Svar: Søvn - tryghed/stærk vilje/hysteri/oversete signaler?
Hej med jer
Tak for jeres brev og fine beskrivelse af lille M. Dejligt at høre, at I har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer :)
I beskriver en dreng, som er meget aktiv. Han lyder til at være rigtig godt igang motorisk og lyder også til at være en dreng, som rigtig gerne vil følge med, opleve og mærke verden. Og jeg tænker, at en del af de søvnudfordringer I oplever, sandsynligvis hænger sammen med dette.
Han har naturligt svært ved at finde fysisk ro. Det er rigtig svært for ham at slappe af i kroppen, når han skal sove. Han føler en indre rastløshed, som gør at han ikke kan ligge stille, men rejser sig, sætter sig, rejser sig igen osv. Og han har også svært ved at koble fra mentalt. Han har svært ved at slippe dagen og alle oplevelserne, han vil hellere lege, opleve og følge med og tiden skal ikke soves væk og derfor protesterer han mod søvnen - både dag og aften...
Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis I kan prøve at få ham til at sove i barnevognen igen. Det vil gøre det lettere for andre også at putte ham og dermed passe ham, hvis han kan falde i søvn i sin vogn. Og for at lære ham dette, så synes jeg, at I skal forsøge at sætte ham op i vognen og trille ham en tur, hvor han sidder, mærker vinden i ansigtet og ikke føle noget pres om at skulle sove. Lad ham sidde, blive fyldt op med indtryk og læg ham først ned, når han tydeligt viser sig parat - og læg så mærke til klokken. Det kan give jer lidt idé om, hvornår han må er mest parat til at blive puttet :)
Det lyder meget passende med et puttetidspunkt omkring kl 20, med den alder han har, men det afhænger naturligt at, hvor lang hans middagslur er, og hvor sent den ligger. Det lyder også super med jeres ritual, hvor I sætter tempoet ned, forbereder ham på at det er sengetid osv. Det er rigtig fint :)
Jeg vil foreslå jer, at I en periode forsøge med et bad om aftenen. Badet stimulerer ham rigtig godt både motorisk og mentalt, og især hvis I afslutter badet med god frottering med håndklædet, lidt babymassage, lidt creme masseret ind i huden efter behov osv. Og så også tilbyder ham en godnatgrød efter badet og lige før han skal sove. Grøden vil ofte ligge godt i maven og sammen med badet vil det være med til at give ham større fysisk ro, så han bedre kan koble fra og falde i søvn.
Det betyder, at en aftenrytme kunne se således ud:
Aften 18: Aftensmad, almindelige familievenlige retter med kød, fisk, ...
... kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og også moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv.
Tilbydes en godnatgrød ca kl 19.30, får herefter børstet tænder.
Flaske og puttes til natten.
Sen aften 23-24: Evt. flaske
Det lyder som om, at han protesterer mod at blive flyttet fra jeres favn. Det lyder som om, at han har rigtig meget brug for den nære og tætte kontakt, og det skal I naturligvis give ham, den er også med til at give ham fysisk ro, for når I holder ham, så hjælper I ham til fysisk at holde sammen på sig selv. Men det lyder som om, at selve skiftet er svært for ham. I fortæller, at 10 sekunder efter, at I har puttet ham fra jer og ned i sengen, så rejser han sig op...
Her tænker jeg, at det vil være rigtig godt, hvis han har en større dyne. Sundhedsstyrelsen anbefaler først juniordyne fra 1 års alderen, men det nærmer han sig jo også, og jeg tænker at en større dyne vil kunne give ham en anden ro.
Derudover tænker jeg, at det kan være et forsøg værd at tilbyde ham flasken imens han ligger i sengen. Så han ikke længere får flasken på jeres skød og derefter bliver puttet, men så han puttes i sin seng og tilbydes flasken imens han ligger der. Meget gerne elevere hans hovedgærde lidt, så han ikke ligger helt fladt, når han får sin flaske. Det kan I gøre ved at komme en pude ind under madrassen i hovedenden. Han er for lille til en rigtig hovedpude :)
Når I giver ham flasken i sengen, så kommer I væk fra, at han skal flyttes fra jeres favn og dermed væk fra det skift, som han lige nu lyder til at protestere lidt imod. Prøv dog stadig om I kan få flasken væk fra ham før han sover helt. Han skal være træt nok til at sove, det skal ikke være sådan, at han drikker flasken og så er i hopla og parat til at lege. Men det må gerne være sådan, at han drikker flasken, spytter den ud, smiler til jer, og triller om på siden og sover - og måske bare med en beroligende hånd på kroppen og et stille "ssh-ssh" falder i søvn :)
Jeg tænker altså, at det hos jer nok handler meget om hans personlighed og han årvågenhed og lyst til at følge med i alt - og at det derfor er svært for ham at koble fra og falde i søvn. Og trygheden og nærheden har han også behov for. Det er ikke fordi han er hysterisk eller fordi I ikke aflæser ham - han er bare en dreng, der er rigtig meget på, og som skal hjælpes med at koble fra :)
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Mælkedranker
Nogle børn drikker så meget mælk, at det tager pladsen op for den egentlige mad. Disse børn kalder man for mælkedrankere.
De første 6 måneder vil det lille barn naturligt leve af mælk, men i takt med at barnet bliver ældre, begynder at spise mere og mere rigtig mad, så er det vigtigt, at mængden af mælk skrues gradvist ned. Hvis barnet gennem for lang tid lever mest af mælk, vil barnet kunne komme til at mangle vigtige næringstoffer - som naturligt indtages via en almindelig sund...
Diarré
Det er normalt at et barn der kun får brystmælk at have tynd afføring. Men hvis barnet ikke bliver ammet mere og pludselig får vandtynd afføring, skal du være opmærksom.
Diarré kan være tegn på infektion forskellige steder i kroppen og det kan derfor være en god idé at måle barnets temperatur. Du skal være opmærksom på at barnet skal have ekstra væske og hvis diarréen ikke forsvinder hurtigt igen skal du søge læge. Hvis barnet virker sløvt eller der er blod eller slim i...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.
Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!
Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.
Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!
De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.
Familien S

