Brev:
Vil ikke acceptere bonusfar
Hej Helen
Vi er en sammenbragt familie på 5, hvor min kæreste har to store børn på 12 og 14, og hvor jeg har en datter på 3,5 år. Alle 3 børn bor fast hos os. Min datter ser fast sin far hver anden weekend + hver anden torsdag.
Min kæreste er børnehavepædagog og arbejder således til dagligt med børn på min datters alder. Min kæreste er udadvendt og humoristisk anlagt, og han er normalt rigtig god til at skabe relationer til børn. Han er også en tydelig voksen, som er god til at sætte grænser. Han kræver at blive behandlet med respekt, og han er god til at forklare hende, hvad han forventer af hende. Han er vild med børn, og han har fra starten gjort meget for at få en god relation til hende. Da vi flyttede sammen for godt et års år siden fik en fast dag, hvor han hentede hende fra børnehaven. Han lægger meget vægt på udendørs aktiviteter, og har derfor cyklet en del med hende, ligesom han har gået ture med hende og lavet bål i haven. Aktiviteter som hun har sat pris på.
Derfor er det mig også en gåde, at hun stadig ikke vil acceptere ham som bonus far. Min kæreste beskriver "at hun lukker ned", når han og hans børn er alene med hende. I går havde han og hans datter hende med en tur ud for at kigge på butikker. Turen handlede primært om besøg i legetøjsbutikker og en tur ind på et spisested. Ifølge min kæreste sagde hun nærmest ikke noget til dem på hele turen. Hun virkede overhovedet ikke nysgerrig på, hvad der foregik omkring hende. Hun var nærmest passiv. Senere gik de en tur rundt om søen. Her begyndte hun ganske vist at snakke lidt med ham - men ikke på en spontan og glad både. Han beskriver hendes kommunikation som "konkluderende." F.eks. kan hun finde på at sige "det der er en and, er det ikke rigtigt (og så navn på min kæreste)" eller "det her er min hue - ikke din".
Denne opførsel stod i skærende kontrast til den pige, som jeg senere på dagen gik op i byen med. Her sang hun højlydt i de 5 minutter, som det tog at komme derop. Inde i matas-butikken viste hun stor begejstring for alle de ting, som vi så. Hun spurgte til hvad tingene skulle bruges til, og pegede på mange ting, som hun ville ønske sig til jul. Hun plagede ikke en eneste gang om at få noget, og hun var en sød, velopdragen og dejlig pige at have med. Hun viser altså nogle helt andre sider af sig selv, når hun er sammen med mig.
Her til morgen reagerede min datter på en ...
... måde, som vi har svært ved at forstå. Jeg skulle op og på arbejde, mens min kæreste og ungerne kan sove længe. Imens jeg er i bad står min datter op og går nedenunder og kalder på mig. Min kæreste siger min datters navn og han vil til at forklare hende, at jeg er gået i bad. Han når ikke så langt inden hun løber grædende ud af rummet. Han står op, snakker med hende. Hun savner sin mor, siger hun. Hun får lov til at se noget fjernsyn mens jeg er i bad.
Da min kæreste fortæller mig om episoden spørger jeg hende, hvorfor hun begyndte at græde. Hun begynder at forklare at hun savnede mig. Jeg forstår stadig ikke helt hendes reaktion. Hun begyndte jo at græde nærmest ved bare at høre min kæreste stemme - og hun har trods alt kendt ham siden hun var 14 måneder gammel. Jeg spørger derfor ind til, hvordan hun opfattede min kæreste i situationen - om han f.eks. virkede sur. Her kommer den store overraskelse - min datter siger, at han sagde hendes navn med en "glad stemme." Herefter får jeg en forklaring fra hende om, at hun bare ikke kan lide ham.
Min kæreste prøver virkelig helhjertet at få det godt med hende. Derfor gør det også ondt at se, at hun reagerer så uhensigtsmæssigt på ham. Den eneste "forklaring" kan være, at han sætter tydelige grænser for, hvilken opførsel han vil finde sig i. Hvis hun f.eks. svarer ham surt, så holder han fast i at hun skal snakke pænt til ham. Hvis han har bedt hende om at tage en ble af, så holder han fast i at hun skal gøre det osv. Men den form for opdragelse støtter jeg op omkring, og jeg bliver også bedre og bedre til at holde fast i, at hun skal gøre, hvad hun bliver bedt om.
Når hun får et nej, så holder vi begge to fast i dette "nej". Hun reagerer ofte meget temperamentsfuldt, når hun får et nej eller bliver bedt om noget, som hun ikke bryder sig om. Hun kan blive sur/ked af det i op til 10 minutter, hvis hun f.eks. bliver bedt om at tage den blå hue på - hvis hun hellere vil have haft den lyserøde hue. Hun kan også finde på at slå os - ligesom jeg har set hende slå på andre børn i børnehaven. Hun siger også ofte "dumme mor" til mig, når hun bliver sur. Denne adfærd vil vi naturligvis ikke acceptere, hvilket jeg har snakket meget med hende om.
Jeg har to spørgsmål:
1) Hvordan får vi forbedret hendes relation til min kæreste?
2) Hvordan lærer vi hende at takle det voldsomme temperament?
Med venlig hilsen
Mette
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fordøjelse baby
Barnets første afføring kaldes meconium, og den er helt sort. I takt med at barnet får mere mælk, skifter afføringen farve, og man kan på afføringen således se, om barnets fordøjelse fungerer.
Babyer, som kun får brystmælk, vil ofte have en gul afføring, som kan gå lidt over i det grønlige. Lugten er syrlig, men ikke ubehagelig, og afføringen virker lidt tynd og grødet. Børn, der ammes, kan have flere dage imellem deres afføringer.
Babyer, der både får brystmælk...
Arp
Arp er betegnelsen for nogle gulbrune skæl, som mange børn får i hovedbunden, på panden eller i øjenbrynene. Det er døde hudceller som bliver afstødt. Det smitter ikke og det har intet med hygiejne at gøre.
Arp i hovedbunden kan fjernes ved hjælp af en lusekam. Du kan med fordel massere lidt uparfumeret babyolie ind i barnets hovedbund. En let massage stimulerer blodcirkulationen i hovedbunden, hvilket er godt både for forebyggelse og helbredelse af arp.
Evt. arp...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.