Svar: Tidlig selvstændighedalder?
Kære hidsigtroldens forældre
Tak for jeres brev og meget fine beskrivelse af jeres lille datter og alle de tanker I har gjort jer:)
Der er ingen tvivl om, at jeres datter er godt i gang med selvstændighedsfasen og ja - der er ingen tvivl om, at jeres datter har en del temperament. Og børn er naturligt forskellige og derfor er der også forskel på, hvor voldsomt temperamentet viser sig...
At hun har temperament, at hun holder fast, ikke giver op, bliver ved og holder ud er dog ikke negativt. Det er nogle meget gode egenskaber at have. Hvis voksne har dem, så bliver det ofte set positivt "hun er en fighter", "der skal meget til at slå hende ud", "hun er selvstændig", "arbejder bevidst efter, hvad hun vil" osv. alt sammen ment positivt og som en styrke - men når det er børn, så bliver det hurtigt set som noget negativt. Så er hun pludselig hysterisk, umulig, vil have sin vilje, hidsig osv.
Selvom det er svært skal I derfor prøve at se det som noget positivt, at hun har den personlighed hun har. Jo mere hun mærker, at I accepterer det og rummer det, jo bedre vil det være. Hvis hun oplever, at I bliver irriterede, skælder ud, kalder hende hysterisk eller lignende, så vil I "puste til ilden". Når hun har et anfald af frustration og fortvivlelse, så drøner der adrenalin rundt i kroppen på hende og det bliver værre, hvis I kæmper og giver modstand eller ignorerer hende. Hvis I derimod kan sætte jer med hende, holde om hende og bare være - uden at tale for meget, så vil hun spejle sig i det. Niveauet af oxytocin vil stige og mængden af adrenalin vil falde, og så er hun klar igen.
Derfor er det super godt, når far tager hende, sætter sig med hende på skødet i stuen, lader hende sidde med sin sut og sin kanin - det er det allerbedste. Hun mærker far omkring sig, far virker næsten som et tæppe, der svøber sig omkring hende, og det hjælper hende til fysisk ro. I løbet af få minutter er hun klar til at lege videre og har glemt, hvad der er sket.
Jeg tror, at I skal prøve ikke at tale for meget. I har i en periode forsøgt at sætte ord på hendes følelser og det der sker, prøver at vise hende, at I forstår hende osv. Og det er i princippet rigtig godt, men lige nu tænker jeg, at I skal prøve ikke at tale alt for meget, når hun er ked af det, frustreret, vred osv. Når hun f.eks. ikke vil have skiftet ble, så sig f.eks. "jeg skynder mig", men undgå at tale for meget om, hvor irriterende det er, hvordan I forstår hende osv. Prøv at undgå alt for mange ord.
Når hun slår, kradser, sparker ud efter jer osv. så sig f.eks. "Nej!" eller "AV!" og sæt hende fra jer. Det at lade en handling følge med jeres Nej/Av kan gøre, at hun bedre forstår, at det hun gør, er forkert. Undgå at forklare hende, at det gør ondt, at I ikke bryder sig om det osv. Hvis hun så kommer og vil op til jer igen, så kan I godt sige til hende, at hun ikke skal slå, så hun lærer at hvis man vil sidde på skødet, så skal hun være sød ved jer.
Når hun ikke vil have hagesmæk på, når hun kaster med bestik, kaste med maden osv. så er der et eller andet som irriterer hende her. Måske føler hun behov for selv at være deltagende. Når man er rigtig godt i gang med at udvikle sin selvstændighed, så er det vigtigt at få lov selv, at kunne selv og hun bliver naturligt ekstra irriteret, hvis I f.eks. giver hende hagesmæk på, uden at spørge eller fornemme, om hun er klar til det. Kravler hun f.eks. selv op på sin stol? Det vil være rigtig godt, at I kalder på hende, siger at det er spisetid og hun så selv sætter sig til bords og I ikke skal løfte hende op. Det at hun selv sætter sig ved bordet, gør hende naturligt mere klar til at spise.
Hagesmækken kan ligge på bordet, og når hun beder om mad, så vil det være naturligt at I f.eks. siger "du får lige hagesmækken på", før hun spiser maden. Så fokus bliver på maden, og det hun gerne vil og ikke på hagesmækken. Når hun kaster med maden, så skal I prøve at vurdere, hvad det handler om - er det fordi I har givet ...
... hende noget, som hun ikke vil have? Er det fordi hun egentlig ikke er sulten nok og parat nok - måske er hun færdig med at spise og skal have lov til at gå fra bordet? Måske skal spisetiderne være anderledes. Er det fordi hun afprøver, hvordan I reagerer og hvad der sker, hvis hun smider med maden? I givet fald, så kan det nogle gange være nødvendigt at afslutte måltidet - tallerkenen fjernes, og hun er færdig med at spise. Måske beder hun om maden igen, og I forklarer, at hun skal spise maden og ikke kaste med den og så får hun igen sin mad... Måske har hun brug for at mærke maden, undersøge maden.
