Brev:
Den svære samtale
Kære Helen
Jeg har siden lillebrors fødsel døjet med vrøvl med mine mavemuskler. Jeg var gravid lige inden min graviditet med lillebror, og blandt andet derfor døjer jeg nu med navlebrok og skilte mavemuskler.
Derfor skal jeg opereres og have syet mine mavemuskler sammen i den første uge af marts. Det kommer til at gøre en stor forskel for mig, og jeg har glædet mig meget til, at begge børn var store nok til, at jeg kunne tillade mig at tage tid ud af kalenderen til operationen.
Samtidig er det også en stor operation, som betyder, at jeg ikke kan det, som børnene er vant til i mange uger efter operationen. Derfor er jeg meget bekymret for børnenes reaktion – og dermed også bekymret for, om børnene kan mærke mine bekymringer. Og jeg vil meget gerne høre dine tanker om følgende:
Hvordan fortæller jeg om operationen til vores datter? Hun er meget nervøs i den retning og græder instinktivt, hvis jeg slår mig. Hun har fået dræn af flere omgange og har det svært med læger, og hun har været rystende nervøs, de gange hun har skulle vaccineres.
Skal jeg forklare nøjagtigt, hvad der skal ske? Det her med mavemusklerne, der syes sammen er jo årsagen til, at jeg ikke kan bære hende (eller lillebror) cirka 8 uger efter operationen. Og på en eller anden måde synes jeg, det er vigtigt at afstemme med hende på forhånd.
Hun er en tænker, og hun er meget opmærksom på, at vi ikke går ...
... fra hende, at mor og far ikke skal skilles, og at vi ikke må dø. Så hun er meget optaget af de helt store tanker, og jeg er meget nervøs for at gøre hende bange.
Jeg skal opereres en onsdag og skal overnatte på hospitalet til torsdag. Her er storesøster og lillebror hjemme sammen med deres far.
Dagen efter kommer jeg hjem, og her henter mormor og morfar begge børn og har dem sovende til fredag. Mormor og morfar kan også godt have dem sovende fra fredag til lørdag, og det overvejer vi at sige ja til. Fordi jeg simpelthen ikke hverken kan eller må noget som helst de første dage. Og det er selvsagt umuligt at forstå for krammeglade unger på 5 ½ og 2 ½ år.
Skal vi fortælle hende på forhånd, at hun og lillebror skal sove hos mormor og morfar i to dage? Og skal vi forklare, at det er fordi jeg er blevet opereret? Jeg er også meget i tvivl om ordvalget – hun vil helt sikkert spørge ind til, om jeg skal skæres i maven, og hvis vi fortæller for meget, vil jeg være super nervøs for, at hun bekymrer sig for mig og måske får mareridt om det om natten?
Og hvad med timing? I hvor god tid skal vi tale med hende om det?
Når hun har skulle vaccineres, har vi prøvet først at tale med hende om det om morgenen på vej til lægen, og vi har prøvet at tale med hende om det 1 til 2 uger inden. Og hun lader til at være lige ked af begge dele.
På forhånd stort tak for din hjælp!
Kærlig hilsen
L
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Appetit
Børns appetit varierer meget. Nogle gange spiser barnet meget i løbet af en dag og andre gange betydeligt mindre.
Det er helt i orden, så længe barnet trives, er aktivt og hverken bliver for tyk eller tynd. Og som udgangspunkt må du tro på at dit barn har en naturlig evne til at spise, når de tilbydes mad og til at sige fra, hvis det ikke har behov for mere.
Når man ammer ved man aldrig hvor meget barnet egentlig får og her må man tro på at hvis der kommer noget ud...
Kræsenhed
Når barnet er kommet i gang med skemaden, så er det meget vigtigt at introducere så meget forskelligt af familiens mad som muligt.
Når barnet først er blevet 1 år, så er appetitten og lysten til at smage noget nyt ikke særlig stor.
Prøv altid at servere det samme for barnet som I selv spiser og se altid ud som om I nyder maden. Lad være med at vise barnet for meget interesse, men lad det spise uden at presse det.
I må respektere at der er noget mad,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Jeg har nu i over 3 år været medlem af din hjemmeside og har ALTID påskønnet dine gode og fornuftige råd omkring mine to børn. Selvom du aldrig har mødt mine børn, har du altid rådgivet mig som om du hele tiden har været en del af deres liv......
Du er klart den bedste og ærligste sundhedsplejerske jeg nogenside har stiftet bekendtskab med, og jeg vil altid sætte pris på dine gode råd, som har gjort min hverdag bedre og mindre skræmmende.
Endnu engang tusind tak.