Brev:
Raserianfald - 3 år, 4 mdr.
Kære Helen,
Jeg har desperat brug for dine gode råd og tips til at håndtere min 3årige datters raserianfald.
Hun har altid været en enormt mild, høflig og harmonisk pige og det er hun i for sig stadig, men ind i mellem bliver hun simpelthen så arrig, at der først kan skabes kontakt – sådan ægte – efter 15-20 minutter. Hun kan være i strålende humør og være mæt og udhvilet (to faktorer, der altid påvirker hende enormt meget), og som lyn fra en klar himmel kan hele hendes verden bryde helt sammen over et forkert placeret stykke kanelsukker på havregrøden, valg af den forkerte ske, eller forkert mængde væske i koppen. Mange af disse situationer afværges ved at jeg inddrager hende i rigtig mange processer og/eller giver hende valget mellem to ting, så hun kan føle, hun har medbestemmelse. Det er dog ikke altid nok, men det er hvad det er – det forventer jeg lidt af hendes alder; den der pernitne, på grænsen til OCD, tilgang til verden (er det helt forkert?).
Dér, hvor jeg synes, det er virkelig svært, er, når der sker skift. Fx er det at få overtøj på ALTID en tårevædet og skrigende affære – især hvis det er flyverdragt, hvilket det tit er, da vintrene er rigtig kolde, hvor vi bor. Hun kan teknisk set alting selv, men når jeg kan mærke, at det bliver/vil blive hårdt for hende, tilbyder jeg at hjælpe (nogle gange siger jeg noget i retning af ”Jeg kan se, det er lidt svært lige nu, så jeg hjælper dig” for at afhjælpe følelsen af afmagt), men det er sjældent problemfrit. ALT ”driller” hende, og hendes ”tissekone gør ondt”. Og netop den sidste udtalelse, er noget, hun har kørt frem i siden november, hvor jeg i starten blev enormt bekymret og hev alt tøjet af hende igen for at tjekke, om der var noget at se, hvilket der aldrig var.
Jeg fik hendes læge til at tjekke hende til hendes 3års undersøgelse, og hun sagde, at der intet var at se, hvilket har beroliget mig meget. Men hun fortsætter med at sige det HVER gang hun får tøj på, overtøj på, skal ud at lege, i det hele taget hver gang hun skal noget, hun ikke vil.
I aftes vågnede hun omkring midnat og kom ind til os i vores seng stille og roligt, men begyndte vredt at sparke dynen af os alle og nægte at lægge sig til at sove. Hun råbte, at ...
... hendes tissekone gjorde ondt og piskede sig selv så voldsomt op, at hun ikke kunne få ro på. Jeg sagde, at nu hjalp jeg hende ind i hendes egen seng, lagde mig med hende, hvilket også beroligede hende efter en lang stund, i hvilken hun blev ved med at sige det, nærmest messe det.
Jeg ved ikke, om det var en form for natterædsel (det har hun haft et par gange før i forbindelse med jetlag og store omvæltninger) eller hvad, men det gør ondt helt ind i sjælen, når hun siger sådan. Jeg er så rædselsslagen for, at der skal ske hende noget på den måde, og jeg ved ikke, om hun kan mærke den frygt og ”spiller” på den? Efter lægen afkræftede at der var noget, har jeg prøvet at nedtone det lidt ved at sige ”det er da træls, den gør ondt” eller ”det er jeg ked af. Hvordan kan det være?” Og hun tilføjer ofte, at en fra hendes preschool har ”poked” (altså prikket) til den. Hendes lærer, som også er hendes farmor, afkræfter, at der er sket noget derhenne, så jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal tro og hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, om det er hendes måde at prøve at undslippe situationer hun ikke har lyst til (for det er stort set altid dér, hun siger det), eller om der er noget endnu større problem forbundet med det...
Har du nogle gode ideer eller tanker? Og også til, hvordan jeg skal tackle hende i hendes raserifaser. Jeg prøver altid at forholde mig roligt, at ”rumme” hendes vrede og bare være klar til at kramme hende, når hun er klar. Men det kan ofte tage lang tid.
Det skal siges, at fordi jeg går hjemme med hende, og hun kun er i preschool 3 timer 4 gange ugentligt, så er det sjældent, vi skal skynde os, så jeg prøver altid at forberede hende på næste trin ved at sige ”når du er færdig med puslespillet, skal vi børste tænder” eller lignende, det har hun nemlig altid reageret rigtig godt på og virket som om hun havde brug for. Det fungerer oftest, men lige pludselig flejner hun, og det er dér jeg kommer til kort, for dagen bliver virkelig, virkelig lang, når det kan ske 10-15 gange på en dag...
Og endelig, er dette normalt, og hvor længe varer det, før vi er ovre denne fase?
Beklager det enormt lange brev med en lidt for forvirrende udredning :)
Mange hilsner,
En træt og frustreret mor...
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Faderskab
Et barn, der er født i Danmark, skal som udgangspunkt have registreret en far. Det er vigtigt, fordi barnet har ret til at kende sin biologiske baggrund, og fordi faderskabet giver både barnet og faren en række rettigheder og pligter.
Hvis I forældre er gift, så får faderen automatisk faderskabet. Hvis I forældre ikke er gift, så skal du ansøge om faderskabet - og det skal du gøre i forbindelse med barnets fødsel og inden for 4 uger. Hvis I ikke har anmeldt faderskabet inden for...
Reservebedste
En reservebedste er en ældre person, der gerne vil hjælpe småbørnsfamilier med at passe børnene, når de er syge, har brug for at blive hentet tidligt eller skal passes en dag, hvor forældrene skal i byen.
I nogle kommuner kan man søge om en reservebedste, hvis man er enlig og ikke har mulighed for at trække på sit netværk, men det er også muligt at søge en reservebedste privat.
Det kan være en rigtig god idé at have en reservebedste (M/K), som kan hjælpe i...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.