Brev:

Udvikling og søvn

---

Kære Helen,

tak for dit fine og fyldige svar sidst. Du gav mig både noget konkret at gå videre med og en tiltro til, at det nok skulle gå.

Status er, at vi er gået to skridt frem og et tilbage. Forstoppelsen er vi ikke sluppet af med. Jeg forsøgte for en måneds tid siden at trappe ud af Movicolen, men er nok gået for hurtigt frem. Hun er blevet testet for mælkeallergi, men med negativt resultat. Vores børnelæge mener, at det stadig ”bare” handler om, at hun holder på det, fordi hun så længe har forbundet afføring med ubehag. Jeg har jo mindre indflydelse på hendes kost, nu hvor hun er begyndt i dagpleje, men synes, hun spiser fornuftigt om end lidt selektivt. Jeg har fx prøvet at genindføre (let krydret) grøntsagsmos, men det gad den unge dame ikke, uanset hvor velsmagende jeg selv syntes, den var blevet. I en lang periode var hun glad for både kiwi, pære og udblødte svesker, men for tiden er de ikke et hit. Hun spiser i øvrigt aftensmad sammen med os og får så suppleret med grød eller frugtgrød med rugbrødsdrys og mælk, alt efter hvor meget hun har spist.

Du skrev, at vi skulle være opmærksomme på, om hun kunne have ekstra hypermobile led, og det har hun i en mild grad. Da hendes dagplejer også begyndte at nævne det, besluttede jeg at kontakte kommunens fysioterapeut lidt før, end jeg egentlig havde planlagt. Hun var fin at snakke med; hun var ikke bekymret, men foreslog at veksle mellem bare fødder og sandaler med støtte til indendørs brug. Vi skulle bare lade hende sidde i W-stilling, for hun gør det kun, fordi hun kan, og der er generelt intet, der tyder på, at det får varig betydning. Hun anførte også, at hun har haft hele to fysiske ’problemer’, nemlig forstoppelse og væske på ørerne, og at bare én af disse ville forklare, at hun var længere tid om at lære at gå.

Omtrent samtidig med det besøg begyndte min datter at tage flere skridt i sammenhæng. Her 1,5 måned senere er hun undertiden oppe på 10 skridt ad gangen, så det går langsomt, men det går fremad, og hun synes tydeligt, det er en sejr.

Endnu langsommere går det dog med sproget. Hun siger muligvis far, ”bar”, og noget, der minder om ”vuf”, men ikke andet, vi kan tyde. Til gengæld er hun blevet mere interesseret i at bruge de tegn, hun har lært, og i at lære nye. Det er mit indtryk, at hun har en god forståelse af, hvad der foregår, og hun kommunikerer på livet løs; faktisk kommanderer hun med os det meste af dagen (tænd lyset!, sæt musik på!, luk døren op!, giv mig den der! osv.), og hun spørger efter sin far og storesøster med tegn, når de ikke er hjemme.

Hun er dagligt stadig meget morsyg og hænger mig om benene, men er ...

---

---

... generelt en rigtig glad pige. Hun elsker at lege, at vælte rundt i lejligheden med sin gåvogn, at kramme livet ud af bamser, at gynge, at kravle op på forbudte møbler, sekundet vi kigger væk… Hun trives godt i sin dagpleje; når jeg kommer for at hente, bliver hun som det eneste barn siddende og leger videre.

Så alt i alt går det vel fremad på disse punkter, selv om det går langsomt, og jeg indimellem bliver lidt mismodig over tempoet.

Men så kommer vi til, hvad jeg vil kalde det store problem: Nattesøvnen! Kort efter mit sidste brev fik vi etableret en ny god rytme med én lur, og med få undtagelser har det kørt fantastisk. Hun bliver lagt kl. 12, falder lynhurtigt i søvn og sover i to timer. I dagplejen kravler hun endda selv ind i sengen og lægger sig til at sove!

Men om natten er det en anden historie! Hun vågner utallige gange fordelt på måske fire perioder. Nogle gange har hun tabt sutten, men lige så ofte sidder den stadig i munden. Hun er vred og virker meget frustreret, når hun vågner. Det er, som om hun lynhurtigt kører sig selv op til at blive rasende og helt utrøstelig, uanset hvad vi gør. De sidste uger er det derfor flere gange sket, at hun enten kommer lidt op eller får stukket en telefon med Baby Einstein, indtil hun er faldet lidt ned og kan lægges igen. Vi tænker selv, det kunne være night terror, men der er ikke noget klart mønster i hendes opvågninger, og vi kan slet ikke se nogen udvej.

For ca. halvanden måned siden kørte vi ammeafvænning om natten, og siden da har min mand været bedre til at berolige hende om natten, men selv om jeg flere nætter har sovet på sofaen, kan han ikke forhindre hende i at vågne og hidse sig op. Vi havde egentlig forstillet os, at hun skulle sove på værelse med sin storesøster heromkring, men det har vi for længst opgivet.

Hvad gør vi? Det er mildest talt ikke en holdbar situation for os.

I øvrigt vil jeg gerne stille et spørgsmål vedr. storesøster på 5. Hun har været nem at få til at sove om aftenen, siden middagsluren røg, kort før hun fyldte 3. Men det sidste halve år har hun ikke rigtig kunnet falde i søvn om aftenen, selv om hun tydeligt er træt. Hun kommer rendende ud fra sit værelse under påskud af først det ene, så det andet, og indimellem kommer hun også ind til os om natten. Der er intet ændret i hendes aftenritual. Hun kommer i seng mellem 19.30 og 20, nok snarest 20, og er så mindst en halv time om at falde i søvn. Hun vågner typisk omkring 6.30-7.00.

Jeg forestiller mig, at det ikke er usædvanligt for alderen, men hvordan griber vi det bedst an?

Jeg ser meget frem til at høre fra dig.

Venlig hilsen
Den stadig trætte mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---