Brev:
Spisevaner - kræsenhed
Kære Helen,
Jeg vender lige tilbage med et spørgsmål, jeg før har haft lidt oppe at vende med dig. Selvom jeg har forsøgt at følge dine råd fra før, er der bare ingen særlig ændring sket siden sidst, så jeg er ved at være lidt bekymret og frustreret over situationen.
Det drejer sig om min datter A´s spisevaner, eller mere konkret hendes kræsenhed. Jeg ved godt, der er forskel på neofobi og kræsenhed, men jeg tror efterhånden godt jeg kan kende forskel på de to, og jeg tror hun kombinerer de to på smuk vis ;) Hun spiser nærmest intet nyt, men er trods alt blevet bedre til at smage på nye ting – mest herhjemme og kun hvis overskuddet er til det.
Det har jeg for så vidt intet problem med, så det tager vi med ophøjet ro som det kommer. Jeg tilbyder hende altid lige at smage, og hvis hun siger nej, så siger jeg enten ”det er bare i orden, jeg er sikker på du vil smage en anden gang” eller ”det er rigtigt, at du måske ikke kan lide det, men det kunne også være, det var vildt lækkert” – alt afhængigt af, hvad jeg tror hendes humør kan bære :) Men jeg presser ikke videre på.
Dér, hvor jeg er bekymret og frustreret, er mere i forhold til alt det andet mad; det mad, som serveres ofte; som, jeg ved, hun før har kunnet lide; som hun kan lide andre steder. Hun er bare ikke vild med særlig meget og spiser meget få ting, og jeg er bekymret for, om hun får NOK mad men især om hun spiser varieret nok. Henne i børnehaven siger de, at hun ikke spiser særlig meget, og hendes aftensmåltider er minimalt små, hvilket resulterer i, at hun vågner meget tidligt op og er for sulten til at falde i søvn igen, så det er begyndt også at påvirke hendes søvn. Dét synes jeg er lidt bekymrende.
Hun er en ret slank pige efterhånden (alt hvalpefedtet er væk og hendes søde tumlingemave er næsten væk), men jeg tænker ikke umiddelbart, at hun er bekymrende tynd eller på anden vis er bekymret for hendes trivsel og næring. Så det er hovedsageligt, fordi jeg godt synes hun må spise mere varieret, og fordi (og ja, det er min voksne tapas-hygge-mentalitet, der kommer ind over) jeg synes det er ærgerligt med al den spændende mad og medfølgende hygge, hun går glip af. Og som jeg også går glip af i forsøget på at lave mad, som rammer os begge (vi er stadig kun os to et par måneder endnu, indtil hendes far kommer til landet).
Jeg nægter simpelthen at lave specialretter til hende, men vil omvendt heller ikke lave noget, jeg ved, hun decideret ikke kan fordrage. Så i stedet laver jeg meget retter, der har flere elementer, så hun kan vælge de dele, hun helst vil have – fx. er der altid pasta eller pitabrød på bordet som et element, fordi jeg ved, hun vil spise lidt af det. Så vælger hun gerne revet ost på og lidt gulerod, peberfrugt eller agurk, og så er det hendes ret. Selv hvis der er tunsalat (som hun elsker) på bordet til fx pitabrød, så fravælger hun det og nøjes med ost og gulerod...
Altså, jeg var selv enormt kræsen som barn og spiser i dag stort set alt, men A kan slet ikke lide: kartofler (i alle afskygninger), ris, quinoa, leverpostej, sovs, kødsovse, gryderetter, pizza, rejer, tilberedte grøntsager, supper og er ikke synderligt begejstret for frikadeller o.l.
Til gengæld elsker hun: rugbrød, makrel, torskerogn, hummus, havregryn, gnavegrønt (mest agurk, gulerod, ...
... peberfrugt), spaghetti med revet ost, pitabrød, røget laks, regulære stykker kød som lam og oksemørbrad, nogle gange farsbrød og til tider hamburgerryg og spegepølse. Hun kan godt lide frugt, men spiser det helst kun i børnehaven.
