Svar: Skæv døgnrytme
Kære Thomas´ mor
Tak for dit brev :)
Det er begrænset, hvor meget du kan ændre på hans søvn med den alder han har - han skal i princippet have lov til at sove, når han er træt og vil naturligt vågne op, når han ikke har brug for at sove mere...
Men når det er sagt, så er der naturligvis lidt gennemsnitlige ting, som det kan være rart at gå ud fra og der er også noget fornuftigt i at hjælpe ham til en rytme, hvor han ikke vender rundt på nat og dag...
De fleste børn vil i 3-4 måneders alderen trives rigtig godt med en rytme, hvor de sover 3 lure dagligt. En formiddagslur, en middagslur og så en 3. lur der ligger sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Og så går mange børn ret sent i seng i denne alder, mange sover måske først kl 22...
Det gennemsnitlige søvnbehov er ca 15 timer nu. Det kan f.eks. være fordelt sådan, at din dreng vil sove ca 5 timer samlet i løbet af dagen, fordelt på de tre lure og så vil han sove ca. 10 timer om natten f.eks. fra kl 22 til 08... Starter han dagen senere eller står han tidligere op, vil rytmen om dagen naturligt spille ind på dette.
I løbet af de næste 1-2 måneder vil du sandsynligvis fornemme, at hans vågne perioder om dagen bliver mere aktive og han vil måske være vågen i lidt længere tid af gangen. han vil naturligt begynde at interessere sig for verden, og hvad der sker omkring jer, så han begynder at følge mere med i, hvad I laver, om I er hjemme eller ude osv. Ligesom han motorisk også bliver stærkere og vil begynde at bruge sig selv mere og mere fysisk, trille på gulvet, dreje om sin egen akse osv.
Det er korrekt, at søvn avler søvn forstået på den måde, at hvis han sover godt om dagen, så sover han ofte også bedre om natten. Hvis hans søvn igen og igen bliver afbrudt, så bliver det generelt sværere for ham at sove sammenhængende - også om natten.
Jeg kan ikke helt ud af dit brev tyde, om han sover 3 lure dagligt og den 3. lur så ligger omkring kl 20 eller om han sover flere lure end dette... alt efter hvordan hans dagsrytme er, kan du gøre forskellige ting, for at få ham til at sove en lille ...
... smule tidligere om aftenen - jeg er helt enig med dig i, at kl 01 er sent for jer alle...
Jeg tænker at følgende dagsrytme måske kan hjælpe dig til at se, hvordan du måske kan ændre lidt, uden at ændre alt for meget :)
Tidlig morgen: Ammes og sover videre, og ammes ofte også, når dagen begynder og I skal til at stå op.
Leger, pludrer, triller, hygger...
Formiddag: Ammes og puttes til formiddagslur
Nogle gange kan det være en god idé at lægge et bad ind efter formiddagsluren, fordi badet stimulerer ham rigtig godt både motorisk og mentalt, og badet kan også være med til at forlænge hans vågenperiode lidt, hvorefter han så kan sove en lidt længere middagslur.
Ammes og puttes til middagslur
Leger, pludrer, triller, hygger...
Sen eftermiddag/først på aftenen: Ammes og puttes til dagens 3. lur som ofte er dagens korteste lur.
Herefter vil mange børn være en del vågne i løbet af aftenen og dier ofte hyppigt, hvorved de fylder sig lidt ekstra op til natten.
Ammes og puttes til natten.
Sen aften eller først på natten - afhængig af, hvornår han går til ro - ammes og sover videre.
Midt nat: Ammes og sover videre
Som du kan se, så er dagen her inddelt i aktive vågne perioder og så perioder, hvor han får mælk og hjælpes til at finde roen og falde i søvn. Han er ikke længere et spædbarn, men er nu en aktiv lille baby, og det er derfor rigtig godt, hvis du nu kan prøve at hjælpe ham med at bruge sig selv både motorisk og mentalt, når han netop er vågen - og så hjælpe ham med at koble fra og finde roen, når det er tid til at sove :) Du skal være opmærksom på, at han måske ikke altid gaber, fordi han er træt, men godt kan gabe fordi han keder sig - og derfor er der naturligt noget rigtigt i dit spørgsmål om at holde ham aktiv i dagtimerne. Nogle gange kan det være fint at aktivere ham lidt ekstra og så måske putte ham en smule senere - hvilket så kan være med til at give lidt mere rytme for dagen og måske et puttetidspunkt lidt tidligere, end I oplever lige nu :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke med ham :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Orlov
Som børnefamilie i Danmark, har I særlige rettigheder i forhold til at få orlov.
I har f.eks. begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.
Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter...
Babymassage
Babymassage er en systematisk blød og blid form for massage, som oprindeligt stammer fra Indien. Nogle børn nyder at få babymassage, hvor andre børn ikke bryder sig særlig meget om det.
De fleste forældre vil, uden at tænke over det, naturligt have lyst til at kærtegne og berøre deres lille barn. Følg din egen lyst til hvad du og barnet godt kan lide. Børn har bedst af at blive rørt på en måde, hvor det er barnets reaktioner og signaler der er styrende.
Børn har...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen ...
Jeg ville bare blot meddele dig, at det går så godt i øjeblikket at jeg næsten ikke kan få armene ned..
Jeg gik jo rundt og tumlede med tanker om at min datter "kørte" på mig osv.. Men du fortalte mig at hendes humør skifter rigtig hurtigt og at lige netop hendes alder / denne såkaldt selvstændighedsfase gør at det kan være svært for både forældre og barn..
Jeg tror, at fordi jeg er blevet opmærksom på det, så tager jeg det ikke mere personligt og det gør at jeg ikke bliver ked af det mere..
Hvor er det dog dejligt at der også er nogle perioder der faktisk går godt..
Jeg er sikker på at der ligger udfordringer der ude i fremtiden som venter på os, men dem kan jeg ikke komme udenom..
Så rigtig mange tak herfra Helen..
HVOR HAVDE DU DOG RET!!!!!!!!!!!!!
Med venlig hilsen
M´s Mor

