Brev:

Nægter at holde i hånd

---

Hej Helen,

Her kommer spørgsmål nummer to!

Johanne lærte først at gå selvstændigt da hun var 17 måneder. I mange måneder før det kunne hun gå, hvis hun fik lov at holde i en finger. Vi havde hende til en kiropraktor som fandt relativt svære låsninger i nakke og lænd, og efter 2 behandlinger begyndte hun at gå selv. Selvstændigheden er helt tydeligt vidunderlig for hende, og hun går og går og går. Fra hun tog sit første selvstændige skridt, gik der meget kort tid før hun kunne gå lange distancer – måske fordi hun jo faktisk havde gået længe, bare med lidt hjælp til balancen. Nu antager folk der møder hende, at hun begyndte at gå tidligt, fordi hun er så sikker på benene. Skønt!

Problemet er, at hun simpelthen ikke vil forstyrres i sin gang! Nøj, hvor bliver hun vred når vi insisterer på at hun skal holde i hånd! Min teori er, at det hænger sammen med at hun så længe følte at hun var nødt til at holde os i hånden for at kunne gå, og nu er hun endelig fri! Hun sætter sig ned på jorden og græder, og nægter at gå videre. Hun bliver rigtig ulykkelig over det. Så kommer hun naturligvis op, både for at blive trøstet, og fordi vi jo skal videre. Hun er en viljestærk lille pige, og hun er meget god til at give udtryk for sin utilfredshed. Hun bliver ikke bare ked eller sur over ikke at få sin vilje, hun bliver ULYKKELIG.

Jeg er helt med på at det er fortvivlelsesanfald og helt normalt, men jeg nævner det fordi det hører med til historien, at hun ikke bare sådan lige kommer sig over sin utilfredshed over at skulle holde i hånd, og så er videre igen. Hun skal op og trøstes, og så vil hun være der, og hvis man sætter hende ned igen, eller sætter hende i klapvognen, så får man igen meget tydeligt at vide, at det absolut ikke var det hun ville! Så det er svært at lære hende at ”Hvis du ikke vil holde i hånd bliver du båret, men du må gerne komme ned igen hvis du holder os i hånden”, når hun faktisk ikke er interesseret i at komme ned igen.

Selvom jeg synes at hun efterhånden forstår rigtig meget af det vi siger, føler jeg heller ikke at hun helt ville forstå sådan en instruktion, selv hvis hun faktisk var interesseret i at komme ned igen.

Vi bor desværre lige ud til en stor og trafikeret vej, så jeg synes jo faktisk at hun er nødt til at holde i hånden hele tiden når vi går der. Jeg ville jo ønske for hende, at det kun gjaldt når vi skulle over vejen, men jeg er simpelthen ikke tryg ved at lade hende gå ”alene” der. Hun synes jo at biler er rigtig spændende, og forstår selvfølgelig ikke at de er farlige.

Jeg har naturligvis selv gjort mig nogle overvejelser ...

---

---

... om hvilke muligheder vi har, og jeg håber på at du vil give mig dine tanker med. Min fantasi rækker til at vi kan:

1. Droppe gåturene og køre hende i klapvognen indtil hendes sprog rækker til at vi kan forklare hende at hun skal holde i hånd hvis hun vil gå selv, og ellers bliver hun båret/kommer i klapvognen, eller indtil hun på et tidspunkt stopper med at blive helt så fortvivlet. Det ville jeg synes var rigtig ærgerligt, dels fordi jeg jo tænker det er sundest for hende at gå, og dels fordi hun ikke sådan rigtig er fan af sin klapvogn. Det ender i skrig og skrål hvis hun skal sidde i den for længe, så det ville være dejligt for alle hvis hun ind imellem kunne komme ud af den, og bruge sine ben.

2. Købe en strop som hun kan holde fast i, og som enten kan blive spændt på klapvognen, eller jeg kan holde. Det lyder jo umiddelbart appellerende, men da vi som nævnt bor et meget trafikeret sted, er jeg ikke sikker på at jeg vil følge mig tryg ved det. Hun kan jo give slip på den, og sæt nu jeg kiggede væk fra hende det sekund hun gjorde det! Jeg skal jo orientere mig om vores omgivelser, og selvom jeg helst ville holde øje med hende hele tiden, er jeg jo i praksis nødt til at kigge op/til siden en gang imellem.

3. Købe en gåsele. Jeg har faktisk ikke noget værdimæssigt imod gåseler. Jeg forstår at nogen synes det er at behandle sine børn som dyr, og jeg kan da også sagtens se symbolikken, men jeg er ikke enig i den betragtning. Hvor jeg ikke har et problem med symbolikken i en gåsele, er jeg til gengæld usikker på om det er uhensigtsmæssigt i forhold til, at hun jo før eller siden SKAL lære at holde i hånd.

Kunne jeg give hende gåsele på, og så insistere på at hun skal holde i hånd hvis vi skal over vejen, men ellers lade hende gå selv? Eller er det vigtigt at jeg agerer som om hun ikke har den på, så den i virkeligheden kun fungerer som en sikkerhedsmæssig foranstaltning hvis hun giver slip på min hånd og løber ud på vejen? Så hjælper den jo ikke ret meget på problemet. Kunne man kombinere gåsele med en strop på klapvognen som hun skal holde fast i, så det ikke ender i en katastrofe hvis hun giver slip? eller bliver det simpelthen for mange redskaber?

Helen, jeg aner ikke mine levende råd, og jeg er enormt meget i tvivl om hvor meget man egentlig skal lade dem gå selv. Jeg synes jo der er farer over alt, også når vi kommer væk fra den store vej, men omvendt kan jeg virkelig godt forstå at hun synes det er rigtig træls altid at skulle gå med armen i vejret, og aldrig at måtte styre det selv.

Jeg håber du kan hjælpe!

Med venlig hilsen
Johannes mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---