Brev:

Barn afviser far

---

Kære Helen.

Vi har en dreng på snart 4 år som altid har været meget morsyg. Vi havde en lidt hård start hvor vi havde svært ved amningen og han tabte sig en del og derfor har jeg været meget obs omkring mad altid, og nok også givet ham ret lang snor ift mad som nu har resulteret i et ret kræsent barn. Og det er desværre karakteristisk i meget af min opdragelse. Jeg er blød og eftergivende, far er den strenge der sætter grænser. Og tager kampene.

Vores barn har altid foretrukket mig, selv fra helt lille, og han har fået sin vilje. det var mig der skiftede ble, gav bad, puttede, trøstede osv. det var nemmest og det er altid også mig der har taget morgenerne fordi min mand sover dårligt og jeg ikke har problemer med at stå tidligt op.

Og det har resulteret i at det nu er mig der gør alt og far må intet hvis jeg er hjemme. Barnet vil ind i mellem hellere tisse i bukserne end at far går med på wc. Og hvis han vågner om natten og kalder, smider han far ud hvis han kommer ud. Du skal gå ud far, GÅ! Det er kun mor! Nej, far! Du skal GÅ! Og så kommer min mand grædende ud derfra. Det knuser min mand som bare vil vores søn SÅ meget og hopper på tungen for at gøre ham glad. Fra han var helt lille har jeg slået det hen som en fase og ...

---

---

... håbet/troet på det ville gå over. Men nu har det stået på snart 4 år. Og min man bebrejder mig for ikke at have taget det seriøst før nu og altid ladet ham være skurken. Han bebrejder nu mig for deres dårlige forhold og det gør jeg efterhånden også selv.

Jeg ved godt jeg har været og er for blød og eftergivende og helst bare vil putte og kramme. Det har også givet bagslag for mig, for vores søn har ingen respekt for mig. Han råber af mig, slår mig og ignorerer mig når jeg sætter grænser. Og det gør så også ofte at min mand må skride ind som ham den sure når situationen eskalerer fordi han ikke engang behøver at hæve stemmen for at barnet retter ind. Så far er igen skurken og det bliver barnet så bekræftet i.

Vi har nu nummer to på vej om 2,5 mdr og jeg er dels bange for at gentage det hele, jeg er bange for hvad det gør ved vores situation for jeg KAN ikke være så meget på med en nyfødt som jeg er nu. Og min mand føler jeg ligger som jeg selv har redt, selvom der er intet i verden han hellere vil end at aflaste mig.

Så mit spørgsmål i denne lange smøre er, hvad gør jeg? Kan deres forhold reddes? Og hvordan skal jeg agere for at gøre det godt igen? Og hvordan undgår vi at historien gentager sig med nr 2?

Med venlig hilsen
den desperate mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---