Brev:

Pige er svær at gå fra

---

Kære Helen

Lillesøster er nu blevet 15 måneder og trives rigtig godt. Hun spiser godt, er glad og kærlig, sover godt både dag og nat og er generelt en rigtig dejlig pige.

Vi har dog de seneste mange måneder kæmpet med én ting: hun bliver ked af det og nærmest utrøstelig, når den voksne hun er sammen med forlader rummet uden hende eller bevæger sig for langt væk fra hende.

Herhjemme er hun klart mest knyttet til mor, og hun bliver ofte meget ked af det, når mor forlader rummet. Det samme er tilfældet for far, men dog ikke i lige så høj grad. Når vi sidder med hende på gulvet og leger kan hun skraldgrine, men idet vi rejser os op og forlader rummet er hendes øjne fulde af tårer på to sekunder. Vi forsøger at fortælle hende, at vi fx bare lige skal hente et glas vand, noget at spise, eller noget legetøj i et andet rum, for at hun kender årsagen til, at vi kortvarigt forlader hende, men det hjælper ikke.

Det kan mange dage være så slemt herhjemme, at mor eller far ikke kan have hende selv og samtidig lave fx aftensmad, da vi ikke må vige fra hende. Det er dog oftest værst, når vi er andre steder end hjemme, hvor hun ikke er lige så tryg ved omgivelserne og de øvrige personer i rummet. Der klynger hun sig ofte i lang tid til (mest) mor eller far, indtil hun efter en rum tid har vænnet sig så meget til det nye sted, at hun tør begive sig lidt rundt på egen hånd. Dette har vi altid tilladt, og ...

---

---

... vi har aldrig sagt nej til at have hende siddende hos os. Hun har det helt klart bedst med lige at vænne sig til tingene fra mors eller fars skød først, og det har vi respekteret.

Hendes dagplejemor oplever samme problematik, og hun kan ikke gå ud på badeværelset og skifte ble på en af de andre børn, eller fx lægge en af de andre børn ud at sove, uden at lillesøster bliver meget ked af det og græder voldsomt. Det samme er tilfældet når hun bliver passet af andre, så hun er generelt svær at passe for andre end mor og far, da de jo ikke må lade hende af syne. Det skal dog siges, at hun generelt er rigtig glad for sin dagplejemor, og trives rigtig godt i dagplejen, så det burde ikke være fordi hun er utryg deromme.

Hvad kan vi gøre for at hjælpe hende med denne udfordring? Vi bliver kede af, at hun bliver ked af det, når vi går fra hende og hun ex skal passes af andre, men omvendt er hun jo også nødt til at lære, at hun kan have det godt sammen med andre end mor og far. Og at vi kommer tilbage igen når vi engang imellem er nødt til at gå uden for hendes synsvinkel.

Flere har rådet os til at "hærde" hende ved simpelthen at lade være med at tage hende op når hun græder og kravler efter os, for at vise hende, at hun ikke altid kan have mor og fars fulde fokus. Den strategi er jeg dog ikke tilhænger af, da det bare vil gøre hende endnu mere utryg og ked af det.

Hvad kan vi gøre?

Mange hilsner

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---