Svar: 5,5 mdr - søvn om natten
Kære trætte mor
Tak for dit brev :)
Hvor dejligt at høre, at lillebrors gråd og skrigeri er stoppet - og nærmest fra den ene dag til den anden. Uanset hvad årsagen har været, så er det dejligt, at det er stoppet nu, så langt så godt :)
Det lyder for mig som om, at jeres lille dreng måske godt kan være lidt sulten. I hvert fald fortæller du, at han om aftenen søger brystet igen og igen. Han skal have brystet i munden mere eller mindre hele tiden for at finde ro, og lige så snart du forsøger at trække brystet til dig, så vågner han op, og søger tydeligt brystet igen. Han spiser også meget hyppigt om dagen, og ammes ofte to gange mellem hver lur...
Du har dog ret i, at han heller ikke skal overfyldes om aftenen, for det kan også gøre, at han så søger brystet mere - fordi for meget mælk i maven giver maveuro, og maveuro øger hans suttelyst, men jo mere der så kommer ned, jo mere maveuro, og det er en rigtig dum cirkel at havne i. Derfor er det vigtigt, at du forsøger at øge hans indtag hele dagen igennem, så mæthed starter fra morgenstunden.
Det lyder som om, at det fungerer godt med de to skemåltider dagligt, og da han nu er 5.5 måned gammel, så tænker jeg, at du måske skal prøve at øge ham til 3 måltider. Det skal ikke være store mængder af gangen, for det er vigtigt, at der stadig er plads til mælken. Så det er bedre, at han spiser ½-¾ dl. grød eller mos, får vand af kop, og så ammes før han puttes, end at du giver ham f.eks. 1-1.5 dl. grød eller mos, og han så ender med at afvise brystet :) Balancen skal naturligt findes :)
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 06: Ammes og sover lidt videre, får ofte en ekstra amning, når dagen begynder
Morgen 7.30-8: Tilbydes lidt grød, evt. med frugtmos som topping og vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Ammes og puttes til formiddagslur
Frokost 11.30: Tilbydes grød (anden type end om morgenen), eller lidt grøntsagsmos, vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur - måske ca kl. 13 - det afhænger af, hvornår han står op af sin formiddagslur
Eftermiddag 16-17: Ammes og puttes til dagens 3 lur, som ofte er en powernap
Aften 18: Grøntsagsmos og vand af kop.
Ammes og puttes til natten, som nu ca. kl 20. Du må gerne prøve at amme, skifte bleen, amme ham igen og derefter putte ham.
Sen aften 23: Ammes og sover videre
Nat 03: Ammes og sover ...
... videre
Når du putter ham - uanset om det er om dagen eller om aftenen, så vil det være en god idé, at du forsøger at flytte ham fra din favn, og ned hvor han skal sove - før han sover helt. Han skal ikke puttes vågen, men skal være døsig og flyttes fra din favn lige der, hvor han næsten sover, men dog stadig registrerer, at han flyttes fra dig og fornemmer, hvor han ligger.
Det er ikke meningen, at han skal ligge med bryste i munden om natten, og det er for hårdt for både dig og ham, hvis han skal ammes en gang i timen hele natten igennem. Han skal helst sove 3-4 timer uden mælk om natten, ligesom han også gør om dagen.
Det lyder som om, at han har lidt tendens til at falde i søvn ved brystet om aftenen, falder lidt hen, vågner op og dier lidt, sover lidt igen, vågner og dier osv. Og det er vigtigt, at du hjælper ham med at spise effektivt og godt, og derefter lægger ham fra dig. Derfor kan det om aftenen også være en god ide at du ammer ham, skifter hans ble og så ammer ham igen, før du lægger ham fra dig.
Det vil også være godt, his han ikke sover i dobbeltsengen om natten, men sover i egen seng, så han sover på afstand af dig. Når og hvis han ligger tæt med dig, så vil han naturligt dufte din mælk, og det vil være rigtig svært for ham ikke at søge brystet. Hvis han sover på afstand af dig, vil det derfor kunne give mere ro og mere sammenhængende søvn... Derudover er det en god idé, hvis du kan sove med en t-shirt eller ligende, så hvis og når du tager ham over til dig, så kan han få din nærhed og tætte kontakt, men der er lukket ind til mælkebaren... Det er dig der styrer, hvornår han kan ammes.
Om dagen kan det også være en idé at sætte amningerne lidt i system, forstået på den måde, at han begynder at spise mere effektivt før hver putning - fordi det også kan gøre, at han om aftenen måske vil spise mere effektivt og dermed så også lettere kan puttes. I takt med at skemaden begynder at fylde mere, så vil det være rigtig godt, at du ikke ammer ham både når han vågner og når han skal sove, men forsøger at skabe en rytme, hvor han får skemad og vand af kop, når han vågner - og så ammes godt, før han puttes. Den rytme om dagen tænker jeg kan smitte positivt af på aftenen og nætterne også. Jf. dagsplanen.
Jeg håber, at ovenstående tanker hjælper dig lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Rigtig god jul til jer :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Kæledyr og børn
I rigtig mange børnefamilier har man en eller anden form for kæledyr, og det er ofte en hund, kat eller et andet kæledyr med pels.
Det kan være rigtig dejligt for børn at vokse op sammen med dyr, og det er lærerigt at skulle hjælpe til med at passe et dyr og sørge for,, at dyret har det godt. At skulle være med til at tage sig af et kæledyr lærer dit barn om ansvar. Det overordnede ansvar for kæledyret er dog dit. Du kan ikke regne med, at dit barn selv kan sørge for et kæledyr,...
Madpakke og børn
Når barnet begynder i pasningsordning, vil det mange steder selv skulle have en madpakke med hjemmefra.
Det er altid vigtigt at give barnet et varieret tilbud af fødevarer - det kan være rugbrød eller anden form for fiberholdigt brød, det kan være pasta sammen med rester fra aftensmaden, kød, fisk, frugt og grønt. Jo mere variation, jo bedre :)
Det er en god idé at give barnet ting med, som er pakket lidt hver for sig. Mange børn er glade for at have en madkasse,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Denne gang skriver jeg bare for at udtrykke min taknemmelighed over det store arbejde du gør for at informere alle os "usikre mødre".
Normalt anser jeg mig selv for at være relativt velinformeret om de emner, der interesserer mig .....- men jeg må indrømme, at det at blive mor har ført en helt uventet usikkerhed med sig.
Når det man ønsker aller mest er at give sit barn den bedste start på livet - og man bare ikke er sikker på, hvad der er det bedste at gøre, er det fantastisk at kunne rådføre sig hos dig.
Jeg har læst stakke af bøger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger, diverse artikler og lavet utallige google-søgninger (hvor jeg i øvrigt ofte lander på din side) om børnerelaterede emner - og alligevel bliver jeg tit i tvivl.
Trods mange spørgsmål fra min side svarer du tålmodigt, grundigt og engageret på det hele - og det betyder meget for mig som nybagt mor at få en kommentar med på vejen :-)
Mit medlemskab hos netsundhedsplejerske.dk er en rigtig god investering - og min søn får en mindre bekymret mor med i købet ;-)
God sommer

