Brev:

Bange for at sove - 14 mdr.

---

Kære Helen

Så er det blevet tid til endnu at benytte os af dine altid gode råd.

Vi kæmper i disse dage med en dreng, som bliver fuldstændig ulykkelig ved puttetid. Han har altid været meget nem at putte ved sengetid omkring kl. 19. Den sidste måneds tid er det dog blevet mere tydeligt, at han har lidt af noget der minder om seperationsangst. Han er blevet ked af det, når en af os har taget ham med ovenpå til putning, eller når den ene af os er gået ned efter bad. Han bliver på et kort øjeblik meget ulykkelig og kaster sig nærmest ud af armene på den ene for at komme over til den anden. Nogle dage er vi således begge blevet til putteseancen, og han er trygt faldet i søvn. Vi har ca. tre gange fået ham passet (inkl. putning) fra han var omring 11 måneder af dem, han har virket allermest tryg ved, og det er gået helt fint. Han har rejst sig op nogle gange, men ellers ikke beklaget sig. Han er endnu ikke startet i dagpleje, men gør det faktisk i næste uge.

I fredags blev han så for første gang passet af sin morfar, som han ikke kender helt ligeså godt som tidligere børnepassere. Det var gået ok. Han blev ikke ked af det, da vi sagde farvel og kørte afsted og var heller ikke blevet det efterfølgende. Men han havde været meget svær at putte. Min far havde taget ham op af sengen, når han blev ked af det og taget ham ind i vores seng med sin bamse og læst historie. Til sidst var han faldet i søvn og flyttet tilbage i sin seng. Et par timer efter var han vågnet med gråd, og min far havde igen kæmpet med at få ham til at falde til ro. Det var dog lykkedes efter et kvarters tid.

De efterfølgende dage har det været så hårdt at putte ham. Han bliver simpelthen så ulykkelig og nægter at komme ned i sin seng. Han græder, rejser af, strækker armene ud og græder videre, når han kommer op. Derudover viser han tegn til, at han vil ...

---

---

... nedenunder, hvor vi typisk er om dagen. Han er meget tydelig i sit kropssprog, og det er tydeligvis det eneste, han vil. I nat vågnede han to gange med gråd, hvor vi forsøgte at trøste. Hver gang viste han tegn til at ville nedenunder (ovenpå ligger kun vores soveværelser og badeværelse). Det endte med, at han efter megen gråd, faldt i søvn i mine arme og sov der resten af natten (hvilket han i øvrigt aldrig har kunnet før).

Her til aften tog vi den beslutning at flytte hans seng ind i vores soveværelser. Vi vil så gerne forsøge at gøre ham tryg og glad for sin seng og puttesituationen igen. Ligeså snart vi startede vores ritual, begyndte han at vise tegn til at ville ned og gå. Han løb lidt rundt om sig selv, forsøgte at åbne døren for at komme ud. Vi fik ham dog op i vores seng og læste historie (som er vores faste ritual). Da vi efterfølgende ville lægge ham over, blev han helt ulykkelig ligesom dagene før. Vi endte med at ligge og putte i sengen og synge, indtil han faldt i søvn i min arm, hvorefter jeg flyttede ham over. Han nåede at registere, at jeg lagde ham, men sov straks videre.

Vi er godt nok meget i tvivl om, hvordan vi bedst griber situationen an. Vi har aldrig oplevet nogen former for seperationsangst før. Vores søn er ekstremt selvstændig og selvkørende, men vi forsøger alligevel altid at stille os til rådighed for ham. Det er simpelthen så hårdt at opleve ham sådan her, og vi vil så gerne hjælpe ham bedst muligt. Det gør det absolut heller ikke nemmere, at han netop skal starte indkøring i dagplejen på mandag. Det føles som et frygteligt tidspunkt, selvom vi nu nok tror, at det vil gå fint. Han plejer ikke at græde, når han bliver passet, og han er ekstremt social og elsker børn omkring sig, så vi har faktisk glædet os lidt på hans vegne.

Håber du vil hjælpe os med dine tanker og gode råd.

Med venlig hilsen
M og S

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---