Hun har brug for at lære rigtig meget og vil derfor naturligt undersøge meget. Hun undersøger for det første, hvordan maden føles, når hun smatter den ud mellem hænderne. Hun tager måske maden i munden, tygger på den og tager den ud af munden - dette for at se hvordan mad ser ud, når det er tygget. Hun undersøger også hvordan maden ser ud, når den ligger på bordet, i forhold til når den ligger på tallerkenen, hun undersøger, hvordan det lyder, når maden rammer bordet, eller når tallerkenen eller skeen bankes i bordet. Hun undersøger, hvordan maden ser ud i glasset, og hvad der sker, når glasset løber over, hun undersøger, hvordan maden falder ud over bordkanten, og hvad der sker, når den rammer gulvet osv. osv. Og hun undersøger naturligt også hvad det hun gør, gør ved jer:)
Hun lærer derfor en masse ved at lege med maden og naturligvis skal hun lærer at spise pænt, men det er også rigtig vigtigt, at I anerkender hendes lyst til at udforske og lyst til at lære.
Hun afprøver hypoteser, hun afprøver ting igen og igen - også selvom I har sagt nej flere gange. Hun afprøver f.eks. hypotesen "hvis jeg smider med pastaskruerne, så siger mor nej?" - ja det gør hun. "Hvis jeg gør det igen, så siger hun nej igen?" - ja det gør hun. Ny hypotese "hvis jeg smider med gaflen, siger far så også nej?" - ja det gør han. Osv. osv. Og hun skal afprøve igen og igen - 117 gange og så lige en gang mere, før hun helt har lært, hvad det er I vil og ikke vil...
Samtidig kan det at få et nej, afprøve, få nej igen, afprøve osv. også nogle gange blive til en leg. Det er sjovt, når I reagerer, som hun forventer - hun griner måske og tror, at det er en leg. Ligesom hun kan blive frygtelig ulykkelig, når hun så opdager, at I ikke synes, at det er sjovt, eller når I forhindrer hende i noget, som hun rigtig gerne vil.
Det er især 1-3 års alderen, som er lidt udfordrende, og det er vigtigt, at I ved, at jeres datter ikke har nogen skjult dagsorden, hvor hun vil være imod jer. Hun er naturligt i gang med at udvikle sin selvstændighed og en del af dette er at være uenig med mor og far. Derfor er det også helt naturligt, at hun afprøver flere grænser overfor jer forældre, end hun f.eks. går i vuggestuen eller gør overfor bedsteforældre. Når man er i gang med at finde ud af, hvem man selv er, og hvad man vil eller ikke vil, så er man nødt til at ville noget andet end mor og far. Hun kan ikke træffe egne valg, uden at gøre det modsatte af, hvad I vil, og derfor opstår der dagligt konflikter.
Og det er netop dette, som er en del af forskellen på, hvorvidt der er tale om anfald af fortvivlelse og frustration og så anfald, der er kontrollerende. Jeres datter forsøger ikke at kontrollere jer, hun er i gang med at finde ud af, hvordan verden fungerer og hænger sammen. Et barn der har kontrollerende anfald vil ofte være omkring 5 år og barnet er helt bevidst om, at hvis jeg bliver ved længe nok, så får jeg min vilje... Barnet stiller sig måske med hænderne i siden, kikker vredt på mor og far og siger sammenbidt eller skriger måske "jeg vil have den - NUUUUUU!". Jeres datter kollapser både fysisk og mentalt, hun bryder sammen, fordi hun er en lille pige med en lille piges hjerne - hun er styret af sin mellemhjerne og er fuldstændig i følelsernes vold. Det er noget andet:)
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Navn - navngivning
Alle børn skal have et navn - mindst et fornavn og et efternavn. Og dit barn skal have sit navn, før det fylder 6 måneder. I kan give jeres barn et navn på to måder: Enten ved dåb i folkekirken eller ved at ansøge om navngivning via Borger.dk.
Der er i princippet ikke nogen begrænsninger på antallet af fornavne, som du må kalde dit barn. Men der er regler for, hvilke navne du kan give dit barn. Som hovedregel må du ikke vælge et navn, der kan være til ulempe for dit barn.
Fødsel
En graviditet varer normalt 40 uger, men naturen er ikke altid sådan, og nogle gange går fødslen igang før, andre gange senere. Føder du mellem uge 37+0 og 41+6 siger man, at du har født til tiden.
Mange kvinder oplever plukveer i graviditeten. Det er sammentræninger af musklerne i livmoderen, og det er måden, at livmoderen forbereder sig til fødslen på. I starten er disse sammetræninger uregelmæssige, men i takt med at fødslen nærmer sig, bliver sammentrækningerne mere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Du är min absoluta förebild inom allt med barn och allt som rör barnuppfostran/sömn/mat/sjukdom. Trots att jag aldrig träffat dig känner jag ett 100% förtroende och respekt för dig och känner att din syn på barn och hur man ska hantera olika situationer är helt rätt. Det finns så många metoder och syn på området idag men du har en sån sund och kärleksfull inställning.
För att sammanfatta det jag precis skrev: Du är min "guru" inom området och jag är glad att jag Tack vare min danska svärmor fann din sida och äntligen kunde få den hjälp och feedback jag så väl behövde!
Tack
/Erika

