Brev:
Umulig dreng på 2,5 år
Kære Helen
Jeg håber du kan hjælp os med gode råd.
Vi, min mand og jeg, har en dreng Daniel på 2,5 år, som med pæne ord er krop umulig. Vi har konflikter på alle områder, tandbørstning, spisning, bleskift, hvilken bil vi skal køre i, at handle er et rent maridt, og jeg kan blive ved......
Han kaster med alle ting (han har snart ikke noget legetøj tilbage der ikke er ødelagt), slår og bider.
En typisk dag i vores familie.
Om morgenen er jeg alene med Daniel og hans lillesøster Maja på 5 mdr. Det synes jeg går nogenlunde, vi har fundt en rytme, som passer os alle. Selvfølgelig er der små konflikter, især når det er hans tur til bleskift og få tøj på. Men det går.
Det jeg selv tror er sucese ved morgen er at han får lov at vælge, hvem der først skal have ren ble og tøj på af ham og hans lillesøster, og han får lov at vælge det tøj han skal have på. Altså han er med bestemmende
Er det forkert?, kan han tro at han har styringen ?
Nå nu er han i vuggestue, og her får jeg at vide at Daniel altid er sød og rar. De har dog lagt mærke til at han er blevet lidt indelukket på det sidste, og har svært ved at udtrykke sig, hvis han feks. vil være med i en leg, står han bare og kigger på dem eller begynder at ødelægge deres leg.
Nu henter jeg ham, og det første han gør at slå den første og bedste han ser. BANG en på kassen (Daniel er en stor dreng, med mange kræfter). Jeg optager snart undskyldningen på min drengs vejne, over for de andre forældre. (Det skal siges det her nummer laver lige meget hvem der henter ham)
Nu er vi kommet hjem: Jeg er som regel alene med børnene i en halv eller hel time før min mand kommer hjem. Der bliver han som regel placeret foran fjernsynet. Det nyder han. Jeg tror han kobler lidt af. Så det kører også nogenlunde.
Min mand kommer hjem, og her har vi aftalt at det er "Daniel tid" i mindst en time, en af os, som regel min mand leger, går tur, læser bog eller hvad Daniel har lyst til.
Det går også fint.
Det skal siges at tager vi ikke denne tid med ham, kan han finde på alverden, gå ind og direkte smadre hans værelse, slå sin lillesøster lave alt, han ved han ikke må (OPMÆRKSOMHED).
En af os laver aftensmad, og den anden har begge børn, KONFLIKTER, KONFLIKTER, KONFLIKTER
Vi spiser aftensmad. Det er tit en kamp at få ham til at sidde pænt og spise, han kaster med maden, han kommer maden ned i mælken, han hælder mælken ud på bordet, og til sidst efter mange pædagogiske løsninger ender han altid på værelset.
Nu det aften han vil ikke have nattøj på, han vil ikke have bøstet tænder han vil ikke i seng han vil ikke det ene eller det ...
... andet. Også her sørger vi for hygge tid med ham, han får læst bog og må se fjernsyn, hvilket også går godt lige indtil han ikke må mere.
Han kommer i seng kl. 20.00, og går som regel ud som et lys.
Mange af tingene jeg har beskrevet er selvfølgelig hans "selvstændigheds alder", men det er måden tingene kommer ud på.
Han kan finde på at slå os og det er ikke bare en gang.
Hvis han gør noget feks. hiver i skråtolen Maja sidder i, og vi siger han ikke må, jammen det er næsten bedre at lade være, for han bliver ved indtil vi tager fat i ham, og når vi så slipper igen og vi tror han er kommet videre, går han hen og gør det igen, og dette kan forsætte mange gange.
Vi bruger meget at vi fortæller ham, hvorfor vi ikke vil have det han er igang med, og at han skal lade være,
vi siger eks. "Daniel mor vil ikke have du gør..... fordi..."
næste gang "gør du det igen må du ind på værelset, fordi vi gidder ikke se på du er fræk" Og det ender altid på værelset.
Han græder ikke når vi skælder ham ud, det er ligesom om han ikke vil vise følelser over for os, det er først når han er alene han begynder at bryde sammen. Han kan også reagere ved at slå os, eller begynde at smadre ting.
Når han er rigtig ulykkelig over han har fået skideballe, er han begyndt at vil trøtes, han rækker armene ud og siger moar eller fa´ar, og jeg aner ikke om jeg skal trøst eller lade være. Eller jeg kan ikke lade være, men hvad viser jeg han så !!
Over for hans lillesøster er næsten altid meget kærlig, synger for hende , læser bog for hende, vil være med til skifte hende, give hende sutteflaske, hvilket han selvfølgelig for lov til. Kommer med sutten når hun græder, og aer hende.
Men jeg tør simpelhen ikke lade dem være alene, i tilfælde af om han for et raseri anfald, eller hvad han nu kan finde på. Er sket, og vi havde en pige med en stor bule i panden.
Jeg tror han holder meget af hende, for hun er den der får de positive føelser fra ham.
Jeg synes generelt han er sur og negativ.
Jeg kan husker inden han blev 1.5-2 år, sagde jeg altid jeg var så glad over, at have fået en dreng med så glad et sind.
Nu er jeg så ked af at have dreng med så et forvirret og kedelig et sind.
HVOR ER MIN GLADE OG SØDE DRENG.
Jeg er ikke et sekundt i tvivl om at vi gør noget forkert, når vuggestuen, bedsteforælder, og venner siger han han forandret sig til en mere sur dreng (Ikke helt deres ord, men samme betydning).
Et langt brev og jeg kunne desværre blive ved. Håber du kan give os nogle redskaber og evt. fortælle os om du se hvor det går galt. For vi savner vores Daniel-
Venlig hilsen
Tommy og Louise
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Ymer og ylette
Sundhedsstyrelsen fraråder, at børn under 12 måneder får ymer og ylette, da proteinindholdet er for højt.
PKU
Phenylketonuri, PKU, er en stofskiftedefekt og det kaldes også nogle gange for "Føllings syge" efter den læge, som opdagede sygdommen i 1934.
I Danmark er det jordemoderen, der efter fødslen, undersøger om barnet har PKU. Dette gøres ved at tage en blodprøve, en hælprøve på alle nyfødte. Prøven skal tages når barnet er mellem 48-72 timer gammel. Får man et positivt resultat på prøven, skal barnet have behandling før det er 2 uger gammelt og indenfor 24 timer efter det positive...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire