Svar: Putning og natteflaske 13 mdr
Kære Sara
Tak for dit brev, tillykke med at I har fået en lillesøster - det lyder som om, at I trives som en lille familie på fire, og det er rigtig dejligt at høre fra dig igen - velkommen tilbage:)
Der er ingen tvivl om, at der er flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.
For det første er der Solveigs alder. Netop i 13-15 måneders alderen vil man ofte opleve, at børn har en ekstra tryghedsøgende periode. Man ser det ofte også i 8-10 måneders alderen, hvor hun begyndte at kravle og nu sker det, fordi hun er begyndt at gå. Det at hun motorisk begynder at bevæge sig mere rundt på egen hånd gør, at hun oplever flere ting og skal forholde sig til flere stimuli, men det gør også at hun har ekstra meget brug for at mærke dig, brug for din nærhed og fysiske kontakt.
Når hun skal adskille sig og øve sig i at være mere og mere på afstand af dig, så er hun nødt til at føle sig ekstra knyttet til. Man kan ikke adskille sig, hvis ikke man er knyttet til:) Og jeg plejer at sige, at hendes mor-depot skal fyldes op, så hun har noget at tære af, når I ikke er sammen. Derfor er det vigtigt, at du lige nu giver hende masser af knus, kram og nærhed i løbet af dagen og aftenen - når I er sammen - så hun bedre kan være på afstand af dig, når hun er i vuggestue om dagen, og så hun stille og roligt bliver i stand til at slippe dig, når hun skal sove om aftenen.
Hendes behov for at se dig og vide at du er der, er naturligt større nu på grund af den udvikling hun går igennem. Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, hvor du er, når hun ikke kan se dig. Hun kan stadig godt blive ked af det, hvis du går ud i køkkenet og lader hende være alene i stuen - og det er naturligt svært for hende at forstå, hvorfor du afleverer hende i vuggestuen og går fra hende. Hun er for lille til at forstå en forklaring om, at du skal på arbejde og hun kan heller ikke forholde sig til tid, så hun ved ikke om du er væk i 5 minutter eller i 5 timer - hun mærker "bare", at du går, at du forsvinder.
At bruge "godnat og sov godt" metoden er derfor ikke nogen god idé. Ud over, at man går og hele tiden forlænger tiden, før man går tilbage - og lader barnet græde og være ulykkelig - så er en del af dette princip også, at man ikke rør ved sit barn, ikke synger for sit barn, ikke giver barnet noget at drikke, ikke kærtegner, ikke holder i hånd osv. Og det er netop vigtigt, at hun mærker, at du er der, så hun kan føle sig helt tryg.
Det betyder dog ikke, at hun ikke godt kan lære at falde i søvn i sin seng - og hun sender jo faktisk også signaler om, at hun gerne vil falde i søvn selv. Det forstyrrer hende og irriterer hende, hvis du holder hende... Og da hun får flaske, så synes jeg faktisk, at du skal udnytte den.
Som jeg læser dit brev, så er det hun har svært ved det skift, der er fra din favn og ned i sengen. Hun falder til ro i dine arme, men protesterer, når du flytter hende over i sengen. Det er helt naturligt, hun har jo været vant til at falde i søvn i din favn. Det er derfor utrygt pludselig at skulle overgive sig til søvnen direkte i sengen.
For at hjælpe hende med dette, så skal du give hende flasken i sengen og ikke i din favn, og det er netop en af fordelene ved flaske :) Du bør elevere hendes hovedgærde, så hun ikke ligger helt fladt. Det kan du gøre ved at komme en lille pude ind under madrassen, så selve madrassen løftes lidt op. Når hun puttes og får flasken ...
... i sengen, så undgå I det skift, som hun lige nu protesterer imod.
Og ja - hun skal have en flaske med modermælkserstatning som ikke er fortyndet og hun må lige nu gerne få en fuld flaske på dette tidspunkt. Som du selv skriver "Hvis vi havde givet hende 180 ml god modermælkserstatning var hun måske faldet til ro..." og det skal hun have lige nu.
Derudover er det super godt at bibeholde både bad og godnatgrød. Badet hjælper til fysisk ro, hvis det ligger godt en time før hun puttes. Og godnatgrøden og lidt mme af en kop, vil stille og roligt kunne tage over, når flasken trappes ud på sig. Lige nu skal hun have begge dele.
