Brev:

Søskende - udfordringer med søvn

---

Kære Helen,

Min kæreste og jeg har to dejlige piger, på 23 måneder og 4 ½ år. Lillesøster har altid sovet fint om natten, undtaget ved tandfrembrud, hvor storesøster virkelig udfordrede mig med søvn, da hun var spæd – hun var længe om at falde i søvn, og vågnede let og ofte. Det har været årsag til flere dårlige/tidskrævende vaner.

Min egen baggrund er at jeg selv blev meget påvirket af en opvækst, hvor min unge mor havde social angst, og fik en fødselsdepression, da hun fik mig (kort fortalt). Det betød at jeg hele mit liv, men især som barn og teenager brugte virkelig mange kræfter på at forholde mig til det sociale, og var meget socialt hæmmet. Jeg betragter mig nu som velfungerende, med et godt netværk, men har altid været meget selvbevidst. Det er virkelig vigtigt for mig, at mine piger får et bedre udgangspunkt, og ikke skal trækkes med en tung angst for omgivelserne.

Det har nok også betydet, at jeg nogle gange overkompenserer, og hjælper mine piger for meget, så de ikke føler frygt/angst. Jeg synes virkelig det er en balance. Mit største ønske er, at de kan være i verden med en naturlig tillid til, at det nok skal gå det hele, og at de godt kan selv.

I en lang periode har de udfordret os på søvnen, og det trækker meget energi fra os.

Det skal siges at en del af grunden til dårlig søvn, skyldes 2 x infektion hos den ældste, og det er der taget hånd om nu. Den yngste har lige fået sin sidste hjørnetand, og har nu de sidste fire kindtænder i vente, og det betyder at hun vågner om natten, og har meget svært ved at falde i søvn igen. Når tandfrembruddet er på sit højeste giver jeg hende ofte Panodil, men som regel uden så megen effekt. Det betyder at hun ofte har en vågen periode på 1½ - 2 timer om natten, udover hende korte opvågninger.

Mit første spørgsmål drejer sig om yngstepigen, som pludselig ikke vil falde i søvn selv, efter en sygdomsperiode (hånd-fod-mund) hvor jeg sov hos hende på hendes værelse. Hidtil har hun været så dygtig til at falde i søvn selv, men nu går hun nærmest i panik, når jeg går ud af rummet. Hun falder relativt hurtigt i søvn, hvis jeg bliver hos hende, men jeg kommer til at bruge lang tid på putning, fordi jeg også putter den ældste. Min kærestes job kræver som regel at han arbejder om aftenen, selv om han også bidrager til putningen, når det er nødvendigt.

Mit bud er, at hendes smerter ifm tandfrembrud måske bidrager til hendes panik ved puttetid. Men samtidig er hun også bare meget morglad lige nu, og jeg frygter at jeg kommer til at give hende ...

---

---

... en dårlig vane med, at jeg skal være der, for at hun kan falde i søvn. Jeg bruger jo også meget tid hos hende om nattten (lige nu). Hvordan takler jeg dette, til fælles bedste?

Ældstepigen lærte i sommer, for første gang i sit liv, at falde i søvn selv, uden mit/vores selskab. Hun sover i vores soveværelse, i sin egen seng.
Vi havde massive problemer med, at hun simpelthen holdt sig vågen når vi var der. Men hun ville heller ikke acceptere at vi gik. I sommerferien eskalerede det, hvor især hun og jeg skændtes, og det påvirkede vores samvær i det hele taget, fordi jeg (og hun også) simpelthen havde svært ved at ryste konflikterne af os. Men en dag skar min kæreste igennem, og sagde, at nu skulle hun sove selv. Efter en del gråd, og skrigen, i nogle dage, endte hun med at falde i søvn på 10 minutter, hvor det før kunne tage timer. Nu er et mig der læser historie for hende, og siger godnat – og min kæreste snakker med hende, hvis hun synes hun ikke kan sove. Jeg kan desværre ikke få hende overbevist om, at hun kan falde i søvn alene, hvilket frustrerer mig. Men det er som om vi har haft for mange konflikter om dette.

Nu er ældstepigen begyndt at kræve sin far hver aften, efter godnatlæsning. Som sagt er vi pressede, pga min kærestes arbejde, og lillesøster aktuelle problemer med søvn.

Mit andet spørgsmål går på, om det kan være en god ide at pigerne kommer på samme værelse? Vi har soveværelse ovenpå, plus et værelse, og vi vil gerne have storesøster ud af soveværelset. Men vurderer, at hun ikke kan sove alene nedenunder.

Det skal siges at storesøster har natteskræk, som kan være rimelig voldsomt. Lige nu kommer det som regel når hun skal tisse, hvor hun ligesom ikke vågner helt, men græder og skriger, og ”snakker i søvne”. Det er som regel rimelig hurtigt overstået, når hun har tisset. Det kan også komme hvis vi har haft store konflikter, eller hvis hun er meget påvirket af noget i børnehaven, og det tager ofte længere tid at få overstået. Det er meget forskelligt hvor ofte det forekommer.

Kan natteskrækken blive for meget for lillesøster, til at de kan sove sammen? Og hvad med indsovning for dem begge? Jeg frygter at det går op i hat og briller, og kommer til at tage mange timer igen. Især for storesøster. Samtidig ser jeg et tryghedsbehov hos dem begge, som de måske kan hjælpe hinanden med.

Måske skal det have sin tid, til vi er kommet godt over de sidste tandfrembrud og sygdom. Det har virkelig været en hård omgang. Men jeg savner et uvildigt perspektiv, og derfor skriver jeg til dig :)

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---