Svar: Afviser mor - 19 mdr.
Kære søde Line
Tak for dit brev - og hvor er jeg ked af at høre, at I har måtte igennem det forløb... Og ja, jeg forstår godt, at du synes det er rigtig svært og at du naturligt er bekymret for, hvad det hele gør ved dig og jeres datter. Du har dog helt ret i, at det er en helt naturlig reaktion, at hun lige nu søger far lidt ekstra og jeg er sikker på, at der er tale om en periode:)
Det lyder rigtig godt, at du vil tale med en psykolog. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du får det talt igennem og beslutningen om at vende det hele med en udenforstående, synes jeg lyder rigtig god. Jeg tænker også, at i takt med at du får sat lidt ord på det hele, og tårerne måske får frit løb, så vil du naturligt få lidt mere overskud til din datter igen - og det vil hun naturligt kunne mærke og også reagere positivt på. Men I skal begge have lidt tid, det sker ikke lige fra den ene dag til den anden...
Det vil være rigtig godt, hvis du kan prioritere at lave lidt ting med din datter, hvor det bare er "dig og mig". Det vil for det første være rigtig dejligt for dig at mærke, at hun rent faktisk bruger dig og rigtig gerne vil dig, når far ikke er der - og omvendt, dejligt for hende at mærke, at du prioriterer hende. det gør ikke noget, at hun så nogle gange foretrækker far, når I alle tre er sammen igen, det er helt okay at savne sin far og gerne ville ham - det er stadig godt for dit og hendes forhold, at I har brugt tid sammen:)
Det vil også være rigtig godt, at far bakker op om, at mor naturligvis sagtens kan. Så når I er sammen alle tre og hun f.eks. giver udtryk for at "far skal" hjælpe hende med skoene, så vil det være godt, hvis far nogle gange siger f.eks. "nu hjælper mor dig", så hun direkte hører, at far bakker op om at du kan ligeså godt som ham. Nogle gange kan du også sætte ord på "nu hjælper mor dig, jeg skynder mig, så kommer du over til far bagefter" - så hun hører, at du forstår ...
... hende og anerkender hende og det hun vil, men også hører, at du holder fast i, at du sagtens kan hjælpe, og at du gerne vil hjælpe hende.
Det er også rigtig godt, hvis I forældre viser, at I gerne vil hinanden og har noget sammen. Det er vigtigt, at I krammer og knuser hinanden, kysser hinanden osv. hvis hun vil være med, så må hun naturligvis genre det, så kysser I alle tre - men hun må godt se, at mor og far har noget sammen. Hun må godt få en fornemmelse af, at I hører sammen - ikke at hun bliver holdt uden for, men stadig en fornemmelse af, at hun ikke kan "splitte jer", hvis du forstår, hvad jeg mener.
Det vil på samme måde være rigtig godt, at I f.eks. går med hinanden i hånden, når I går tur, at I skiftes til at trille barnevognen, når I kører tur med den, at I begge sidder med ved bordet, når I spiser og måltidet er noget fælles osv.
Og så skal du forsøge ikke at blive for ked af det eller for mærket af, at hun nogle gange afviser dig. Hun bliver mere og mere bevidst og er naturligt mere og mere interesseret i at finde ud af ,hvordan verden hænger sammen - og herunder i gang med at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre. Det er derfor naturligt spændende for hende at undersøge, hvad hendes afvisning gør ved dig. Og bliver du ked af det, trækker du dig, bliver du mærket af det, så vil dette naturligt være interessant at undersøge ekstra... Derfor kan det nogle gange være rigtig godt, at du i stedet for at trække dig, når hun afviser dig, reagerer modsat og f.eks. siger "din lille bølle, skal du være fræk, her kiiiiilder vi de frække børn" eller lignende og giver hende en kildetur og masser af fysisk kontakt. Så hun ikke mærker, at du trækker dig men mærker, at du faktisk kommer tættere på og at I er fysisk tætte sammen. Du skal naturligvis kun kilde hende på en måde, så hun stadig synes det er sjovt:)
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre og sender dig et stort knus!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Ærter
Fra 6 måneders alderen må barnet gerne få ærter. Ærter kan her koges til ærtemos og det samme kan gøres med andre bælgfrugter, som brune og hvide bønner, kigærter og linser.
Barnet optager bedst næring fra ærter og andre grøntsager, hvis de koges.
Fra 9-10 måneders alderen vil mange børn have stor glæde af at spise ærter, det er god træning for at øve pincetgreb og ærter kan fint gives sammen med rugbrød til frokost.
Ærter indeholder protein, samt...
Vitaminer præmatur
Børn der er født præmaturt, det vil sige børn som er født før 37 uge, anbefales følgende kosttilskud:
D-vitamin - 10 mikrogram (400 IE) dagligt. D-vitamin gives som dråber, samt
Jerntilskud:
Fødselsvægt <1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt til 12 måneder
Fødselsvægt > 1500 gram: Ca. 8 mg jern dagligt i 6 måneder.
Børn som får mere end halvdelen af deres ernæring dækket af modermælkserstatning skal have ½ dosis jern, dvs. ca 4 mg hver dag...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