Det vil også være rigtig godt, hvis du kan indføre en putteklud, puttebamse eller lignende. De fleste børn er mellem 12-18 måneder, når de begynder at tage en sådan substitut til sig og det er derfor en god idé at introducere denne nu. Den skal følge hende og være en del af putteritualet både om dagen og om aftenen.
Det er super godt, at du allerede synger en godnatsang, det må du gerne holde fast i. Du kan også fortælle hende en lille historie eller lignende, kærtegne hende på en bestemt måde osv. så dette ritual også bliver genkendeligt og trygt. Hele idéen er, at godnatgrød, mme af kop, putteklud, godnatsang, kærtegn stille og roligt tager over - og så trappes flasken ud. Altså i takt med at hun lærer at falde i søvn i sin seng og puttes, når hun er parat til at sove der, så vænnes hun til, at hun ikke behøver flaske. Alt er, som det plejer at være, men mængden af mælk bliver mindre. Og derfor skal mme ikke fortyndes, men mængden skal skæres gradvist ned.
Du skriver, at hun får 2-3 flasker og dem skal I naturligvis have trappet ud. Men det er helt okay, at hun f.eks. får flaske aften og sen aften f.eks. kl 19 og kl 23. Flaske om natten skal hun ikke længere have... Men måske kan den også undværes, hvis hun ikke får fortyndet erstatning. Og så skal flasken sen aften trappes ud, ved at hun her får mindre og mindre mælk - og først til sidst skal flasken før putningen om aftenen trappes ud jf. ovenstående plan :)
Rytmen ser således ud:
Aften 17-17.30: I spiser aftensmad
Kommer efterfølgende i bad
Tilbydes godnatgrød, vand eller mme af kop. Får børstet tænder
Flaske og puttes til natten ca kl 19. Der gives fuld flaske og flasken gives i sengen. Imens synger du godnatsang, beroliger hende osv. så hun lærer, at det er trygt at falde i søvn i sin seng. Og så hun ikke oplever skiftet fra din favn, hvilket hun protesterer imod.
Sen aften 23: Flaske. Denne flaske trappes stille og roligt ud i mængde, så hun vænnes til at få mindre og mindre mælk og til sidst kan undvære.
Når hun får sin flaske i sengen, så er det vigtigt, at du forsøger at fjerne den før hun sover helt - altså der hvor hun er døsig. Hun må meget gerne nå dertil, hvor hun slipper flasken, smiler til dig, triller om på siden og sover - og netop finder roen med dine hænder, din godnatsang, sin putteklud, bamse osv. Så hun lærer at sove uden at have flasken i munden. Når flasken på et tidspunkt er væk, så puttes hun på samme måde og det vil være trygt for hende, fordi det er det ritual hun kender - eneste forskel er at flasken ikke længere er der, men den er heller ikke nødvendig på sigt, fordi hun jo har fået godnatgrød og mme af en kop som optakt og derfor heller ikke er sulten/tørstig, når hun puttes :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Ærter
Fra 6 måneders alderen må barnet gerne få ærter. Ærter kan her koges til ærtemos og det samme kan gøres med andre bælgfrugter, som brune og hvide bønner, kigærter og linser.
Barnet optager bedst næring fra ærter og andre grøntsager, hvis de koges.
Fra 9-10 måneders alderen vil mange børn have stor glæde af at spise ærter, det er god træning for at øve pincetgreb og ærter kan fint gives sammen med rugbrød til frokost.
Ærter indeholder protein, samt...
Vitaminer børn
Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende vitaminer til børn:
- D-vitamin gives dagligt til alle børn, fra barnet er 14 dage, og til det fylder 4 år. D-vitamin er med til at styrke barnets knogler. Der gælder særlige regler for D-vitamin til børn med mørk hud, og børn som får modermælkserstatning.
- Jern-dråber gives til børn, der er født for tidligt (< 37 uger) og til alle børn, som har en fødselsvægt på under 2500 gram. For tidligt fødte børn har behov for...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Vi vil bare sige dig tusinde tak!! Det er uvurderligt, at du findes og giver så mange gode råd! Men det bedste er, at du er så anerkendende i dine svar om alverdens små og store problemer hjemme i de små familier. Det er en rigtig rar følelse, at man ikke behøver holde sig tilbage, når man skriver til dig, fordi du aldrig dømmer i dine svar. Så tusinde tak for en fantastisk brevkasse!
Hilsen drengens forældre

