Svar: Fortsat mange opvågninger
Kære Linda
Tak for dit brev - og hold da op, sikke en forandring hos jer :) Jeg skal love for, at I har arbejdet rigtig meget med at få skabt nye søvnassociationer, det er virkelig godt gået!
Det er super godt, at I er kommet ud af slyngevuggen med motor, så jeres dreng nu faktisk er vænnet fra at skulle være i konstant bevægelse hele tiden for at kunne sove. Det er helt okay, at I lige nu bruger bedrockers til at lulle ham ind i søvnen, men på sigt skal I forsøge også at minimere behovet for denne bevægelse, så han gradvist lærer at sove i en stillestående seng - men et skridt af gangen :)
Det er også rigtig godt, at han nu kan puttes uden brystet - både om dagen, hvor far passer ham - og faktisk også om aftenen, når du er hjemme og efter amning putter ham i seng. Det er ligesom det skal være :) Og det er helt okay, at han stadig har brug for en amning omkring kl 02. De fleste børn vil i 10-12 måneders alderen trives med to amninger i døgnet, og selvom han får mme af kop før sin middagslur, så kan det godt være, at han stadig har brug for en ekstra amning hos dig om natten.
Når det så er sagt, så er det naturligvis vigtigt at sikre, at han ikke vågner, fordi han reelt er sulten eller tørstig - og jeres dagsplan ser meget fin og alderssvarende ud, dog kunne det være en god idé, hvis I kunne indføre en aftenrytme med et bad og en efterfølgende godnatgrød. Mit forslag til en aftenrytme kunne se således ud:
Aften 17.30-18: Aftensmad, spiser det samme som jer - kød, fisk, grøntsager, bulgur, kartofler, pasta, ris, sovs osv. Der skal være mad i stykker og også stadig moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, får lidt babymassage osv. og gøres klar til natten.
Tilbydes en godnatgrød ca. kl 18.45-19 - det kan være en grovere grød som havregrød, mysligrød, flerkornsgrød. Vand (eller mme) af kop. Får derefter børstet tænder
Ammes og puttes til natten 19-19.30 som nu.
Når jeg anbefaler bad og godnatgrød om aftenen, så er det fordi jeres dreng har en alder, hvor han godt kan have en stor motorisk uro i kroppen. Det er rigtig svært for ham at ligge stille, han karter rundt i sengen, får sig lagt i stillinger, som han endnu ikke mestrer at komme væk fra. Lægger sig måske op i kravlestilling og ligger på alle fire og rokker frustreret frem og tilbage, og her har han brug for jeres hjælp til at blive lagt rigtigt ned igen.
Badet efterfulgt af god frottering med håndklædet, blive smurt med lidt creme og få lidt babymassage kan hjælpe ham til at finde større ro i kroppen og dermed fjerne lidt af den rastløshed og uro, som han har - og som vækker ham.
Godnatgrøden og vand eller mme af kop sikrer, at han ...
... ikke vågner, fordi han reelt har behov for mere mad og væske. Samtidig har børn i jeres drengs alder stor lyst til at spise selv, og det kræver stadig stor teknik, hvilket gør dem trætte, nogle gange før de egentlig har fået helt nok at spise. Han kan altså godt miste koncentrationen under aftensmaden og for at sikre, at han har fået mad nok, er godnatgrøden rigtig god. Samtidig så ligger grøden godt i maven og kan give lidt følelse af "behov for at slå mave", ligesom når vi andre har fået lidt for meget at spise, og egentlig mest har lyst til at lægge os på sofaen. Og det kan således også hjælpe ham til at falde bedre til ro, når han puttes.
Derudover så spiller alderen også ind på den måde, at han drømmer mere nu. Det, at han motorisk sandsynligvis er begyndt at bevæge sig mere omkring gør, at han opfatter rummet, som han er i, på en anden måde. Han oplever også, at mor og far går i løbet af dagen, nogle gange ind i et andet rum, forsvinder bag væggen. Nogle gange går mor og er væk i flere timer for så at komme tilbage - og alt sammen giver ekstra oplevelser og dermed ekstra drømmeaktiviet om natten og igen ekstra natlig uro. Han kan om natten derfor også vågne, klynke, smågræde, nogle gange ligge og snakke, småpludre, grine - alt sammen fordi han drømmer om alt det, han har oplevet i løbet af dagen. Og det er ikke alle lyde, som I nødvendigvis skal reagere på.
I skal derfor nogle gange prøve at vurdere, om I skal lade ham ligge og selv finde videre ind i søvnen igen eller om I skal være der, hjælpe ham.. Og når I hjælper ham, så skal I forsøge at hjælpe med så lidt aktivitet fra jeres side som muligt. Det vil sige, så vidt muligt hjælpe ham videre i sengen, hvor han allerede ligger. Gerne hjælpe med stillingskift, få ham lagt ned i midten af sengen igen, hvis han har bevæget sig op i et hjørne, få dynen på, som han har sparket af osv. Men så vidt muligt ikke vugge, ikke give bryst, sut eller flaske i munden, ikke gå rundt med ham, begynde at hoppe på pilatesbold eller lignende.
Det er helt normalt at vågne mange gange om natten, de fleste af os har mellem 10-20 opvågninger hver nat, hvor vi vender os, sparker dynen af, tager dynen på, putter os ind til vores parter, retter på puden, står op og tisser osv. Og jeres dreng vil derfor naturligt have mange opvågninger, det vigtige nu er at han lærer at komme igennem så mange som muligt på egen hånd og stille og roligt behøve mindre og mindre hjælp fra jer. Og det er I allerede godt igang med at lære ham, så hold endelig fast i det. Jeg tænker, at tiden naturligt også vil arbejde lidt for jer - og håber, at det også kan give lidt ro :)
Håber du/I kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Æg
Hårdkogte æg, eller æggepandekage, kan gives fra 6 måneders alderen. Men i små mængder. Æg kan således gives som en del af en varieret kost og mange børn kan godt lide smagen af æg.
I æggeblommen findes et relativt højt indhold af kolesterol, det er dog først og fremmest madens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold.
Man ved ikke præcist, hvor meget æg man kan tåle før det ses på kolesterolindholdet. Nogle mennesker kan spise meget æg og...
Honning
Honning frarådes til børn under 1 år. Honning indeholder bakteriesporer og kan være infektionskilden vd spædbarnsbotulisme.
Botulisme er en sjælden sygdom, som skyldes et toksin (en forgiftning) dannet af den en sporedannende bakterie Clostridium Botulinum. Sporerne findes i omgivelserne, de er hårdføre og kan tåle kogning i flere timer.
Voksne og større børn bliver ofte ikke syge, da vores bakterieflora i tarmsystemet er anderledes. Men hos spædbørn medfører...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

