Brev:

Opdragelse - nye udfordringer

---

Kære Helen.

Vi har en dejlig, sjov og kvik dreng på 2 år og 6 måneder, som trives godt hjemme og i vuggestuen. Den sidste måned har selvfølgelig været lidt særlig grundet Covid-19, men overordnet set har vi hygget os rigtig meget med daglige ture ud i naturen og en masse kvalitetstid. Nu skal han starte i vuggestue igen i næste uge, og det synes vi forældre er fint, og vi tror også, at han vil have godt af at komme tilbage til sin hverdag med kammeraterne.

Vores spørgsmål går på, hvordan vi bedst muligt håndterer nogle lidt nyere udfordringer. De sidste 14 dage har han virket mere vred end tidligere. Det er som om, at han hurtigere bliver vred. Han har – ud over at være en utrolig sød og sjov og social dreng – altid haft meget temperament, men det er begyndt at komme til udtryk ved, at han slår os og kaster med sit legetøj. Det sker stort set dagligt nu, at han modsætter sig noget, han skal, ved at blive irriteret og fysisk udfarende/destruktiv. Det skal siges, at vi aldrig har oplevet ham slå andre børn (eller voksne) og ikke har hørt noget fra vuggestuen. Han virker modsat mild og meget tilpasningsdygtig i selskab med andre, så det er for os tydeligt, at det handler om os og om vores relation.

Vi synes selv, at vi er ret tydelige i vores grænsesætning, og vi siger fra på en tydelig måde, når han slår eller kaster med legetøj. Han virker ligeglad med vores grænser, og ofte griner han bare. Hvis det spidser til kan han blive utrolig stædig og vred og giver sig ikke, hvorfor vi virkelig prøver at undgå at komme ud i et "stand ...

---

---

... off" med ham, men prøver at distrahere ham eller skabe alternativer. Han siger ofte "jeg må gerne slå" eller "jeg er nødt til at kaste med det". Dagligt tømmer han sit glas med vand/mælk ud over bordet pludseligt, og vi har svært ved at lure, om det handler om en form for 'nysgerrighed' i forhold til, hvad der vil ske, eller om det er en handling i trods. Det føles for os mere og mere frustrerende for hver gang, og hvor vi i starten blev vrede og bad ham gå fra bordet, forsøger vi nu mere roligt at sige, at det må han ikke, det er trælst osv., men uden at hæve stemmen.

Det er som om, han kommer i en tilstand af irritation og vrede. Han brummer ligesom surt og siger ofte også direkte, at han er sur på os eller vred. Nogle gange bliver vi så frustrede, at vi bliver vrede, og det hjælper helt sikkert aldrig, men ofte håndterer vi det egentlig stille og roligt. Vi siger fx, at det er okay, at han er vred eller ked af det, og at han gerne må synes, at vi er dumme eller lignende i et forsøg på at vise ham, at alle følelser er okay.

Det er jo tydeligt at han prøver vores grænser af, men vores spørgsmål til dig er, om du har nogle gode tips til, hvad vi kan gøre og eventuelt gøre anderledes? Vi har virkelig hårdt brug for ikke at lade ham køre os over og vide, at vi skaber grobunden for en god og fast ramme for ham, men uden at overfuse ham eller gøre ham utryg. Vi har i den grad brug for, at han ved at det er os, der bestemmer, men også at hans følelser er helt okay, så længe han ikke slår eller smider med ting.

Kærlig hilsen
mødrene

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---