Brev:

8-årig laver lort i bukserne

---

Hej Helen.

Jeg skriver til dig fordi min bonussøn på 8 år laver lort i bukserrne. Det er ikke på daglig basis længere, men med et par måneders mellemrum har han et uheld eller to i løbet af en uge.

Han bor hos mig og min kæreste (hans far) hver anden uge og modsatte uger hos sin mor. Jeg har kendt ham siden han var 1,5 år, og jeg er som en ekstra mor for ham – han siger selv, at han har 3 forældre.

Han var i sin tid ret lang tid om at blive renlig. Da han skulle starte i børnehave som 3 årig, fik vi at vide at han skulle være blefri inden han startede. Vi havde altså 2 uger (hvor vi var ude og rejse) til at vænne ham til at gå på toilettet. Dette var altså ikke hans behov, men børnehavens. De første 2 år gik med at han tissede og lavede lort i bukserne stort set hver dag. Herefter skete det kun en gang i mellem. Han tissede stadig i bukserne da han startede i skole, og gennem hans første skoleår tissede han i bukserne op til flere gange om ugen, dog ikke hver dag. Men det blev værre da han startede i skole. I løbet af 1. klasse blev det meget bedre og tisseriet skete med flere måneders mellemrum, men han gik stadig og lavede lort en gang i mellem – faktisk oftere end tis i bukserne. Nu er han næsten halvvejs gennem 2. klasse og det sker stadig at han laver lort i bukserne. Han tisser ikke længere – en sjælden gang i mellem kommer han til det om natten, men i løbet af dagen er der ingenting.

Nu har han lige været på koloni i fem dage med SFO’en, hvor han så kommer hjem med tre par underbukser som han har lavet lort i. Det værste er ikke en gang det at han gør det, men det at han lyver om det. For det første prøver han at skjule det (jeg har en gang fundet utallige par underbukser bag ved hans reol fordi han havde gemt dem), og når vi så finder ud af det så lyver han om det. Vi har i mange år taget det stille og roligt i forhold til det og kaldt det uheld, men nu virker det ikke som uheld mere. Det er nemlig kun når han er i skole – der sker ikke noget i weekender og ferier – så vi ved jo at han godt kan finde ud af det nogle gange.

Nu er vi begyndt at sige til ham, at han er så gammel, at han altså skal gå på toilettet i stedet for at gøre det i bukserne. Når han lyver bliver vi sure på ham, og vi får os en snak om det at lyve. Og jeg har flere gange prøvet at forklare ham (på børneniveau) hvad det gør ved os når han lyver, og hvilke konsekvenser det har for ham (at vi ikke ved hvornår han så siger sandheden, og at hvis han f.eks. en dag kommer hjem og siger at han bliver drillet, så ved vi ikke om det bare er noget han finder på eller om det er sandt, og så er det svært at hjælpe ham – det er nemlig ikke kun omkring det her, at han har svært ved at sige ”sandheden”). Jeg ved godt at børn ikke har samme fornemmelse for sandhed og løgn som voksne har, og har derfor forklaret ham det på en mere børnevenlig måde. ...

---

---

...

Hans mor siger at der ikke sker noget i de uger han er hos hende, men det ved vi fra skolen at det gør der nogle gange.

Hans far vil ikke tage ham til lægen, da han mener at det er fordi han er ”doven” og ikke gider gå på toilettet, fordi han har travlt med at lege (har altid haft svært ved at koncentrere sig, fordi han skulle følge med i hvad alle andre lavede). Derudover tror han ikke på psykologer – altså han mener ikke de kan hjælpe på nogen måde, helt generelt – ikke kun ifht. hans søn.

Jeg mener tilgengæld at der må være en fysisk grund til det, da han jo bliver så flov, at han gør så meget ud af, at vi ikke skal finde ud af det. Jeg mener jo ikke han ville blive flov, hvis han gjorde det med vilje.

I forhold til om det kunne være psykisk, så skal det være hvis han generelt bare ikke føler sig tryg hjemme, da det jo har stået på i så mange år, at det jo næppe er fordi han reagerer på forandringer (han blev storebror for 8 mdr. siden, men der kom ikke nogen reaktion dengang og han er helt vild med sin lillebror. Hans mor har for et par måneder siden fået ny kæreste (nummer 3-4 indenfor 5 år), men heller ikke dengang kom der en reaktion). Men jeg håber da selvfølgelig ikke at han ikke føler sig tryg. Synes heller ikke det tyder på at det er sådan, da han jo ikke gør det her hjemme, og virker som om han er rigtig glad.

Hans far og jeg er nået til et punkt, hvor vi mener det er ved at være nok – både i forhold til at lave i bukserne, men især også ifht. at lyve omkring det (og andre ting).

Da han jo ikke er min søn, føler jeg ikke, at jeg kan sige til min kæreste at ’Nu er det nok! Nu tager jeg ham til lægen’ – selvom jeg gerne vil. For et eller andet sted vil jeg også gerne være sikker på, at det ikke er fordi han ikke kan styre det, inden vi siger til ham, at nu må det være nok, og at han er for gammel til at lave i bukserne.

Han har altid været god til at få venner og har mange af dem oppe i skolen, så det er ikke fordi han mangler venner. Han er god fagligt, så jeg tror heller ikke det er fordi han føler sig usikker på dette punkt. Han har dog altid haft en del sociale problemer (selvom han er god til at få venner). Et eksempel er, at han for et par uger siden blev sur over reglerne i en leg, og derfor holdt en saks op mod sine venners hals. På trods af dette, har han ofte legeaftaler.

Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg vil med dette brev, tror bare jeg har brug for nogle andre input. Evt. nogle idéer til hvad der kan være årsag til hans laven i bukserne, og også lidt et forslag til hvad vi kan gøre for at hjælpe ham – selvom du nok vil foreslå at tage til lægen, hvilket jeg ikke kan få min kæreste til.

Nu blev det næsten en hel roman, men jeg syntes det var vigtigt at du havde lidt baggrund med. Håber du kan hjælpe os, for det påvirker os alle sammen rigtig meget.

Venlig hilsen
en fortvivlet bonusmor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---