Svar: Bliver meget frustreret

---

Kære mor

Tak for dit brev :)

Der er ingen tvivl om, at jeres dreng lige nu gennemgår en stor udvikling - og for mange forældre er 2 års alderen en lidt svær tid. Jeres dreng brager lige nu igennem selvstændighedsfasen, og det er en alder, som kræver stor omsorg, forståelse og støtte.

Der er så meget jeres dreng gerne vil, ting han gerne vil prøve, øve sig på, lykkes med - men der er stadig mange ting, som han naturligt ikke mestrer. Og når noget ikke vil, som han gerne vil, eller når I stopper ham i noget, siger nej osv. så bliver han naturligt frustreret - og han får det man kalder for et fortvivlelsesanfald. Det sker ofte over ting, der i vores voksne øjne virker som bagateller, men for ham får det hele verden til at bryde sammen. Det kan være maden, der falder af gaflen, eller at du giver ham et æble, der er skrællet, og han ville have haft det skåret i både, eller det kan være skoene som driller ham, eller at du synes det er tid til at skifte ble eller ligende.

Når børn får anfald af fortvivlelse, så er de ikke i stand til at lytte eller tale. De kan kun give udtryk for deres følelser rent fysisk - og følelserne kommer ud via fysiske handlinger, ved at han falder om på gulvet, sparker, råber, kaster sig rundt, banker hovedet i gulvet osv. Alle hans følelser, frustrationer og fortvivlelse kommer ud på denne måde.

Selvom hans sprog udvikler sig rigtig godt nu, så vil han naturligt ikke kunne sætte ord på, hvorfor han synes ting er svære, hvorfor han bliver så ked af det og fortvivlet - og han kan heller ikke finde ud af at lytte til dig, når han har det sådan. Det betyder dog ikke, at du ikke skal berolige ham, for det er netop vigtigt at han mærker din ro, kan spejle sig i din ro. Det er vigtigt, at han fornemmer, at du forstår ham, at du forstår, at det er svært for ham og at det er okay, at han har det, som han har det.

Det er meget vigtigt, at du sørger for, at han ikke yder skade på sig selv, og derfor vil du nogle gange være nødt til at flytte på ham, eller du kan give ham en pude under hovedet eller lignende, så han ikke får lov til at banke sit hoved hårdt i gulvet. At han bliver vred, frustreret, ked af det, fortvivlet betyder ikke, at du skal give ham hans vilje, og at det skal være, som han gerne vil - hvis du har sagt nej og mener nej, så må du naturligvis gerne holde fast i dette, men det er vigtigt, at du lytter til ham og forsøger at rumme den frustration, som naturligt kommer, når han mærker, at du vil noget andet end han vil. Det vil være rigtig godt, hvis du forsøger at være hos ham, taler beroligende til ham, viser dig tilgængelig og f.eks. siger "sååå skat, blive du bare så ked af det", "det er også dumt med de sko, øv" osv. så han hører at du forstår ham. Og også så han mærker, at du kan rumme ham, bevare roen, selvom han selv har svært ved det.

Jo mere du kan bevare roen, anerkende hans følelser og lade ham mærke, at det er okay, at han nogle gange synes ting er svære, jo mere hjælper du ham selv til på sigt at kunne bevare roen - så han på sigt lærer at tackle sine frustrationer, uden at gøre sig selv ondt :) Hvis du derimod bliver sur på ham, kalder ham hysterisk, og f.eks. siger "hold op med at skabe dig" eller går fra ham og ikke hjælper ham til fysisk at holde sammen på sig selv, så hjælper du ham ikke på sigt, tværimod.

Med hensyn til at bide, så lyder det ret voldsomt, hvis jeres dreng jævnligt kommer hjem fra dagplejen med bidemærker. Det er naturligt svært at være forældre til et barn, som bider andre - men det er bestemt også svært at være forældre til det barn, som bliver bidt.

Der er mange grunde til, at børn bider, og det er meget vigtigt, at dagplejer ved nok om, hvordan hun skal skille børnene ad, når det sker - ligesom det er meget vigtigt, at hun ved, hvordan hun kan forebygge, at det sker... Jo flere gange det får lov til at ske, jo værre ...

