Svar: Skal vi ændre putteritual nu?
Kære Kristina
Tak for dit brev og fine spørgsmål :)
Nej, jeg synes bestemt ikke at du skal ændre putteritual. I har et ritual, som fungerer rigtig godt, det lyder super fint med nattøj, d-dråber, snak om dagen og flaske, og derefter bliver jeres dreng puttet med sut og klud. Han falder ofte i søvn uden problemer, nogle gange er han vågen, andre gange næsten sovende, og det er fint. Han forbinder det at sove med noget trygt og rart, og man skal som udgangspunkt ikke ændre noget, der fungerer. Og jeres ritual fungerer, og det er samtidig helt alderssvarende, det er super!
Der er 2 måneder til han bliver et år, og først derefter trappes flasken om aftenen ofte ud. Faktisk er de fleste børn 13-15 måneder, før de stopper helt med den sidste flaske, så det er kun naturligt, hvis han har brug for den nogle måneder endnu...
Det er også sådan, at det at skulle sove altid vil være forbundet med adskillelse fra forældrene. Det betyder, at hvis du laver ritualet om, så du f.eks. giver ham flaske i stuen og derefter går på værelset for at give ham nattøj på og putte ham, så du vælger at lave halvdelen af ritualet i et rum og derefter flytte ham til et andet rum, så er der en risiko for, at han vil opleve det at skulle flytte over i sin egen seng, det at skulle puttes, som noget der ikke er helt så rart og trygt. I forlader jo det hyggelige og det rare for at komme i seng, og du kan derfor komme til at signalere, at nu slutter det dejlige, og i stedet starter "den forfærdelige" separation.
Nogle gange kan det godt fungere. Nogle børn kan sagtens finde ud af at få flaske et sted og blive puttet et andet sted, men generelt vil det være en god idé, at man forsøger at holde putteritualet til det ...
... sted, det værelse, hvor barnet skal sove. Og hos jer, vil jeg ikke anbefale, at du laver det om, netop fordi det fungerer godt nu, han er tryg og forbinder det at sove med noget rart. Det kan godt give unødigt kaos, som du skriver, hvis du pludselig laver det om :)
Når det er sagt, så sker der dog også udviklingsmæssigt meget med jeres dreng lige nu, han bliver mere og mere bevidst, ligesom han motorisk også får en større uro. Mange børn bliver også syge, hvilket kan ødelægge alle ellers gode sovevaner... Derfor skal du forsøge at holde fast i hans rutiner, så det er trygt og genkendeligt, samtidig med at du skal være opmærksom på, at han ikke pludselig begynder at få behov for at falde i søvn i din favn eller måske viser behov for flere flasker i løbet af natten. I skal forsøge at bibeholde den gode gænge, som I er inde i :)
Når det bliver tid til at putte uden mælk, så er det super godt, at han allerede nu er introduceret for putteklud og sut, ligesom det er super med jeres natugle. Det er perfekt gradvist at introducere dette, og de fleste børn er mellem 12-18 måneder, når de begynder at kunne bruge f.eks. en puttebamse eller putteklud bevidst.
I starten puttes han med sin klud, sut osv. og får flasken som han plejer, du sidder hos ham, taler lidt beroligende til ham osv. så alt er som det plejer at være, men stille og roligt trapper du så ud af mængden af mælk, så han får mindre og mindre. Og på den måde vænnes han gradvist til ikke at behøve mælk i flaske, og klud, bamse osv. tager naturligt mere og mere over. Det er en blød overgang :)
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen :)
Rigtig meget held og lykke - og rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Rosiner
Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.
Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.
Svampegiften findes også i økologiske...
Barnepige
Hvis du har brug for at få dit barn passet, så vælg altid en person som barnet kender og en person du har tillid til.
Det skal være en person, som kan overskue situationen og bevare roen, hvis noget uforudset skulle ske.
Generelt bør man ikke lade sit barn passe af en under 12-13 år - men det afhænger naturligt af vedkommendes modenhed. Nogle piger er meget modne i denne alder, hvor andre er for umodne til at kunne tage det ansvar, det er at passe et lille barn....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

