Svar: Raserianfald - 3 år, 4 mdr.

---

Kære trætte og frustrerede mor

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af din datter og alle dine tanker :)

Der er ingen tvivl om, at jeres datter gennem går en stor udvikling netop nu, og at du mærker reaktionerne på dette. Det lyder dog helt normalt og alderssvarende, det du fortæller, og det lyder også som om, at du tackler det ret godt i hverdagen.. det forhindrer dog ikke din datter i at bryde sammen, og her er det netop vigtigt, at du viser hende forståelse, empati, overskud... :)

Jeres datter er født med millioner af hjerneceller og forskellige dele i hjernen, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke optimalt endnu. Forbindelserne dannes netop i det samspil, som jeres datter oplever med jer forældre. Hvis hun bliver mødt med lydhørhed, kærlighed og positivitet - som du så fint forsøger - så skaber hun forbindelser i sin hjerne, som på sigt vil hjælpe hende med at beherske vrede, være venlig og i det hele taget finde ud af at møde en anden. Mødes hun derimod med manglende omsorg og uden emotionel nærhed, så vil hendes hjerne aktivere de celler og forbindelser der feks. styrer frygt, forsvar og angreb.

Det er helt naturligt, at hun i en alder af godt 3 år, stadig har svært ved at overskue for mange valg, eller skift i hverdagen og det er helt naturligt, at verden ofte bryder sammen for hende - også over ting, der i dine øjne virker som bagateller. Det kan f.eks. være sukkeret på havregrøden, som er forkert, eller at du giver hende den blå kop i stedet for den røde, eller at du skærer æblet ud i både og hun ville have haft det skrællet først... :)

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, og selvom jeres datter nu er blevet 3 år og kan rigtig mange ting selv, så er der stadig rigtig meget at lære og hendes hjerne er på mange måder stadig meget umoden. Samtidig brager hun lige nu igennem selvstændighedsalderen, hvilket betyder, at hun er igang med at finde ud af hvem hun selv er, hvordan hun påvirker andre og hvordan I påvirker hende. Og hu kan ikke gøre dette, hun kan ikke udvikle sig selv og blive sin egen lille person, uden at ville noget andet end jer. Derfor vil hun lige nu være meget "modsat" og sige mere nej, til det du gerne vil...

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen, der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen, og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Jeres datter er styret af sin mellemhjerne og forbindelserne til storhjernen og dermed hendes evne til at bevare roen, overblikket, finde en løsning, tænke sig om en ekstra gang osv. har hun ikke endnu. Det har I forældre, og I hjælper hende netop ved at vise hende det, som I gerne vil lære hende. Forbindelserne til storhjernen skabes ved, at I bruger jeres storhjerne i kontakten til hende...

Det hjælper hende også, at du nogle gange giver hende medbestemmelse og anerkender hendes lyst til selvstændighed, ligesom det kan hjælpe hende, at du nogle gange tilbyder din hjælp, når du kan se at det er svært, og at du prøver at forberede hende på, hvad der skal ske "når du er færdig med puslespillet skal vi børste tænder". Det er rigtig fint - og hendes anfald af fortvivlelse og afmagt ville være langt flere, hvis du ikke gjorde disse ting :) Så du skal ikke tro, at du gør noget forkert. Konflikter med børn i denne alder kan naturligt ikke altid undgås, og når de sker, så er det rigtig vigtigt, at man kommer igennem en konflikt på en god måde, hvor begge parter er okay efterfølgende og hvor man ikke bærer nag, men ...

---

---

... glemmer og kommer videre :)

Nogle gange - f.eks. når flyverdragten giver problemer, så kan det hjælpe at holde fokus på det, som skal ske efterfølgende, og som hun gerne vil. Du kan f.eks. sige "hvis du skynder dig med flyverdragten, så kan du komme ud og rutsje" eller du kan sige "skal jeg hjælpe dig med flyverdragten, så vi kan komme hurtigt hen på legepladsen".

