Svar: Udadreagerende 2-årig

---

Kære S

Tak for dit brev og hvor dejligt at høre fra dig igen - velkommen tilbage :) Og tak for din fine beskrivelse af jeres 2årige dreng :)

Toårsalderen er for mange forældre en lidt svær alder - og det lyder også til at være tilfældet hos jer. Jeres dreng er godt igang med at danne sit selvbillede. Det betyder, at han er igang med at finde ud af, hvem han selv er, hvordan han påvirker andre og hvordan verden påvirker ham. Og det er en meget følsom alder. Det er rigtig vigtigt, at I forsøger at være lydhøre og anerkendende, også selvom det nogle gange er rigtig svært...

Du skriver, at det meste af dagen går med at slukke ildebrande og sætte grænser. Jeres drengs reaktioner påvirker jer alle negativt, og I ender med at skælde for meget ud og blive for vrede... hvilket du jo også bliver ked af, og det hjælper ikke nogen af jer :)

Jeres dreng gør ikke noget for bevidst at irritere jer eller være imod jer. Når han sparker, bider, slår og når verden bryder sammen for ham, så han kaster sig i gulvet, vrider sig rundt osv. så gør han det, fordi han ikke kan gøre andet. Han er stadig så lille, at han ikke er i stand til at sætte ord på sine følelser. Han kan ikke forklare jer, at han har det svært, og han reagerer helt naturligt for et barn på 2 år :) Når han reagerer fysisk, så er det fordi hans hjerne er umoden, og han er for lille til at kunne bevare roen og overblikket.

Det betyder ikke, at I ikke må sige nej eller have visse regler derhjemme - det må I naturligvis gerne. Men det er vigtigt, at I anerkender, at han stadig er en meget lille dreng med et 2årigt barns hjerne - og han har brug for jeres hjælp til at bevare roen, når han ikke selv kan...

Hans fornemmelse for sig selv udvikler sig stille og roligt i samspil med jer og med andre børn og voksne. Han bliver rigtigt stolt og glad, når I roser ham, og han kan blive utroligt ked af det, hvis han bliver irettesat eller får skæld ud. Det er ikke rart at få at vide, at man gør noget forkert... Det bedste I kan gøre er at vise ham masser af kærlighed, accept og forsøge at opmuntre ham og støtte ham. Det er ikke et spørgsmål om at "sætte grænser" eller "være strenge nok", men derimod et spørgsmål om at møde ham og vise ham vejen, vise ham det, I gerne vil lære ham :)

Jeres dreng får det der kaldes anfald af fortvivlelse. Det sker netop, fordi hans hjerne stadig er meget umoden, og forbindelserne mellem hjernens forskelle dele fungere ikke optimalt. Når han får et fortvivlelsesanfald, så vil det ofte være over ting, der i jeres øjne er bagateller, men for ham betyder det rigtig meget, og det har han brug for, at I forstår. Det betyder ikke, at han så skal bestemme og have sin vilje - det kan f.eks. godt være, at I holder fast i, at han skal drikke vand af den røde kop, selvom han hellere vil drikke af den blå kop - men det er vigtigt, at I lytter til ham og anerkender, at han kan have lyst til noget andet.

Hvis han smider med maden, så må I naturligvis også gerne sige nej og sætte ord på, at det vil I ikke have. Hvis han gør det igen, så kan I afslutte måltidet ved enten at fjerne tallerkenen - og forklare, at han skal spise maden og give ham tallerkenen igen. Eller I kan afslutte måltidet, tørre ham om munden og hans hænder og lade ham komme væk fra bordet og lege.. men når det er sagt, så skal I naturligvis også overveje, hvorfor han smider med maden. Hvad er det han vil udtrykke med sin handling, og kan I møde ham, så måltidet stadig kan fortsætte...

Når han reagerer med at slå, sparke, kradser, bider, så er det som sagt fordi han mangler ord - også når han gør det i vuggestuen. Selvom han måske har et godt ...

---

---

... ordforråd for sin alder, så vil han ikke være i stand til at sætte ord på sine følelser. Han vil ikke kunne sige f.eks. "jeg føler mig overset", eller "jeg synes det er min tur nu", eller "jeg føler det er uretfærdigt" eller lignende. Og i sådan en situation vil der komme en fysisk reaktion. Det er som sagt helt normalt for alderen. Han skal naturligvis lære en mere hensigtmæssig måde at regere på. Han skal lære empati, han skal lære, hvad det han gør, gør ved andre. Han skal lære at se, når andre bliver kede af det, når andre bliver vrede, han skal lære, hvad det er at trøste andre, og hvordan man kan gøre andre glade. Det er altsammen en proces og en udvikling, som starter nu, og som I skal støtte ham i - men han lærer det netop ved, at I viser ham hvordan. Det er ikke nok at fortælle ham det eller tale om det, han skal vises det i måden I er sammen med ham på, og måden I guider ham på i hverdagen :)

Konflikter med 2årige kan ikke undgås, men det er meget vigtigt, at I forsøger at komme ud af en konflikt på en god måde - for gør I det, så lærer han rigtig meget af det. Man kalder den alder jeres dreng har og den udvikling han går igennem for selvstændighedsfasen eller selvstændighedsalderen, og det er rigtig vigtigt, at han føler sig lidt medinddraget i hverdagen. Konflikter opstår ofte, hvis han føler, at I presser noget ned over ham, hvis I går mod hans vilje - og det bliver han naturligt vred og frustreret over. Han vil selv.

Derfor kan det være en god idé, at I medtænker, hvordan I kan inddrage ham lidt i hverdagen. Det kan f.eks. være, at han selv skal kravle op på sin høje stol, når det er tid til at spise eller måske selv kan kravle op på puslebordet, når han skal have en ren ble. Måske kan han nogle gange stå op på badeværelset, når bleen skal skiftes, og måske kan han selv være med til at fylde badekaret med vand, når det er ladetid, hvis badet giver problemer. Ved middagsbordet kan han måske få en lille kande, så han selv kan hælde vand op i sit glas og måske kan maden serveres i små skåle, så han selv taler lidt fra skålene og op på sin tallerken...

Det kan også nogle gange være en god idé at pjatte og bruge lidt humor. Hvis påklædningen f.eks. giver problemer, så kan I lege det ind. I kan f.eks. give ham bukserne på hovedet eller på hænderne og sige "ej, jeg kan slet ikke finde ud af det, kan du hjælpe mig?" - på den måde vil han måske vise dig, at det jo er benene som skal i bukserne og vil på den måde gerne samarbejde om at få bukserne på...

---

---

Det er vigtigt at overveje, hvorfor I siger nej. Nogle gange skal han naturligvis bremses i det han gør, eller det han gerne vil. Hvis han kan yde skade på sig selv eller andre, så skal han naturligvis stoppes. Han må ikke slå eller sparke andre bevidst, ligesom I skal holde fast i ham, hvis han er ved at løbe ud på vejen - også selvom han bliver voldsomt vred over at blive holdt fast... her er det nødt til at være som I vil, fordi I som voksne ved bedst :)

Men nogle gange siger I måske nej, fordi I er trætte og ikke rigtig har overskud. Du nævner, at på grund af flytning, institutionsstart osv. er jeres drengs overskud naturligt mindre og du nævner også, at jeres kan være det... Og det er I nødt til at medtænke og tage hensyn til. Det er vigtigt, at I nogle gange lige stopper op og tænker "hvad er der egentlig i vejen for, at han får sin vilje?" eller at I tænker "kan jeg mon finde et alternativ i stedet for at sige nej?"...

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre og jeg vil også anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Rigtig meget held og lykke! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---