Brev:

Vanskelig indkøring

---

Kære Helen.

Vi har nu et spørgsmål vedrørende indkøring, så vi håber du kan hjælpe os med, da dette fylder utrolig meget. (Vores datter er 14 måneder)

I midt november skulle vores datter (der på det tidspunkt var 12 måneder) egentlig have startet i vuggestue, samme sted som vores store har gået. Vi har været glade for stedet til den store, men forholdene er anderledes nu, dels grundet Corona og dels grundet overlægning på hele 4 børn ekstra på stuen.

Vi skulle starte indkøring og havde god tid, men grundet Corona måtte vi kun bruge en uge på indkøring, jeg spurgte efter mere tid end en uge, men kommunen ville ikke give lov. Vi kunne selvfølgelig give korte dage efterfølgende, men måtte kun være tilstede den første uge, derefter aflevere udendørs. Jeg var der første dag og legede med vores datter og hun undersøgte nysgerrigt stedet, ligesom hun havde det fint med pædagogen og de børn det var til stede. Jeg blev grundet Corona presset til at gå allerede 2. dag i bare 10 minutter, det gik fint hun græd ikke. 3. dag skulle jeg gå i halv time, hvilket også gik fint, hun kom lige med en brokke lyd da jeg gik, men græd ikke. Dag 4 skulle jeg gå 1 time pg der græd hun da jeg gik. De fik trøstet hende, men hun brød sammen flere gange efterfølgende og græd da jeg hentede hende. Dag 5 græd hun voldsomt da jeg gik og efter en halv time ringende de og sagde at hun stadig græd og de ikke kunne stoppe det.

Jeg kom og har aldrig set hende sådan, hun rystede, hev efter vejret og var helt ude af den. Det var ret voldsomt og jeg brugte en time på at trøste hende. Hun virkede angst. Jeg følte jeg havde svigtet hende. Hun var meget omklamrende de to efterfølgende uger, gang på mig konstant og far var pludselig ikke god nok, selvom hun ellers er ligeså glad for ham. Måske ramte vi også lige et tigerspring, så det var dårlig timing med den opstart, da hun et par dage før opstart var startet med urolig søvn mv. Jeg valgte dog at sige fra efter dag 5, da jeg på ingen måde ville udsætte min datter for det igen, så vi meldte hende ud af vuggestuen. Der var ingen mulighed for mere indkøring.

Corona-situationen blev jo ikke bedre og vi valgte at gå efter en privat dagpleje istedet, hvor vi trods Corona ville have mulighed for en længere indkøring. Her 4. januar (knap to måneder efter den meget dårlige oplevelse i vuggestuen), er vi startet en rolig indkøring hos en privat dagpleje. Min mand har været der 1-1,5 time hver dag og lege med hende derovre. De har været med på tur udenfor, været med til at spise osv. Han har prøvet at trække sig mere og mere, sidde lidt længere væk osv. Dagplejemor kan sagtens bære på hende, have hende på skødet til at læse bog, har kunnet trøste hende da hun snublede og kan sidde og give hende mad. Vores datter foretrækker naturligvis far.

I dag var det så dag nummer 10 og da i går var gået rigtig godt og far havde holdt sig i baggrunden det meste af tiden, besluttede vi at far skulle vinke og prøve at gå 10-15 minutter. Han startede med at være der i en halv time og gik så. Det gik ikke så godt som vi havde håbet på (men heller ikke katastofalt). Hun græd da han gik. Dagplejemor fik trøstet, men hun græd efterfølgende flere gange og måtte trøstes. Da han kom ...

---

---

... tilbage brød hun sammen og græd. Efter 5 minutter var hun ok igen. Han prøvede og blive og lege med hende, fik hende til lidt leg, men hun ville ud til sin jakke og sko og hjem:(

Vi havde håbet at det var gået bedre. Vi er bare så bekymrede for, at det ikke kommer til at gå:( Vi tænker at på mandag når det har været weekend, skal han ikke gå, men bare komme og lege - og så tirsdag prøve 10-15 minutter igen.

Men er der nogen gode råd, som forbedre chancen for at det lykkedes? Vi frygter det bare er et spørgsmål om, at når vi har gået fra hende et par dage, så bryder hun helt sammen og vil slet ikke være der. I vuggestuen da hun brød sammen, var det en gråd jeg aldrig havde hørt før, ikke som når hun har slået sig, men angst og hun var helt ude af den. Sådan kender vi hende ellers ikke. Hun er generelt glad og meget nysgerrig. Undersøger hurtigt nye steder på egen hånd. Ikke bange for fremmede, selvom hun heller ikke kaster sig i armene på fremmede, er hun ikke reserveret eller bange. Andre børn synes hun godt om er er interesseret og opsøgende.

Grundet Corona har hun selvfølgelig været mere isoleret under barslen og er aldrig blevet passet (heller ikke af bedsteforældre), mødregrupper osv blev lukket ned. Men i perioden omkring sommer kunne vi gå til babyrytmik og babysvømning, det kunne hun rigtig godt lide og hun reagerede ikke på nye steder og mennesker, andet end med nysgerrighed. Hun er selvfølgelig vant til sin storesøster og til at hente i børnehaven. Selvom det er lidt mere begrænset hvad hun har set af steder og mennesker, end under normale forhold, så er det ikke noget vi på nogen måde har kunne mærke på hende. Men hun er selvfølgelig ikke vant til mor går, for jeg har jo ikke haft nogen steder at skulle hen og far har også været meget hjemme.

Som lidt ekstra info kan jeg tilføje at hun var svær at få i gang med at spise, havde hård mave og blev undersøgt for allergi mv. Hun fejler ikke noget og den sidste 1,5 måned er hun blevet rigtig god til at spise, ligesom maven sjældent er hård mere. Hun er i øvrigt godt med motorisk, gik ved 11 måneder. Hun pludre fint. Sover stadig virkelig dårligt.

Hun bruger desværre ikke sut, hvilket gør indkøringen vanskeligere, da hun ikke kan bruge den til at berolige sig selv, men det kun er en person med god relation, der kan trøste. Bamser/nusseklude har heller ikke den store interesse. Hun er ud over nysgerrig også meget viljestærk og kan godt give udtryk for sin mening. Det meste af tiden er hun dog glad og smilende.

Hvordan laver vi den bedste plan? Bliver hun forvirret over at far er der i dagplejen med hende og så går efter lidt tid, for så at være der lidt igen når han kommer tilbage?

Det er selvfølgelig forståeligt at hun bliver lidt ked af det, når far går i starten, men hun må bare ikke komme så langt ud igen at hun ikke kan trøstes og virker helt ude af den.

Kan hun have decideret angst for at vi går, udover almindelig seperationsangst? Herhjemme kan den ene forældre godt gå, hvis den anden er her. Hun græder ikke, kommer måske med en lille brokkelyd og så afleder vi hende bare.

Tak for alle gode råd til meget bekymret mor (og far), der frygter at vi i kommende uge ender som det endte i vuggestuen!

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---