Svar: Bange for fremmede - 11 mdr.

---

Kære Anemone

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille pige - og alle dine tanker :)

Jeg vil meget gerne svare på dine spørgsmål og jeg vil forsøge at besvare dem i den rækkefølge de stilles :)

Jeg tror bestemt ikke, at I har været for lidt ude, og at hun "bare skal vænnes til det nu". Jeres datter er rigtig godt igang med at øve sig i adskillelse, øve sig i at separere sig fra dig (og far). Hun øver sig rent fysisk, fordi hun er begyndt at kravle, rejser sig ved tingene, forsøger at bevæge sig mere og mere ud i verden på egen hånd - og hun øver sig mentalt ved at fornemme, at I nogle gange kommer ud af syne, men finde ud af, at I ikke er helt forsvundet. Det er en helt naturlig udvikling, som hun går igennem, og det I oplever er kun tegn på dette.

Når I er derhjemme, så følger hun dig med øjnene, følger dig, når du bevæger dig rundt. Hun vil vise, at hun er særligt knyttet til dig ved at du får flere smil end fremmede gør eller ved at det er dig, som bedst kan trøste hende, når hun bliver ked af det og verden bliver for overvældende. Et vigtigt tegn på, at hun er trygt tilknyttet sin mor er f.eks. at hun bruger dig som en base, hvorfra hun kan udforske verden.

Det betyder, at hun derhjemme kan blive rigtigt ked af det, hvis du f.eks. går ud i køkkenet og lader hende være alene i stuen eller hvis du går på toilettet. Hun har brug for at se dig, for at fornemme, at du ikke er forsvundet fra hende. Og du hjælper hende ved at være i nærheden og også kalde på hende, bruge din stemme. Så når du f.eks. går i køkkenet, så kan du kalde på hende, stikke hovedet frem i døren, så hun kan se, at du stadig er der "hej skat, jeg er lige her", "kom ud til mig, kom ud til mor", så du på den måde betrygger hende i, at det er okay, at du er lidt på afstand og hun kan søge dig, komme ud til dig, du er der for hende.

Nogle gange vil hun også kravle væk fra dig, vende sig om og kikke efter dig og du anerkender dette ved at sige "hej, jeg er lige her, hej skat" og det vil være nok for hende og hun kan derefter kravle videre ud i verden. Andre gange vil hun have brug for at komme hen til dig, lige komme op i din favn, få et kram og blive tanket op med lidt ekstra nærhed - og så kan du sætte hende fra dig og hun tør bevæge sig væk fra dig igen.

Og når I er nogen steder eller når I har gæster, så vil hun naturligt helst være på din favn. Når hun sidder hos dig, så kan hun observere de andre og det er lidt lettere at smile til de andre, hvis hun sidder hos dig, end hvis hun sidder for sig selv. Samtidig så bruger hun dig som et spejl - hun kikker på dig, tjekker "hvordan reagerer mor på det her?" og jo mere roligt du kan tage det, jo mere rolig bliver hun også. Og så vil det naturligt nogle gange ikke være nok - det vil være for svært for hende at andre kikker på hende og taler med hende og så bliver hun rigtigt ked af det.

Derfor skal hun ikke presses til samvær med andre, men skal have lov til at tage det lidt i sit eget tempo. Det betyder dog ikke, at I skal lukke jer inde og ikke tage ud - du må meget gerne besøge bedsteforældre, tage hende med op at handle, gå små ture ude på vejen, gå på biblioteket, i legestue, til babysvømning osv. som du nu har lyst til, og I har mulighed for. Men det er helt okay, hvis hun mest bruger tid på at observere og afkode dig og dine reaktioner, og hvis det ikke trækker så langt ud, at det bliver alt for meget for hende. Små ture og besøg, som hun kan overskue, så hun gradvist lærer at det er helt okay og også fornemmer, at du er hos hende hele tiden og passer på hende. Det er ikke farligt :)

Med hensyn til dagsplejestart, så kan ...

