Brev:

Selektiv spisning

---

Kære Helen.

Jeg har et spørgsmål angående vores store drengs spisevaner.

Han har altid været enormt glad for mad! Han har spist det hele, været glad for mange slags madvarer og er stadig meget glad for lidt usædvanlige ting såsom oliven, cornichoner, ingefær mm.

Han er dog gået fra at spise alt til at være langt mere selektiv. Samtidig tror vi, at han er i voksealder, for han vokser og vokser i højden for tiden (og er også meget høj af sin alder, 108 cm) og siger konstant, at han er sulten. Han spiser næsten ligeså meget som mig. Han er til gengæld blevet langt mere selektiv og kan godt finde på at komme til middagsbordet, kaste et blik på maden og spise to bidder og så sige “jeg er færdig”. Vi har en regel om, at han så kan få et stykke rugbrød med smør, og det vælger han nogle gange, hvis han er meget sulten. Det sker også, at han får en banan ved sengetid, hvis han siger, han er mere sulten, når han skal sove.

Så det første, jeg vil vide er, om det er normalt, at der kommer en periode, hvor børn er langt mere selektive i deres spisning. Han kan godt finde på at vælge madvarer fra, selvom han er helt vildt sulten. Og det kan skifte fra dag til dag. Han har bare aldrig været sådan før.. Han foretrækker i øvrigt pludselig det samme. Til morgen vil han altid have havregrød med lidt kanelsukker og æbler, og han vil også helst have det samme til frokost i madpakken. Et par skiver rugbrød med spegepølse, rullepølse eller pålægschokolade. Hvis jeg putter andet på, så bliver det ikke spist.

Mit problem er så, at han har en kæmpe hang til søde sager. Han er stoppet lidt igen med at plage om det hver ...

---

---

... dag (jvf. et tidligere brev), men når det så er der, kan han køre det ned. Fx havde vi dåb i søndags, hvor forskellige gæster gav ham kage, og jeg talte minimum tre stykker. Andre hældte sodavand på ham, og han har ligesom ingen stop-klods. I børnehaven har de et blommetræ og et æbletræ, og de siger med et smil, at han spiser af dem fra han kommer til han går. Vi har også jordbær og hindbær i haven, og det første, han gør om morgenen er at gå derud samt det sidste, han gør om aftenen.

Jeg er selv blevet opdraget med at måtte spise stort set, hvad jeg ville og kan også sagtens se nogle fordele i den tilgang. Jeg havde dog en naturlig stop-klods, og det synes jeg måske ikke rigtig, at han har. Ugentligt er han hos sin morfar, som lader ham få, hvad han vil, hvilket tit resulterer i ingen lyst til aftensmad. Jeg har påtalt det, men tror måske mange af vores familiemedlemmer synes, at vi er lidt kontrollerende omkring det. Det synes jeg dog mest vi er, fordi han ikke rigtig kan styre det. Vi siger aldrig nej til juice, kakao, slik, kage, når vi er ude, heller ikke i hverdagene, så jeg synes egentlig, at vi er rimelig large. Den anden dag fortalte hans oldefar, at han havde fået kakao derhjemme, og at vores søn havde sagt, at de ikke skulle sige det til far. Oldefar havde spurgt hvorfor, hvortil vores søn havde sagt, at der var meget sukker i. Han sagde det dog som det første, da han kom hjem. Det har jeg det simpelthen så skidt over. Men det er jo rigtigt, at vi indimellem bruger argumenter omkring sukker eller ondt i maven, når vi siger nej.

Hvad tænker du? Hvordan finder vi den rette balance?

Kærlig hilsen
S

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---