Svar: Lære at falde i søvn selv - 9 mdr.
Kære Camilla
Tak for dit brev :)
Det er rigtig godt, - og rigtig flot, hvis I allerede i løbet af en uge, er trappet ned på 3 amninger i døgnet, og dagsplanen ser rigtig fin ud. Da han har tendens til en tidlig søvnfase og dermed sover tidligt i løbet af dagen, så er det helt fint, at I lige nu giver ham en ekstra lille lur sidst på eftermiddagen. I skal dog være opmærksomme på, at denne lur naturligt kan betyde, at han så måske skal puttes senere om aftenen, så måske er det for tidligt, når I forsøger at putte ham kl 19.30/20.. Det kan måske forklare, hvorfor nogle aftener måske går bedre end andre :)
Det er naturligt svært for jeres dreng både at skulle undvære brystet og undvære favn. Derfor kan det nogle gange være en god idé at tage det i etaper, så han først vænnes til at sove uden brystet og derefter vænnes til at sove uden favn... og det lyder som det I lige nu forsøger, og det er fint.. MEN... det er naturligvis uhensigtsmæssigt, hvis han så i stedet lærer, at skulle være i jeres favn og I skal sidde og hoppe på en pilatesbold med ham, for at få ham til at sove. Han bliver fysisk større og tungere, og det bliver meget hurtigt svært for jer at bibeholde denne nye vane, og så er det at blive hoppet med eller vugget i favn på sigt ikke nogen god søvnassociation... Det vil være rigtig godt, hvis han kan lære at falde i søvn, uden at skulle være i favn og uden at skulle være i bevægelse.
I Danmark vil man normalt have den fordel, at han kan puttes i barnevognen og man kan trille en tur med ham. På den måde kan man lærer ham at sove uden at være i favn, men stadig med bevægelse... Det hvor I bor, er det ikke muligt at køre med ham udenfor, men måske kan I trille ham i søvn inde? Er det en idé? Nogen vælger også at sætte hjul på tremmesengen eller bruger brio-bedrockers. Andre vælger at bruge en slyngevugge, hængekøje osv. som de putter barnet i indendøre, for stadig at kunne vugge/bevæge og give ro, men uden at være i favn...
Bedst er det dog, hvis I kan lære ham at sove uden bevægelse og stille og roligt vænne ham til at falde i søvn i sin seng, så han forbinder sengen med stedet, hvor han sover. Lige nu tænker jeg dog, at prioriteringen må være, at han falder i søvn uden bevægelse, før han falder i søvn i sin seng.
Så... Prøv, når du/I sidder med ham og skal have ham til at sove, om I kan minimere behovet for bevægelse mere og mere. Når I sidder med ham på ...
... pilatesbolden, så prøv om I kan holde jer stille, ikke hoppe, men sidde helt stille med ham - når han er stille. Lige så snart han begynder at sige noget, så hopper I lidt igen, men så snart han er stille, så holder I jer atter stille. På den måde kan I gradvist lærer ham, at han ikke behøver være i bevægelse, ikke behøver blive hoppet med for at falde i søvn. Og når han så kan dette, så kan I arbejde på at hjælpe ham videre i søvnen i hans seng.
I skriver, at han nogle gange når at falde i søvn i jeres favn og I får ham lagt for sent, så han ikke registrerer, hvor I lægger ham... Det er okay. Det er lige nu bedre, end at I lægger ham for tidligt og han så bliver så ulykkelig, at putningen trækker ud i en time eller mere. Det bedste er naturligvis de aftener, hvor I rammer det rigtige tidspunkt, hvor han ruller med øjnene, klynker lidt men hurtigt falder i søvn. Men at det ikke altid lykkes og han når at falde mere i søvn er okay lige nu...
Som udgangspunkt behøver der ikke være noget i vejen med, at han falder i søvn i jeres favn - det er ikke alle børn som får et søvnassociationsproblem af dette. Så længe han efterfølgende sover sammenhængende og godt, så er det uproblematisk. Men hvis han begynder at vågne en gang i timen eller mere og har brug for jeres favn, brug for at komme op i jeres arme igen og igen for at sove, så er det, at det bliver problematisk.
Det er dog også problematisk, hvis I bruger en time på at få ham til at sove og han græder, skriger, er ulykkelig og begynder at vægre sig mod at komme i seng og dermed vægrer sig mod at skulle sove. Det hjælper ingen af jer på sigt! Det vigtiste er, at han er tryg ved at sove og forbinder det at skulle sove med noget dejligt og noget rart :) Derfor skal I ikke putte ham i seng og lade ham græde... og I skal aldrig gå fra ham, hvis han er ulykkelig.
Og ja - det kan godt blive lettere, når han er mindre påvirket af alder og udvikling/separationsfasen - MEN, det er dog vigtigt, at I forsøger at holde fast i nogle af de vaner og rutiner, som I ønsker at have fremadrettet. For han bliver nu mere og mere bevidst og det bliver ofte sværere at ændre på de vaner, som I giver ham i denne alder - ikke at det ikke kan lade sig gøre, men det er godt at holde fast i, at han ikke lærer nye ting nu, som I alligevel vil vænne ham fra om en måned eller to....
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Vugge - vugning, bevægelse
At blive vugget, vippet og bevæget er med til at stimulere det lille barns vestibulærsans, også kaldet labyrintsans. Denne sans udvikles tidligt i graviditeten, og det ufødte barn får stimuleret denne sans, når moderen bevæger sig rundt. Når den gravide mor går omkring, så bliver barnet naturligt vugget og bevæget i livmoderen.
Det indre øre består af to dele: Balanceorganet og sneglen (Cochlea). Disse to dele kaldes med en fællesbetegnelse for labyrinten. Balanceorganet består...
Fedt
Små børn har brug for fedt i maden. Det anbefales at tilsætte en tsk fedtstof i hver portion hjemmelavet mad. Det er udmærket at skifte imellem de forskellige typer fedtstof som olie, smør og plantemargarine.
Efter 1 års alderen kan barnet fortsat have behov for at få lidt ekstra fedtstof. Det er især i familier, hvor man spiser meget magert og gerne vil at barnet skal have sunde spisevaner fra starten.
I mager mad er der mange grøntsager, frugt og brød og kun lidt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