---

---

... man sige, at de fleste børn omkring 1 års alderen godt kan have glæde af at være sammen med andre børn, men de leger ikke direkte med de andre børn. Børn i den alder leger det man kan kalde parallel-leg, hvor de leger ved siden af hinanden, kikker på hinanden, efterligner hinanden. Børn på 2 år, har derimod en anden glæde af hinanden, fordi de leger sammen, bruger hinanden direkte i legen, taler sammen og generelt er sammen på en anden måde.

Det betyder ikke så meget om jeres datter starter, når hun er 11 eller 13 måneder i forhold til at lege med de andre. Men det kan have noget at sige, at hun måske lærer at gå før hun starter, fordi det gør hende i stand til bedre at flytte sig, hvis de andre kommer for tæt på. Det kan dog også have noget at sige, hvordan din mulighed for indkøring er. Hvis du kan give hende kortere dage og mere fleksibel indkøring ved at lade hende starte før, så kan det være en rigtig god prioritering. Det kan være dejligt, hvis du har mulighed for at være der lidt sammen med hende i starten, så hun vænner sig gradvist til stedet, til dagplejer og de andre børn og finder ud af, at du er tryg ved det, så det kan hun også være. Hvis en senere start kommer til at betyde, at hun skal "kastes mere ud i den nye verden", så taler det for at starte tidligere...

Du har naturligvis ret i, at en del af hendes forbeholdenhed overfor fremmed og behov for at skulle se tingene lidt an nok hænger sammen med hendes personlighed og det at hun faktisk ligner både sin mor og sin far. Ingen af jer råber højest og siger "tag mig, tag mig", når nogen spørger om noget - så det gør jeres datter naturligvis heller ikke. Og der er intet i vejen for at være introvert! Tværtimod! :)

Men I skal naturligvis være opmærksomme på jeres egne signaler, for hvis du selv er meget tilbageholden og måske virker meget utryg, når der er mange mennesker samlet et sted, meget larm, uro osv. så vil jeres datter registrere dette og spejle sig i dette - og den uro, som du måske selv føler, vil hun kunne mærke. Det gælder f.eks. også når naboerne nærmer sig og du med det samme måske tænker "åh nej, bare de nu kan lade hende være". Selvom du ikke siger det, så registrerer jeres datter dit kropssprog og dine reaktioner - og hun spejler det, du gør... Derfor skal du være opmærksom på, hvad du signalerer til hende i situationer, som du ved kan virke overvældende :)

---

---

I kan ikke "hærde" jeres datter ved at "Kaste hende i favnen på fremmede". Det kommer der ikke noget godt ud af. I hjælper hende ved at være der for hende, være den trygge base, når I møder den store verden, berolige hende og samtidig også guide hende, vise hende hvordan:)

Og det er rigtig fint, at du tager tingene i små bidder - og også er opmærksom på, at I måske nogle gange skal tage hjem lidt før hun faktisk bliver ked af det - fordi reaktionen ofte kommer forsinket. Det er først når I kommer hjem, når hun er i de trygge rammer, at hun reagerer. Så I vil måske opleve, at mange vil sige "I behøver da ikke køre nu, det går jo fint", fordi hun ser sådan ud - men hvor I skal være opmærksomme på, at reaktionen godt kan komme derhjemme, så for at skåne jer selv og jeres datter, er det fint at tingene ikke trækker alt for langt ud, og at hun ikke presses unødigt :) Det lyder dog ud fra dit brev, som om du har en rigtig god fornemmelse for dette, så lyt til dig selv og det du oplever som værende rigtigt :)

Og nej - jeg tror ikke, at hun har ondt. Jeg tænker umiddelbart, at det handler om den kæmpestore udvikling, hun går igennem og også om hendes personlighed:)

Håber, du kan bruge dette lidt videre... Rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---