Det er også vigtigt, at du hjælper hende med at være selvhjulpen, og anerkender hendes lyst til at kunne flere og flere ting selv - også selvom det er svært. Du kan lyne flyverdragten helt op, lægge den på gulvet, bede hende sætte sig og så guide hende igennem, - først det ene ben, så det andet ben, så rejser du dig op, så armene... osv. så hun hjælpes til at kunne selv, men med guidning fra dig :)

Med hensyn til "tissekonen gør ondt", så fortæller du, at du i starten blev meget bekymret over denne udtalelse, tog tøjet af din datter, og at du også har haft hende til lægen. Det forstår jeg godt - men - det lyder som om, at jeres datter har lært, at hun ved at sige dette har fået en særlig opmærksomhed, og en ekstra bekymring fra mor. Og det kan faktisk godt have været med til at forstærke behovet for at sige det. Hun er som sagt godt igang med at finde ud af, hvad det hun gør (og siger) gør ved andre...

Derfor er det rigtig godt, at du nu er begyndt at sige "det er da træls, at det gør ondt" eller "det er jeg ked af, hvordan kan det være?" eller lignende, så du ikke "kører med på det", men stadig lytter og anerkender. Du skal naturligvis være opmærksom på hendes udtalelser om, at andre børn har prikket til hendes tissekone.... At farmor eller de andre voksne i institutionen ikke har set det, behøver ikke betyde, at det ikke sker.

Det er helt naturligt, at børn i din datters alder og ældre leger "doktor-lege", hvor de rører ved sig selv og hinanden og udfordrer hinandens kroppe. Det er en naturlig del af deres udvikling, og det er vigtigt, at du ikke skaber en masse "drama" omkring det, men tager det stille og roligt. Det er ikke skyldigt eller skamfuldt, men naturligt for børn - ofte i 2-5 års alderen.

---

---

Prøv om du kan spørge lidt ind til det, når hun fortæller om det. Spørg om det er en god leg, om hun synes det er sjovt og rart. Om der er noget, som ikke er rart. Og sig f.eks. også "I skal lige huske, at man ikke må putte noget op i tissekonen" eller "det er vigtigt, at du siger "stop!", hvis det gør ondt, eller du ikke synes det er sjovt", "man skal ikke være med til noget, man ikke kan lide" og lignende. Så du også hjælper hende med at sige fra og lære at finde en grænse for, hvad der er behageligt for hende, og hvornår det måske går over hendes grænser.

Du skriver, at du er "rædselsslagen for, at der skal ske hende noget på den måde" - og det er rigtig vigtigt, at du tager det stille og roligt. Det er rigtig vigtigt, at du viser din datter, at det er noget, I kan tale om, og at det er helt okay og super godt, at hun kommer og fortæller dig om det - det vil jo netop give dig viden, hvis hendes grænser en dag overskrides, og hun vil også turde komme til dig og fortælle dig det, hvis det sker - netop fordi I normalt kan tale åbent, ærligt og stille og roligt om tingene :) Pas på ikke at overføre din egen blufærdighed eller din skræk for overgreb til din datter, som lige nu lyder til at være igang med en naturlig fase, hvor hun udforsker sin seksualitet og sit køn... Det er helt okay :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og jeg vil også anbefale dig lidt forskellige bøger, som måske kan hjælpe videre på vej :)

Det ene er min bog "Helens bog om børn og opdragelse", hvor du blandt andet kan læse om, hvordan I bedst kommer igennem de konflikter og udfordringer der naturligt kan være i hverdagen :)

Derudover kunne du måske have glæde af at læse bogen "Må vi lege doktor" af Anna Louise Stevnhøj... som giver et fint indblik i små børn og deres seksualitet.

Og også bogen "Fantastiske forældre" eller på engelsk "The Science of Parenting" af Margot Sunderland... der kan give et indblik i små børns hjernemæssige udvikling og hvordan vi bedst møder vores børn :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---