Svar: Drømmemåltid og nedskæring af amning
Kære Lene
Tak for dit brev :) Hvor lyder det dejligt at far har mulighed for at holde 4 ugers barselsorlov, det er guld værd!
I kan godt vælge at putte jeres datter på eget værelse, med den alder hun har nu. Det vil være rigtig fint, at du således ammer hende, når hun skal sove og derefter putter hende i seng, som du plejer. Når du så selv går i seng, så kan du prøve at vurdere, om du skal tage hende op og lægge hende til brystet og derefter putte hende tilbage til egen seng igen, eller om du i stedet skal lade hende selv styre det og så amme hende, når hun selv melder sig.
Nogle børn kan uden problemer spise i søvn. Det vil sige, at du kan tage hende op, lade hende spise ved brystet, putte hende tilbage seng, og derefter sover hun blot videre. Andre børn kan ikke rigtigt fint ud af dette, vågner enten for meget op eller spiser slet ikke, og så er det en god idé at lade dem styre det selv. Det betyder så, at hun måske vil vågne og søge brystet først på natten måske kl 01, og så kan du amme hende der.
Det vil naturligt også spille ind, at hun har en sen søvnfase - hvis hun først er ammet og puttet kl 21, så vil hun naturligt nok ikke kunne spise særlig meget allerede kl 23 - så vil det være bedre, at du lader hende sove og så ammer hende, når hun så senere melder sig selv. Hvis hun "kun" kan spise fra et bryst sen aften, så er det helt okay. Hun kan få tilbudt begge bryster, men hvis hun blot spiser og falder roligt i søvn, så putter du hende bare tilbage i seng igen, så er der ingen grund til at kæmpe for at få hende til at spise ekstra. Med den alder hun har nu, så vil hendes indtag af mere rigtig mad naturligt øges, hun vil blive bedre til at drikke vand af kop og hendes mælkeindtag skal naturligt gradvist nedsættes.
Det er derfor rigtig vigtigt, at du forsøger at sikre hende måltider nok hele dagen igennem, - det er vigtigt, at hun ikke springer måltider over, heller ikke selvom hun nogle dage har en lidt sen rytme. Hvis det er svært for jer at sikre hende måltider nok, hvis hun sover længe, så kan det være nødvendigt at I vækker hende om morgenen. Men ud fra det du ...
... fortæller, så kan det sandsynligvis godt lade sig gøre at få både mad og mælk/væske nok i hende. Du skriver, at hun ofte vågner af sig selv mellem kl 7-8, og at du ofte tilbyder hende morgengrød 40 minutter efter... Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis du kan sikre, at hun ikke spiser morgengrød senere end kl 8-8.30 og mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover lidt videre, vågner af sig selv mellem 7-8...
Morgen 8-8.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 10: Frisk blød frugt i hånden og frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur - og skal nu ikke længere ammes om formiddagen, men skal lære at sove uden brystet her. Mellemmåltidet erstatter denne amning.
Frokost 13.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåde fra ovnen, små bidder af indmaden af en frikadelle eller lignende. Giv hende gerne rester fra aftensmade og suppler også gerne med mos, evt. mos fra glas. Vand af kop.
Eftermiddag 15.30: Tilbydes flerkornsgrød med frugtmos som topping og frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Puttes til dagens 2. lur mellem 16-17 og sover som nu en times tid. Her vil grøden erstatte amningen og hun skal egentligt ikke længere ammes her. Det er dog bedre, at du en kort overgang bibeholder amning her, og sikrer hende den ekstra mælk/væske så hun ikke behøver søge det ekstra om natten. Men på sigt behøver hun altså ikke længere amning om eftermiddagen.
Aften 18-18.30: Kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris... Udgangspunktet er jeres mad, mad med mere og mere smag og mad med mere bid, suppleres med mad i hånden at gumle på selv, og får også stadig mos... Vand af kop.
Ammes, skiftes og ammes som nu og puttes til natten ca kl 21...
Først på natten 01: Ammes når hun vågner og melder sig selv...
Jeg har lavet planen ud fra dine angivne tider, og jeg håber at ovenstående dagsplan kan give dig lidt idé om, hvordan døgnet kan skrues sammen nu.
Håber at I er hjulpet lidt videre på vej og fortsat held og lykke - også med projekt "putte på eget værelse" :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Slå
Det er forbudt ved lov at slå sit barn. Den såkaldte revselsesret blev afskaffet af Folketinget i 1997. At slå sine børn er således en ulovlig måde at opdrage på - og det gælder også "dask over fingrene", hvis det lille barn piller ved noget det ikke må. Et barn der bliver slået vil føle sig mindre værd.
Et barn der bliver slået er udsat for fysisk vold. Det kan være at barnet får en lussing, en endefuld, at barnet bliver sparket, rusket, brændt med cigaretter eller lignende....
Legetøj til baby og børn
Barnet har bedst af det nære samspil, der er mellem barnet og forældrene. Men i takt med at barnet bliver større og begynder at forholde sig lidt mere til verden omkring sig, vil det være godt, at der er legetøj, som barnet kan kigge på og undersøge.
Når barnet begynder at gribe, skal legetøjet passe til barnets lille hånd, og det er vigtigt, at legetøjet også egner sig til at komme i munden. Tingene skal være solide og uden skarpe kanter og spidser. Brug så vidt muligt legetøj,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Tusind tak for svar. Selvom jeg inderst inde godt ved, at der nok ikke er det store at gøre ved vore urolige nætter - andet end at vente på hun bliver større - så er det altid rart at vende det med dig alligevel.
Jeg synes det er så synd, at du aldrig ser alle de små søde, som vi snakker om. Så her er ihvertfald et billede af vores lille datter - det glade barn.
Kærlig hilsen Stine

