Svar: Putning af snart 3 årig
Kære mor
Tak for dit brev, tillykke med den lille ny - og dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig - jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig:)
Det lyder rigtig fint, at I har valgt at lade storebror sove i soveværelset. Det at blive storebror og skulle dele mor og far med en anden er naturligt svært - og det bliver ikke lettere af, hvis man pludselig skal sove alene, og de tre andre sove sammen. Det er derfor rigtig godt, at I har ladet ham sove hos jer i den periode, hvor det hele har ændret sig.
Det lyder dog også som en god idé at udnytte den færdige renovering og det nye børneværelse med, at han så skal på eget værelse og sove. Og I kan overveje om den lille ny også skal flytte på eget værelse til den tid - så det er ens for begge børn. Det kan godt være, at storebror bedre vil kunne acceptere dette...
Ellers tænker jeg, at det er en god idé at tale med ham om, at han skal sove på eget værelse. Han må meget gerne være med til at gøre sit værelse klar, så det er hyggeligt og som han gerne vil have det, og så I netop kan snakke om, hvor hans seng skal stå, og at han skal sove der, og på den måde stille og roligt gøre ham klar over, at det forventes nu... men samtidig på en måde, hvor han selv gradvist vænner sig til tanken og også selv synes, at det lyder hyggeligt
Det kan godt være, at det er nødvendigt, at I allerede i soveværelset laver nogle ændringer - men det er ikke sikkert. Som jeg læser dit brev, så sover han i egen seng i soveværelset, så han er vant til sin seng og forbinder sengen med stedet, hvor han skal sove - og så skal sengen blot flyttes og ritualet være det samme - eller næsten det samme. For hvor du plejer at ligge ved siden af ham, så vil det være rigtig godt, at du sætter dig op, og her må du meget gerne læse en godnathistorie. Det vil for det første skabe så meget afstand mellem jer, at han ikke kan ligge og hive dig i albuen, og ...
... samtidig vil du på hans værelse stadig kunne sidde på en stol ved siden af hans seng og læse højt, så hans ritual vil være, som det plejer.
Samtidig kan det at læse godnathistorie være en forklaring på, hvorfor han er nødt til at slippe dig. Du kan ikke læse, hvis han skal ligge og holde i din arm/albue - her er du nødt til at sidde op ved siden af ham, og hvis han nyder historien, så vil han måske acceptere, at der nu læses i stedet for at holde fast i dig.
Det er rigtig fint med bamsen, hvis han vil bruge den, hvis ikke, så må det være sådan:) Du kan dog også overveje og måske tale med ham om, hvorvidt han måske vil have en aflagt t-shirt af din eller lignende at ligge med, som alternativ til at I ligger sammen og han holder i din albue. På den måde vil han stadig have noget af dig tæt på sig, og det kan godt være, at han vil acceptere dette og bruge det mere end bamsen. Bamsen dur om dagen, fordi han er vant til at bruge den i institutionen, når du ikke er der, men om aftenen og natten er han vant til at have dig tæt på, og en måde at have lidt af mor kunne være en aflagt t-shirt, som han ved du har brugt, og som han forbinder med dig.. og som måske dufter af dig :)
Derudover tænker jeg, at I måske skal se lidt på hans puttetidspunkt. Det gennemsnitlige søvnbehov for børn på 3 år er 12 timer i døgnet, og da han ofte sover 1.5 time til middag, så vil han måske kun have brug for 10.5 times søvn om aftenen. Det vil sige, at han måske skal puttes kl. 19.30 i stedet for klokken 19, og det vil også forklare, hvorfor han ofte bruger 30-60 minutter på at falde i søvn. I takt med at han bliver ældre, så vil han naturligt begynde at springe middagsluren over, og hans søvnbehov skal dækkes om natten, men så længe han har brug for sin middagslur og sover så fint der, så er det kun godt. Men nætterne skal så være lidt kortere :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Kræsenhed
Når barnet er kommet i gang med skemaden, så er det meget vigtigt at introducere så meget forskelligt af familiens mad som muligt.
Når barnet først er blevet 1 år, så er appetitten og lysten til at smage noget nyt ikke særlig stor.
Prøv altid at servere det samme for barnet som I selv spiser og se altid ud som om I nyder maden. Lad være med at vise barnet for meget interesse, men lad det spise uden at presse det.
I må respektere at der er noget mad,...
Smile
Der er ikke noget bedre end at få et smil fra sit barn!
Allerede få timer efter fødslen ligger barnet og kigger på sine omgivelser og på mor og far. I et sådan øjeblik kan man godt opleve sit barn smile. Det er dejligt, men er dog endnu ikke det bevidste smil.
Først når barnet er ca 6 uger gammelt kan man opleve det mere bevidste smil, hvor det er synet af mor, far, storesøsters ansigt, som får lillebror til at smile.
Jo mere du kan smile, pludre og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

