Brev:

Tager jeg nok barsel?

---

Kære Helen

Tak for en god brevkasse, jeg har fulgt meget med på sidelinjen både som gravid og nu som mor til en datter på snart 5 måneder. Jeg har flere spørgsmål, men må vist dele dem ind i et par forskellige emner – nogle af dem er nok kun opklarende, da jeg også har dine bøger om søvn, udvikling og opdragelse.

Lidt om min datter: Jeg har som sagt en skøn lille datter på snart 5 måneder, som jeg går hjemme med på barsel nu. Hun er en rigtig tyk og glad baby, der har været rimelig nem lige fra start. Hun sover godt om natten, tager gode lure i løbet af dagen, er glad og legende, vældigt pludrende, fuld af tillid ift. fremmede og med et mildt sind og roligt temperament. Således græder hun kun sjældent og hun udvikler sig normalt motorisk, hun tager godt på i vægt (fuldammes, men vi overvejer snart lidt skemad). Både familie og venner beskriver hende som et nemt og harmonisk barn; Vi har jo ikke så meget at sammenligne med, men jeg tror, vi har været lidt heldige! Hun er begejstret for at se andre babyer og virker ret ”social”, hvis man kan sige det om en baby.

Alt er således godt lige for tiden, men jeg er begyndt at have en række bekymringer om den nære fremtid: Til at begynde med, syntes jeg faktisk det at gå på barsel var lidt hårdt – hele tiden at være ”på” og ikke længere selv kunne planlægge sin tid, men efterhånden, som hun bliver ældre, bliver det sjovere og sjovere at gå hjemme med hende (stadig en anelse hårdt, men på en god måde). Hun giver mere igen – smil og kluklatter og lidt mere temperament efterhånden – og jeg elsker at se hende udvikle sig og at kunne fortælle min mand om det, vi har lavet i løbet af dagen, når han kommer hjem. Jeg savner faktisk slet ikke mit arbejde, og kan heller ikke forestille mig, at jeg kommer til det, det næste lange stykke tid.

For min mand er hun lige så meget et drømmebarn, og han gør alt, hvad han kan, for at være der for hende. Han flekser ud, når der er lægebesøg og vaccinationer, prøver at nå med til babysvøm indimellem, planlægger arbejdet, så han kan være mest muligt sammen med hende, læser med i bøgerne sammen med mig (dette halvtvungent, men stadig). Han er far med stort F, og af den grund var det også naturligt, at han skulle tage så meget barsel, som det kunne lade sig gøre, da vi planlagde vores barsel sammen. Jeg var (og er) stolt og glad for at ...

---

---

... have fundet en så engageret og ”ligestillingsminded” mand, der ønsker en lige så tæt relation med sin datter, som en mor ofte får lov at have. Derfor får han 4 måneder med hende, før hun skal starte i institution, når hun er lidt over et år – og han glæder sig sådan!

Men nu går jeg jo og føler mig så lykkelig herhjemme med hende og synes, at jeg er den vigtigste for hende. Jeg kan mærke på hende, at jeg, trods min mands engagement, ER den tætteste på hende og den, der kan aflæse hendes signaler bedst og nok også trækker det største læs ift. hende, også selvom vi begge er hjemme. Og jeg gruer nu for at skulle begynde at arbejde igen og være væk fra hende flere timer om dagen næsten hver dag. Hun er lidt over 8 måneder, når far overtager barslen.

Vi har planlagt et overlap, sådan at vi ikke skifter fra den ene dag til den anden, og jeg har nok mulighed for en eller to hjemmearbejdsdage om ugen i de første to måneder (jeg er gymnasielærer, og det er eksamensperioden, jeg kommer tilbage i), og så kommer der jo også en lang sommerferie. Så reelt har jeg gode muligheder for at have nogle hverdage med hende her. Jeg kan bare ikke lade være med at have en følelse af, at jeg svigter hende, ved ikke at tage hele barslen og ved at det pludselig ikke længere er mig, der er der om dagen.

Da jeg var gravid, følte jeg, at jeg gav hende en gave ved at ”give” så meget barsel til min mand, og jeg har altid ment, at han kunne være en lige så vigtig omsorgsgiver. Det mener jeg stadig, men nu hun er her, er det noget helt andet. Jeg bliver helt ked af det ved tanken om at skulle overlade styringen og nærværet i dagligdagen til en anden.

Jeg har overvejet om jeg ikke kunne gå på deltid næsten med det samme – ja, hvis vi havde muligheden økonomisk, havde jeg nok foreslået at blive hjemmegående mens hun er lille.

Jeg føler mig både lidt flov og forkert ift. min mand, der jo også vil hende det bedste.

Svigter jeg hende? Burde jeg have taget mere barsel? Vil hun føle sig forladt, når jeg begynder at arbejde? Handler det mere om mig end hende? Disse spørgsmål fylder mere og mere i mit hoved.

Mht. amning vil jeg meget gerne fortsætte med dette nogle gange om dagen, selvom jeg begynder at arbejde, sådan at jeg bevarer noget af det helt tætte med min datter. Hvordan kunne det i praksis se ud?

De bedste hilsner
En mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---