Jeg prøver ofte at inddrage hende i madlavningen, men det kuldsejler ofte, når jeg beder hende vaske hænder, for det gider hun ikke. Men NÅR det lykkes, er det SÅ hyggeligt, og vi nyder det begge, og hun vokser tydeligt så meget af opgaven. Det ændrer ikke meget på, hvad hun spiser ved bordet, og hun smager ikke meget på det, vi laver, men der kommer en god stemning omkring maden, og det synes jeg er vigtigt og dejligt. Og ved bordet hygger vi oftest og lytter til dæmpet musik imens og snakker om dagen der gik. Jeg gør meget ud af at sidde med hende hele tiden, så der både er et godt eksempel, men også så det er hyggeligt at blive siddende.
Hvis hun er færdig før mig, så får hun for tiden lov til at sidde og tegne lidt ved bordet; jeg tænker, at hun så stadig får samværet og hyggen VED bordet frem for at sidde et andet sted, og så kunne det jo være, den ensomme efterladte agurk på tallerkenen så fristende ud efter lidt tid. Er det en dum tilgang? Det er ikke noget, vi gør hver dag, nogle gange får hun lov at gå helt fra bordet, andre gange venter vi lige på hinanden, hvis jeg kun har et par bidder tilbage...
Til morgenmad spiser hun oftest havregryn med rosiner og mælk eller havregrød med kokosolie blandet i og kanelsukker ovenpå (hun vil ikke have æble ovenpå mere).
Når hun kommer hjem om eftermiddagen får hun enten en smoothie, lidt frugt eller nødder, eller noget hummus og gnavegrønt. Nogle gange en grovbolle.
Til aftensmad spiser hun nogle dage kun 5 skiver agurk i meget små bidder, inden hun annoncerer, at hun er færdig. Hvis jeg så spørger, om hun er færdig, fordi hun er mæt, eller fordi hun ikke er så vild med maden, siger hun oftest, det er fordi hun er helt mæt... De dage vi får rugbrød til aftensmad, spiser hun rask væk 2 hele og en masse gnavegrønt.
Slik og søde sager kører vi ikke voldsomt frem i – det er en vild uge, hvis hun få lov til at vælge 5 stykker bland-selv slik, får et stykke mørkt chokolade eller en lille is. Vi kan bage en kage sammen, men hun er faktisk ikke vild med at spise det, medmindre vi bager småkager.
Det skal også nævnes, at vi spiser normalt ved en 17.40-18.00tiden, og så gør vi klar til at komme i seng, så hun ligger der kl 19.00. Det gør det svært at få tid til et godnatmåltid. Har du et forslag til de dage, hvor hun ikke spiser så meget? Normalt skal hun vækkes lidt over 6.00 for at nå ud af døren kl 7, men de sidste dage er hun selv vågnet omkring kl 5 og er sulten. Er det nok søvn? Jeg synes ikke rigtig hendes overskud strækker så langt for tiden nemlig...
Hvad tænker du om dette? Er det normalt? Er der noget, der vækker bekymring hos dig? Har du nogle forslag til tiltag, jeg kan gøre for at udvide hendes (eller mine! :) ) madhorisonter? Har du nogle forslag til kogebøger TIL børn - ikke bare dem med mad til børn, men hvor målgruppen er børn – lidt ligesom Mickey´s kogebog e.l., men med sundere og spændende mad i (jeg har kigget den igennem, og med min viden lige nu vil hun kun kunne lide pandekagerne...)
På forhånd tak for dine altid kyndige råd,
Mor til A.
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Appetit
Børns appetit varierer meget. Nogle gange spiser barnet meget i løbet af en dag og andre gange betydeligt mindre.
Det er helt i orden, så længe barnet trives, er aktivt og hverken bliver for tyk eller tynd. Og som udgangspunkt må du tro på at dit barn har en naturlig evne til at spise, når de tilbydes mad og til at sige fra, hvis det ikke har behov for mere.
Når man ammer ved man aldrig hvor meget barnet egentlig får og her må man tro på at hvis der kommer noget ud...
Efterfødselsreaktion
Både mænd og kvinder kan få en efterfødselsreaktion - i Danmark rammes ca. 10-15% af nybagte mødre af en fødselsdepression, og ca. 7% af mændene får en depression i forbindelse med at blive far. Faktisk mener man at tallet for fædre kan være betydeligt højere, måske endda højere end antallet af kvinder der rammes.
Nogle af symptomerne kan være ens for både mænd og kvinder - begge køn kan f.eks. føle skyld, selvbebrejdelse, håbløshed og en følelse af ikke at være en god nok...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.