Svar: Amning af 1-årig
Kære Gry
Tak for dit brev og fine spørgsmål :)
Dejligt at høre, at det går så fint med nedtrapningen af amninger om natten. Det lyder super godt, at jeres lille dreng nu faktisk kan komme videre i søvnen mere og mere på egen hånd og uden at du behøver give ham brystet - det er ligesom det skal være, det er helt naturligt, at han har mange små opvågninger om natten, det har vi alle sammen:)
Det lyder heller ikke helt forkert med ca. 10 timers nattesøvn, selvom det naturligvis kunne være dejligt, hvis han kunne sove en time mere. Det afhænger dog helt af, hvor lang dagssøvn han tager - samlet har han sandsynligvis "kun" brug for at sove 13.5 time i døgnet, så hvis han sover godt og længe om dagen, så vil nattesøvnen naturligt være kortere. Det betyder ikke, at du nu skal begynde at afkorte hans dagssøvn - det at han er begyndt i vuggestue giver ham naturligt ekstra behov for de afbræk, som søvnen giver ham, og derfor skal han have lov til at sove, som han gør lige nu, og så må du se hvad tiden bringer.
Jeg synes det lyder fint, at du lige nu prioriterer at amme ham tidlig morgen kl 05. Du kan gøre som nu, så du står op med ham og først ammer, når lyset er tændt - du kan også prøve at amme ham liggende i din seng, for at se om du netop med den tidlige amning kan få ham til at sove en smule længere, så dagen ikke starter helt så tidligt. Det lyder hårdt, hvis I skal stå op kl 05 hver dag...
Jeg synes det er en fordel, hvis amningen ligger kl 05 fremfor om formiddagen. Når amningen ligger så tidligt, så påvirker den ikke umiddelbart hans indtag af morgenmad eller anden mad. Samtidig kan den som sagt sikre lidt længere og bedre søvn. Derudover så vil det naturligt kunne være sværere for pædagogerne i vuggestuen at trøste og berolige ham, hvis han er vant til at blive ammet om formiddagen - han vil jo fornemme dette behov og derfor søge dette og blive ked af det, når de ikke kan give ham det han søger. En rytme, hvor han således ikke ammes i de timer, hvor han passes, kan derfor være en fornuftig plan :)
Og det gælder så også dit spørgsmål om, hvorvidt det er en god idé, at du ammer om dagen, hvor ...
... det ikke har noget med søvn at gøre - ja - det kan være en god idé, at du feks. lige nu vælger at amme ham eftermiddag, fordi han godt kan have glæde af, at I mødes på denne måde efter at have været adskilt. Han føler trøst og ro ved at du prioriterer amningen her og det er en hyggestund for jer begge. På sigt skal amningen om dagen dog helt trappes ud, så det "kun" er om aftenen, før han skal sove, at han bliver ammet.
Og nej - jeg tror faktisk ikke, at nattesøvnen bliver bedre, hvis du stopper med at amme om aftenen. Amningen er med til at geare ned, finde roen i kroppen og overgive sig til søvnen. Det er en tryg og god måde at afslutte dagen på. Det har naturligvis betydning, hvordan han falder i søvn. Han bør ikke falde i søvn med brystet i munden, og han bør så vidt muligt falde i søvn i egen seng, så han forbinder sin seng med stedet, hvor han sover. Det er utrygt for ham, hvis han falder i søvn i din favn eller i din seng og så flyttes til egen seng i løbet af natten - det vil gøre ham forvirret og ked af det, når han så vågner op og lige skal sikre sig, at alt er som da han faldt i søvn - og det kan øge hans behov for brystet. Hvis du i stedet for at amme ham f.eks. har ham i armene, vugger ham og på den måde hjælper ham til at sove uden brystet, så er der en stor risiko for, at han bliver uhensigtsmæssigt afhængig af dette - og så sover han ikke bedre.
Når det er sagt, så er det dog korrekt, at amningen naturligt skal skrues ned, så han får mindre og mindre mælk og mere rigtig mad - ligesom han stille og roligt også skal lære at lade sig trøste og berolige på anden måde end ved brystet. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan forsøge at "nøjes med" 1-2 amninger i døgnet, nu hvor han er 12 måneder gammel. Mange kvinder vælger dog at bibeholde en amning i døgnet i rigtig lang tid og det fungerer rigtig godt i mange familier - og så længe du selv synes det er dejligt at amme og I begge nyder det, så må du naturligvis gerne fortsætte med det - også selvom familien kommer med kommentarer :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke og rigtig god weekend!:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fedtcreme - fedtprocent
Der findes rigtig mange forskellige cremer på markedet, og til behandling af børneeksem er det en god idé at vælge fedtcreme. Jo højere fedtprocent cremen har, jo mere fedtet og klistret vil den ofte være - og dermed også for mange mere ubehagelig. Derfor er det en god idé at vælge så fed en creme som muligt, som samtidig virker behagelig - og til behandling af børneeksem i ansigtet er det ofte en god idé at vælge en creme med en fedtprocent omkring 30-40%. Det er ofte også en god idé at...
Reagensglasbefrugtning, IVF og ICSI
Reagensglasbefrugtning er en fertilitetsbehandling, som bruges hvis insemination ikke er lykkes 3 gange, hvis manden har stærkt nedsat sædkvalitet eller hvis kvinden har ødelagte æggeledere.
Det er en behandling for selve undfangelsen sker uden for kroppen - i et reagensglas.
- Man stimulerer kvindens æggestokke med en kraftig hormonbehandling, der modner op til 10-12 æg på en gang. Disse tages ud, et indgreb der foregår under under lokalbedøvelse.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.
Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!
Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.
Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!
De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.
Familien S

