Brev:

Svært at være mor til to

---

Kære Helen

Tak for dine råd omkring putning af vores datter, som i en alder af 14 mdr er blevet storesøster. Dem vil vi klart følge.

Jeg tillader mig lige at skrive til dig igen, i forlængelse af det, at vi nu har to små børn i huset som jo begge kræver rigtig meget.

Lillebror er kun 2 uger gammel, men jeg kan allerede mærke hvordan det går mig på, at jeg ikke kan give ham ligeså meget tid og nærvær, som jeg kunne med storesøster da hun var spædbarn. Storesøster på 1 år kræver jo full attention og der er fuld knald på. Ofte får jeg helt vildt dårlig samvittighed, når jeg ser hen på lillebror som ligger og sover og sover alene i kravlegården. Vi har sat kravlegården i stuen og indrettet den som et lille putte/sovested for ham, så han er hele tiden lige i nærheden af os og kan høre os osv. Men jeg bliver mange gange dagligt ramt af enorm dårlig samvittighed over, at han må dele opmærksomheden med vores 1 årige. Da hun var lille lå hun nærmest konstant ovenpå mig og sov.

Hvor længe må et spædbarn ligge alene for sig selv? Er det noget han tager "skade af"? Så snart han er vågen prioriterer jeg og vi selvfølgelig, at være der for ham med øjenkontakt osv. Men jeg gruer virkelig for når fars barsel er slut, og jeg skal være alene med de to - og fordele sol og vind lige, so to speak. Får så dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan fokusere ligeså meget på bare HAM, som jeg kunne da storesøster var spæd og man ikke havde andet at lave end at sidde i sofaen med sit lille spædbarn i armene dagen lang.

Tænker også på at han jo ligger i meget mere uro end storesøster gjorde da hun var spæd. Det kan jo ikke undgås at storesøster larmer lidt ind i mellem, smider klodser på gulvet osv. Er det noget som forvirrer ham/påvirker ham negativt?

Ind i mellem rammes jeg ...

---

---

... også af lidt panik følelser over, at nu er tiden alene med storesøster slut, det vil aldrig blive det samme igen som det var før lillebror kom. Set i bakspejlet var jeg nok lidt i en form for "symbiose" med hende. Jeg har altid haft svært ved at give hende fra mig, har enorm beskytter trang overfor hende og i det hele taget er hun bare et ønskebarn, da det tog os flere år at blive gravid med hende. Det vil aldrig mere være hende der har fuld opmærksomhed og hvor vi bare kunne bruge alt den tid vi ville på at lege med dukker, lege osv - for nu er der pludselig en lille en som afbryder os. Uden det skal lyde for negativt. Får også enormt dårlig samvittighed overfor hende, at hun allerede skal dele opmærksomheden når hun er så lille.

Som tidligere skrevet til dig reagerer hun jo ret kraftigt på den nye situation - blandt andet svær at putte, søger os enormt meget osv. Vil hun mon vænne sig til det hele med tiden, eller har jeg "gjort hende ondt" ved at skulle lade hende gå det her igennem når hun er så lille, og vi ikke kan forklare hende hvad det vil sige at få en lillebror.

Sommetider når jeg sidder med lillebror og jeg kan se at storesøster sidder og kigger "mut" på mig med store øjne, kan jeg næsten få tårer i øjnene og være lige ved at græde, fordi jeg føler så stærkt at jeg "svigter hende".

Ja som du kan høre er jeg nok bare hele vejen rundt plaget lidt af "dårlig samvittighed" og følelsen af at svigte enten den ene eller den anden, og det er rigtig hårdt, for det gør det svært for mig rigtig at nyde den tid vi er i nu, og det er jeg jo rigtig ked af. Jeg er selv en ret sensitiv følelse og har det nok med at bekymre mig/overtænke tingene meget. Men har du mon nogle gode råd til mig, som kan hjælpe mig videre herfra?

På forhånd tak,

Med venlig hilsen
Mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---