Svar: Stoppe amning
Hej med dig
Tak for dit brev og velkommen til :)
Der er ingen tvivl om, at amningen har været rigtig dejlig for både du og din dreng. I har nydt det meget, men det er også helt okay at sige, at nu er det slut. Og det er netop vigtigt, at du har hjertet med i dette og føler, at det er det rette at gøre nu. Det er vigtigt, at du ikke gør det "halvhjertet", hvis du forstår, hvad jeg mener :)
Jeres dreng skal ikke have hverken sut eller sutteflaske. Han har en alder nu, hvor han skal lære at sove uden at have noget i munden og uden at skulle drikke om natten. Det betyder dog ikke, at du fra den ene dag til den anden skal fjerne alt det trygge fra ham, for det vil naturligt være synd. Derfor kan det være helt okay, at I f.eks. stadig sover sammen, fordi han så stadig får masser af nærhed, tæt kontakt osv. og stadig kan mærke at du og far er der for ham - men du skal sove med en t-shirt eller lignende på, så der ikke længere er fri adgang til mælkebaren. Og det kan også være, at far skal tage over i nogle nætter og du skal sove et andet sted, det kan jeg komme tilbage til :)
Du kan ikke regne med, at jeres dreng siger fra med den alder han har. Han kan bibeholde amning de næste mange måneder til år, hvis han er glad for brystet og derfor er det en beslutning som du skal tage - at nu er det slut. Det vil naturligt ikke ske uden protester fra jeres drengs side. Han er jo vant til at få bryst, når han skal sove og er vant til at kunne søge brystet under søvn, når han har brug for hjælp til at komme videre i søvnen, og han forstår naturligt ikke, hvorfor du pludselig vil ændre på dette. Derfor vil han blive ked af det, frustreret osv. når du pludselig nægter ham brystet.
Det er generelt også bedst at trappe gradvist ud af amning, så du ammer mindre og mindre. Det giver din krop mulighed for at følge med, så du ikke pludselig står med mælkefyldte bryster, som ikke bliver tømt og derfor ender med brystbetændelse og lignende. Da du ammer op til 5-6 gange i døgnet, som jeg læser dit brev, så kan det derfor godt være, at du er nødt til at trappe ud over nogle dage. Så du f.eks. ikke længere ammer ham om dagen, men bibeholder amningen før han puttes om aftenen og evt. også bibeholder amningen sen aften - men stopper med at amme ham om natten. Det vil sige, at du går fra 5-6 amninger ned til 2 amninger nu.
Samtidig er det vigtigt, at du sikrer dig, at han får tilstrækkeligt med vand at drikke og at han også spiser godt. Det vil være rigtig godt, hvis han om aftenen kan tilbydes en godnatgrød, som en fast del af sit putteritual - og det vil også være rigtig godt, hvis han før grøden tilbydes et bad. Det vil være godt, hvis far kan være den, som giver ham bad, godnatgrød, børster tænder osv. og du først derefter sætter dig og ammer ham og putter ham. Jo mere far kan gøre alt det, som leder op til putning, jo lettere vil far kunne tage over, når du stopper helt med at amme.
Det vil også være rigtig godt, hvis I kan indføre et nyt putteritual med putteklud, bamse, bestemte kærtegn, godnatsang osv. så dette tager mere og mere over. Det handler om at skabe nogle rutiner, som gør jeres dreng helt tryg ved at sove - og som stille og ...
... roligt erstatter brystet. Alt vil være som det plejer at være, eneste forskel vil være, at han ikke længere ammes. Han får bad, godnatgrød, får børstet tænder, puttes med putteklud, kærtegn, godnatsang osv. som han plejer - men uden bryst.
Mit forslag til en aftenrytme ser således ud:
Aften 18: Aftensmad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. og gøres klar til natten - af far.
Tilbydes en godnatgrød ca 19.30, vand eller lidt letmælk af en kop. Får derefter børstet tænder. Begge dele gøres af far.
Puttes til natten ca kl 20 - lige nu af mor - og du ammer ham og putter ham fra dig, uden at han falder i søvn med brystet i munden.
