Brev:

Stadig bøvl med den juniorseng.

---

Kære Helen

Vi har brug for din hjælp til putning endnu en gang. Det gik jo ellers så godt, lige indtil vi var nødt til at flytte hende over i en juniorseng, fordi hun kravlede både ind og ud af tremmesengen. Siden da, har vi været nødt til at være hos hende hele tiden, for ellers står hun op, og vi bliver uvenner med hende, når vi skal ha hende tilbage i seng.

Det er lidt som om, at nogle af de råd vi kunne bruge i tremmesengen næsten virker modsat nu. Vi kan ikke gå fra hende, så nu leger hun i sengen i op mod 2 timer, mens vi prøver at få hende til at blive i sengen, og vi dermed fastholder hende i, at det godt må tage så lang tid.

Vi læser godnathistorie, men kan ikke få hende til at stoppe, så hun tager bare flere og flere bøger, og det er svært at få hende til at gå op i sengen – og hvis jeg løfter hende op i sengen, bliver hun vred og ked af det. Så rådet om, at hun ikke skal græde i sengen (og at vi tager hende op i stolen), ender bare med, at jeg sidder med et sprællende barn i lænestolen, som vil ned og lege.

Dit råd om at vente til hun er træt og kan sove indenfor 15 minutter har vi desværre aldrig kunne bruge – vi aner simpelthen ikke hvornår tidspunktet er (og det er der heller ingen andre der gør i familien). De eneste to dage (indenfor det sidste halve år) vi har været i nærheden af at se, at hun var træt om aftenen, var da hun ikke sov til middag (den ene dag sprang hun helt over, den anden sov hun en halv time i bilen). Så det bliver som regel noget med at vi kigger på klokken, og prøver omkring kl. ...

---

---

... 20/20.30.

Vores livline med at falde i søvn i bilen eller i barnevognen virker heller ikke mere. (bilen har vi KUN brugt, når vi kørte hjem fra familiefest eller andre ting, men selv efter 1½ time kl. 21 om aftenen, sover hun ikke)

Vi har været pressede i familien på det seneste pga. dødsfald, og det hjælper bestemt ikke at have et barn, der ikke vil sove før kl. 22, og som man så slæber op kl. 7, hvor hun er dødtræt. Hun sover til middag fra omkring kl. 12-14, og altid max 2 timer, så vækker vi/DP-mor hende.

Vi ser flere muligheder for nogle løsninger:
Skal hun droppe middagsluren (og hvordan?)?
Skal vi blive siddende og finde os i at hun leger, og hvad gør vi når hun står ud af sengen, og bliver ulykkelig, når vi bærer hende tilbage?
Skal vi lukke døren til værelset, så hun bare selv kan lege og gå i seng, men dog ikke gå ud af værelset?
Skal vi gå i seng sammen med hende i vores seng og så bare flytte hende ned når hun er faldet i søvn?
Eller kan du hjælpe med en fast køreplan: hvordan putter vi og hvordan kan vi gå fra hende?

Vi er godt klar over, at energien og overskuddet til at lave de store forandringer ikke er her denne gang, men vi har hårdt brug for en køreplan til, hvordan den gode putning ser ud, når nu hun ikke kan falde i søvn alene.

Det vil helt klart hjælpe på samvittigheden, når jeg nu hele tiden føler, at uanset hvad jeg gør, så er det med til at fastholde en dårlig vane og oplevelse af puttetid. Spørg endelig ind, hvis der er noget du tænker, at vi har glemt at gøre eller sige.

Mange hilsner
Mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---