---

---

... vil det ofte blive. Det samme kan ske, hvis hun reagerer meget voldsomt med at skælde ud, råbe højt osv. når det sker - det kan også forstærke problemet.

Det er vigtigt at finde ud af, hvornår bideriet sker - altså i hvilke situationer bider det andet barn jeres dreng:

Det kan være på grund af vrede. At de f.eks. slås om noget legetøj, eller det kan være "opsparet vrede" over længere tid, som løber af med barnet.

Det kan være på grund af forsvar. Det kan være situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krop og bider i en form for angst "jeg kan ikke komme væk".

Det kan være, fordi der ikke bliver lyttet. At dagplejer måske ikke lytter til drengene og barnet som bider føler måske, at det er nødt til at gøre opmærksom på sig selv på denne måde.

Det kan være den erfaring barnet har med sig - at barnet har lært, at hvis det bider, så får det en bestemt reaktion, som barnet så søger.

Det kan være en rolle, som barnet har fået - altså rollen som den der bider. Dette kan ske, hvis der f.eks. skældes meget ud i situationen...

---

---

Det bedste dagplejer kan gøre er at forhindre bideriet. Når der er et eller flere børn i dagplejen, som har tendens til at bide, så er man nødt til at holde børnene under tæt opsyn og gribe ind, før det sker. Det er derfor meget vigtigt, at man finder ud af, i hvilket situationer det sker - så man netop har mulighed for at gribe ind.

Det er meget vigtigt, at man får stoppet situationen, drejet børnenes opmærksomhed væk, afledt dem, guidet dem osv. så man undgår at den ene forløber sig. Det er meget vigtigt, at hjælpe børnene med at mægle i konflikter, så når de mangler ord, så er der en voksen som hjælper dem med at sætte ord på og netop løse konflikten med ord og uden at bide eller på anden måde reagere fysisk.

Jeres dreng er for lille til selv at kunne sige "NEJ" og "STOP" i disse situationer, og de andre børn for små til at kunne lytte til dette og rent faktisk stoppe, selvom han siger stop.. følelserne løber af med dem. Men han (og de andre børn) lærer det af at vi hjælper dem med at udtrykke sig verbalt, når de har konflikter eller vi kan fornemme, at der er ved at opstå en konflikt.

Alle dagplejere har mulighed for at kontakte en tilsynsførende pædagog/pædagogisk konsulent, og det vil jeg anbefale at jeres dagplejer gør. Det vil være rigtig godt, at der kommer en pædagog og er med til at observere, hvad der sker børnenes imellem, og som kan tale med dagplejer om, hvordan hun kan håndtere forskellige situationer mest hensigtmæssigt, så jeres dreng ikke længere skal komme hjem med bidemærker forskellige steder.

Det er meget vigtigt, at han får trøst, når det sker, så hans følelser bliver anerkendt, og så det barn, som bider, hører, at det her er ikke rart. Det er vigtigt, at dagplejer til jeres søn f.eks. siger "AV, det gør ondt, man må ikke bide" og puster på det, trøster, beroliger osv. Og til det barn som bider kan hun f.eks. sige "Åh, du kom til at bide, AV, næste gang skal du sige stop" eller lignende. Det er vigtigt, at begge børn hører, at det er forkert at bide og lærer, at man ikke skal gøre noget ved andre, som ikke er rart. Og det er som sagt vigtigt, at jeres dreng ikke bare sidder og græder for sig selv og ingen hjælper ham med at sige fra, ligesom han naturligt skal trøstes, for det gør jo ondt, og det er naturligt grænseoverskridende for ham at blive bidt igen og igen...

Derfor tænker jeg, at jeres dagplejekonsulent skal på banen nu - det er jo noget, som har stået på igennem længere tid, og det lyder ikke som noget, dagplejer selv kan løse, hvilket naturligvis er helt okay - det er jo derfor at dagplejekonsulenten er der. Jeres dagplejer kan tage kontakt, eller I kan som forældre tage kontakt til dagplejekonsulenten - enten via telefon eller email :)

Rigtig meget held og lykke fortsat - håber du kan bruge ovenstående lidt videre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---