hvordan kan jeg agere i det her? Jeg prøver at vise, at det er helt ok at hun vil sin far og sørger for at byde mig til/være tilgængelig (og vi har da også skønne stunder - særligt når far er ude, men når far er her, så er det til ham, at dukken bliver vist mm.)...

Det skal lige siges, at jeg i nogle dage har haft det mere ok. Har om halvanden uge samtale v. psykolog for at få styr på mit. Jeg har endnu ikke kunnet tale med nogen om forløbet, tanker og følelser, så har valgt at "parkere" det ved en udenforstående.

Med venlig hilsen
Line

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---