Sen aften 23-24: Du ammer ham, men forsøger at gøre dette kortvarigt, lirker brystet ud, så han hjælpes til ro, men ikke fylder sig med mælk.
Derudover skal han ikke ammes - ikke om dagen og ikke om natten. Her må du i stedet tilbyde ham noget at spise, vand af kop, aktivere ham, aflede ham med leg, underholdning osv. Det er slut med amningerne her.
Det kan som sagt være nødvendigt, at du i nogle nætter sover et andet sted efter amningen midnat, så far tager helt over her. Det betyder, at far kan lægge sig sammen med jeres dreng, give ham nærhed, tæt kontakt, putte med ham osv. men mor er der ikke til at amme, så det er nu udelukket.
Når jeres dreng har sovet uden brystet om natten i ca 3 nætter, så kan du stoppe amningen sen aften, så han kun ammes før putning om aftenen. Det vil sige, at far tager over, når du har puttet jeres dreng. Alt efter hvordan det går, så kan du stille og roligt forsøge at springe amningen før putning om aftenen helt over.
Det er vigtigt, at du bevidst arbejder på, at han skal slippe brystet før han sover - de to gange du ammer ham nu (aften og sen aften), så han vænnes til ikke at falde i søvn med brystet i munden, men lige når at registrere, at brystet er væk. Hvis du ligger ned og ammer, så skal det helst være sådan, at han dier, slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover.
Så for at opsummere:
Amningerne om dagen og natten fjernes med det samme. I stedet erstattes med vand af kop, lidt at spise, der afledes med leg, underholdning, obs på verden osv.
Der indføres bad, klargøring til natten og godnatgrød om aftenen - dette gøres af far.
Amningerne aften og sen aften bibeholdes, men amningen sen aften gøres kortvarig, så du trækker brystet til dig og afkorter amningen mere og mere. Når han ammes om aftenen er det vigtigt, at han ikke falder i søvn med brystet, men når at registrere at brystet fjernes.
Der indføres kærtegn, putteklud, bamse, godnatsang og lignende, som stille og roligt tager mere og mere over og erstatter når amningen fjernes helt.
Far starter evt. med at tage over om natten efter midnat, hvor mor sover et andet sted. Og når jeres dreng begynder at kunne undvære amningen sen aften, så kan far tage over lidt tidligere - og gradvist trappes så også ud af amningen før putning.
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med projekt ammestop :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Reagensglasbefrugtning, IVF og ICSI
Reagensglasbefrugtning er en fertilitetsbehandling, som bruges hvis insemination ikke er lykkes 3 gange, hvis manden har stærkt nedsat sædkvalitet eller hvis kvinden har ødelagte æggeledere.
Det er en behandling for selve undfangelsen sker uden for kroppen - i et reagensglas.
- Man stimulerer kvindens æggestokke med en kraftig hormonbehandling, der modner op til 10-12 æg på en gang. Disse tages ud, et indgreb der foregår under under lokalbedøvelse.
Navle
Hos det nyfødte barn sidder stadig en rest fra navlestrengen, som vil falde af, af sig selv, når barnet er mellem ca. 5 dage og tre uger gammelt. Det er normalt at det kan bløde fra navlen i denne periode og det kan også lugte fra navlen, da det er en forrådningsproces der sker.
Du skal være opmærksom på at navlen ikke begynder at lugte for meget, da det kan være tegn på infektion. Hvis navlen lugter gennem barnets tøj, er det for meget. Hvis der er rødme omkring navlen, kan...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar til min ældste søn og hans spørgsmål om ’bierne og blomsterne’. Vi har læst et par bøger sammen, han grinede rigtig meget … men fik stillet sin nysgerrighed!
Det var en rigtig god idé at læse bøger sammen, for du har jo fuldstændig ret: Det kan være grænseoverskridende for både barn og voksen af snakke om den slags sammen, mens en bog oplyser nøgternt og godt. Intimsfæren bevares intakt, genialt!

