Brev:

Spørgsmål om dreng, knap 10 mdr.

---

Kære Helen

Efter at have fulgt med på sidelinjen et stykke tid, må jeg vist selv til tasterne! Du virker som en rigtig god skulder at "græde ud ved" og få vendt problemstillinger om de kære små med - og det er lige det, jeg har brug for i dag.

Jeg er mor til en dreng, der med hastige skridt nærmer sig 10 måneder. Han er en glad og aktiv dreng, der har fuld fart på, fra han vågner, til han går i seng. Han er kvik, fysisk stærk, har humoristisk sans og temperament! Der er med andre ord nok at se til.

Jeg er stadig på barsel, og da jeg blev færdiguddannet umiddelbart før fødslen, har jeg ikke et job, der står og venter på mig. Min kæreste arbejder meget og har en del rejseaktivitet i forbindelse med sit job - faktisk har jeg været "alene hjemme" siden starten af august, dog med et enkelt besøg (til stor glæde for os alle tre!) Det var lidt "baggrund" - nu kommer spørgsmålene (der er nogen stykker ;-)

De første spørgsmål drejer sig om mad:

Jeg vil meget gerne have ham til at spise rugbrødshapsere til frokost, men det lykkes meget sjældent. Han spiser måske to eller tre hapsere (på en god dag), men begynder så at spytte dem ud. Ikke "demonstrativt" - bare sådan lige så stille og roligt... ud.... Jeg har prøvet med og uden pålæg, har prøvet at lade ham tage dem op selv, har ladet ham sidde med hele tallerknen selv, har holdt pause med rugbrød - men intet "virker". Rugbrød er bare ikke særlig interessant!

Kommer jeg det ned i en smule yoghurt naturel med frisk frugt, spises det med glæde og højlydte "uhhhhmmm"! Skal jeg bare acceptere, at han ikke gider rugbrødshapsere - og er yoghurt naturel med frugt og rugbrød en fin nok frokost? Han får grød (øllebrød/havregrød/trekornsgrød) til morgenmad og spiser med glæde en stor portion. "Uhmmm" efter hver skefuld :-)

Jeg er også lidt i tvivl om aftensmaden. Jeg tror ikke, han er særlig vild med at spise mad, der smuldrer i munden... Det skal med andre ord helst være sovset rigtig godt ind, før han spiser det. Problemet er bare, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sovse med - fløde kan vi jo ikke spise til hvert måltid! Nogen gange har jeg blandet maden op med et glas HIPP-mad af en eller anden art, så det hele hænger lidt bedre sammen. Jeg ved ikke, om jeg "kræver" for meget af ham... Men han kan jo sagtens tygge - spiser for eksempel med glæde et helt æble, når han selv får lov at sidde og bide af det. Majs er også et hit. Men når det kommer til aftensmaden, bliver han ret hurtigt træt af at tygge. Frikadeller er for eksempel ikke noget for den unge herre. Forskellige cremede pastaretter kan han godt lide. Jeg har ikke rigtig fantasi ud over kødsovs og pastaretter mere - har du ...

---

---

... nogle gode idéer til, hvad man kan lave, der er "børnevenligt" uden at være mos?

Aftensmaden ender i øvrigt ofte i et hidsighedsanfald af en anden verden, og jeg kan ikke finde ud af, hvad det drejer sig om. Jeg tror meget gerne, han vil spise selv, og jeg vil egentlig gerne lade ham gøre det. Men stiller jeg tallerknen foran ham, starter han bare med at tage maden op og smide den på gulvet (og lidt i munden...) Gaffel kan han heller ikke helt styre. Her til aften blev han meget sur, når jeg tog hans gaffel for at sætte noget på den. Omvendt blev han meget glad, da han selv fik lov til at stikke gaflen i munden bagefter. Hvad er rimeligt at forlange i hans alder? Skal jeg acceptere at al maden ryger på gulvet? Skal jeg lade ham sidde med tallerknen selv? Hvad Søren gør jeg?

Mit sidste spørgsmål er egentlig ikke et spørgsmål... Men jeg kunne godt bruge et par opmuntrende ord og lidt tanker i forhold til, hvordan jeg kommer videre. Jeg føler mig meget splittet lige nu og har haft det rigtig dårligt de sidste par dage, fordi jeg har gået og grublet over det her. På den ene side har jeg brug for at komme "i gang" igen og for ikke altid at skulle passe ham. På den anden side kan jeg få det fysisk dårligt ved tanken om at skulle give slip på min lille dreng. Samtidig får jeg dårlig samvittighed over, at jeg har brug for at få ham passet, når jeg nu ikke engang har et job.

Kan jeg virkelig ikke klare at tage mig af mit barn? Lige nu er svaret: Jeg er ved at få pip! Jeg er ved at miste tålmodigheden (den er ellers stor) og kreativiteten - hvad skal man lave dagen lang med en 10 måneders dreng i en lillebitte lejlighed? Jeg kommer meget ud - legestue, babysvømning, mødregruppe - og alligevel føles tiden lang. Især nu hvor min kæreste er væk. Men når jeg skal til at søge job, tror jeg også, det bliver hårdt. Jeg kan jo ikke bare sætte mig ved computeren... Men igen: Jeg er så ked af at skulle aflevere ham. Jeg ved godt, at det er en proces, jeg skal igennem - man giver jo slip på sine børn lidt efter lidt. Men den er ikke let - på trods af at han er meget åben over for andre mennesker og aldrig har grædt, når han er blevet passet (hvilket dog ikke er sket så tit, da vi ikke har familie i nærheden). Sikke noget.

Oven i det hele kommer, at min kæreste ikke helt kan se problemet - hvis jeg er træt af at gå hjemme, kan jeg da bare få ham passet! Typisk mandetankegang sikkert... Jeg håber, du kan hjælpe mig til måske at se det hele lidt "klarere". Lige nu synes jeg bare, det er supersvært!

Forhåbentlig kan du finde hoved og hale i alle mine spørgsmål og tanker? Jeg glæder mig i hvert fald til at blive inspireret af dit svar.

De bedste hilsner!

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---