Svar: Om at rette op på følelsen af svigt
Kære C
Tak for dit brev og tillykke med lillesøster :)
Jeg beklager svartiden, som skyldes at jeg de sidste dage har været på babymesse - og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig.
Der er ingen tvivl om, at det er svært for storebror, at skulle dele mor og far med lillesøster. Han er ikke ret gammel og han reagerer helt naturligt. Faktisk kan man sige, at du skal prøve at se det som et sundhedstegn, at han reagerer... Det er faktisk også rigtig godt, at han reagerer mest overfor dig. Det er jo dig, som har været gravid, det er dig der har bragt lillesøster ind i familien, det er dig, som ammer, sidder tæt med lillesøster i sofaen, kærtegner, kæler, nusser osv. dig der holder barsel og er hjemme sammen med hende, dig der har været indlagt sammen med hende... Derfor går det mest ud over dig og heldigvis ikke ud over lillesøster - og det er, som du skriver også rigtig godt, at han har sin far og bruger sin far, fordi han lige nu mærker, at du ikke kan være der for ham som du kunne før.
Når vi bringer en lille ny baby ind i familien, så gør det naturligt noget ved den ældste. Nogen sammenligner det med, at din mand kom hjem med en ny kvinde - de sad sammen i sofaen og nussede, kælede, kyssede. Når du så dem sammen, så kunne du se, at de havde noget særligt - at din mand talte til ham på en særlig måde, at hans blik var helt specielt, når han så på hende - han var forelsket i hende - og hun skulle tilmed være i soveværelset....
Hvordan ville du have det? Hvad ville det gøre ved dig? Når vi bringer et lille nyt barn ind i familien, så er det nogle af de samme følelser, som kommer frem. Det er især tre store følelser som er på spil:
Det er sorg - sorgen over, at storebror ikke længere har mor og far for sig selv
Det er vrede - vrede over, at han er bragt i denne situation. Og det er denne vrede, der ofte går ud over dig som mor.
Det er angst - angsten for at lillesøster vil tage hans plads. At I vil elske hende lidt mere, end I elsker ham.
Sorg, vrede og angst er meget stærke følelser, og derfor er det rigtig godt, at du tager det alvorligt, når du mærker disse følelser. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når du føler at din dreng afviser dig, skubber dig væk og hellere vil sin far - og du skal heller ikke give op, trække dig væk fra ham og koncentrerer dig mere ...
... og mere om lillesøster. Det er netop vigtigt, at du igen og igen viser ham, at du er der for ham, at du rigtig gerne vil prioritere ham og at han ikke kan skubbe dig væk - du forsvinder ikke fra ham, men bliver ved med at være det.
Det vil naturligt spille ind, at du har været indlagt med lillesøster og på den måde er "forsvundet med hende" og det kan godt forstærke hans behov for at sikre sig fars nærhed og kontakt. Jeg tænker dog ikke, at han på den måde har følt sig svigtet, netop fordi han jo har haft sin far hos sig :) Men angsten for, at du forsvinder for ham igen kan og vil naturligt sagtens kunne være der og derfor skal du igen og igen vise ham, at du er der for ham og elsker ham højt.
Det betyder dog ikke, at du skal "kæmpe med ham". Hvis han lige nu falder bedst til ro, når far putter, så lad far putte ham. Det vil dog være rigtig godt, at det f.eks. er dig som bader ham om aftenen, dig som læser godnathistorie og lignende, så han mærker og fornemmer, at du stadig vil ham og prioriterer ham - men det er så far, som kommer ind og kysser godnat osv. som han lige nu viser behov for.
Du skal ikke tvinge ham til at kramme dig - prøv i stedet at kærtegne ham, vise og give ham fysisk nærhed i hverdagen på en helt naturlig måde, så I stadig har tæt fysisk kontakt, men igen uden at det bliver til en kamp.
Brug tid sammen med ham, præcis som du allerede forsøger, snakke om vuggestuen, lege, pusle, kysse, kramme, gå til motorik osv. meget gerne nogle gange gøre noget, som kun er dig og ham og hvor lillesøster ikke er med. Prøv at anerkende hans følelser og sæt ord på, hvis han f.eks. virker irriteret på lillesøster, så sig f.eks. "det er også irriterende at lillesøster græder" eller "vil du bare så gerne være sammen med mig?" eller lignende. Så han mærker, at du forstår ham. Sæt også ord på, hvor dejlig han er, og hvor meget han betyder for dig, så han igen og igen hører, at ingen kan tage hans plads og at han altid vil være noget særligt :)
Og ja - så skal tiden også arbejde for jer, i takt med at han mærker, at du ikke forvinder fra ham og han ikke mister dig, så tør han naturligt mere og mere op, og I kan få det samme forhold igen.
Håber du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke! Og rigtig god ferie i Danmark, det lyder hyggeligt og som en god prioritering lige nu :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Morgenmad og børn
Børn har brug for et solidt morgenmåltid, efter at have sovet en hel nat, og så de har energi og overskud til at lege, lære og udvikles hele dagen. Det betyder, at f.eks. en portion yoghurt ofte ikke vil være nok.
Til børn i alderen 1-2 år kan du f.eks. give:
- Havregrød, øllebrød eller anden type af grød. Gerne med lidt frisk frugt og bær.
- A38, tykmælk eller neutral letmælksyoghurt med rugbrødsdrys eller havregryn.
- Grovbrød, grovere boller f.eks....
Kravlegård - køb af kravlegård
Nogle familier lever fint uden en kravlegård, hvor andre familier har stor glæde af at anskaffe sig en sådan.
En kravlegård kan være praktisk, når du skal i bad, står og laver mad, måske er nødt til at gå i kælderen med vasketøj... Kravlegården giver dig mulighed for at lægge dit barn et trygt sted, hvis du ikke lige kan holde øje med barnet i nogle minutter.
I nogle familier virker kravlegården også som et trygt, genkendeligt og dejligt sted at finde ro. Hvis der...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

