Brev:

Dreng 4 år, hører ikke efter

---

Hej Helen,

Jeg håber du kan hjælpe os, for vi har efterhånden givet op…
I morges sad jeg for enden af trappen i kælderen og græd og græd. Jeg overvejede inderligt om vi overhovedet er dygtige nok til at være forældre til vores store dreng.

Vi er velsignet med 2 dejlige drenge, eller det er hvad jeg siger, for jeg vil jo helst gerne se dem sådan.

Vores yngste er halvandet og alt er godt med ham, han er sød og nem altid, men han bliver jo også påvirket af konflikterne.

Vores ældste er 4 og jeg kan ærligt sige at jeg har lyst til at forære ham væk. Han lytter ALDRIG til os.

Jeg googler alt, så vi kender alle de gode råd, som internettet kan give og vi er flittige til at bruge dem. Om 2 minutter skal vi gøre sengeklar, når vi har gjort sådan - så skal vi gøre sådan, vil du hjælpe med at åbne bagagerummet på bilen (så kommer vi hurtígere af sted), når han ikke vil have tøj på så spørg vi om det skal være den grønne eller gule trøje, har du brug for hjælp til at slukke fjernsynet osv… Vi har endda taget et kursus i tryghedscirklen, som også har hjulpet lidt. Vi gør vitterlig hvad vi kan. Men det er som om at hver gang vi finder noget, der hjælper lidt, bliver der fyldt endnu mere på i hans ende.

Vi har en dreng, som børnehaven har fortalt os har sanseforstyrrelser på den udadreagerende måde. Vi har prøvet kraniosakralterapi mod sanseforstyrrelser som også havde en effekt, men det er vist slut med den gode effekt nu. Effekten af det er stille og rolig taget af efter hver gang.

Vi har endda fået en ergoterapout og en børnepsykolog ind over via børnehaven som vi indtil nu har haft et møde med hvor vi fik alle de standard ting at vide som jeg i forvejen har googlet mig til, som vi også bruger hver dag. Ergoterapouten foreslog os at vi købte en lille trampolin til indenfor og en lille gymnastikmåtte som han kunne tumle på. Det har vi gjort og jeg synes ikke rigtig der er den store effekt.

Vi har fået at vide at vi har et barn, der reagerer lige så tit som andre børn, men at det er meget voldsommere, når han reagere.

For at komme med nogle konkrete eksempler kan du få dem vi har fra i dag.
Vi skal gøre klar, fordi vi skal i Sommerland, det ved T godt og han glæder sig. Jeg beder ham komme med op på værelset (han kommer med op på værelset uden kamp) og tage sine underbukser af (den del kommer vi ikke igang med), så han kan få rene på og det gør jeg så 4 gange og det virker som om han slet ikke høre efter. Han skal lige og han skal lige, der er den der vil-hørelse som jeg efterhånden er ved at blive sindsyg af.

Jeg fortæller ham at vi altså ikke kan tage i sommerland hvis vi ikke får tøj på nu og stadig ingenting… Jeg fortæller ham at hvis han ikke går i gang nu, så tager vi ikke af sted og han går stadig ikke i gang… Så vi er ikke ...

---

---

... taget i Sommerland i dag og alle skærme er nu bandlyst resten af dagen. Når man har sagt A, må man også sige B.

Det største problem er ved toiletbesøg, hvor man lige skal tørre sig, trække ud og derefter vaske hænder. Vi har prøvet at sige, nu hjælper jeg dig eller bare tilbyde hjælp men det er i hvert fald halvdelen af tiden med modstand selvom vi forsøger at gøre det hyggeligt og vi har også ind imellem vasket hans hænder mens han skreg fordi vi simpelthen ikke ønsker at han skal tage sine fingre med lort på og tvære ud på væggen indtil han synes at han skal vaske hænder.

I dag efter frokost kravlede T bare ned uden at sige tak for mad, så vi beder ham selvfølgelig om at sætte sig op igen og sige tak for mad, men han skal lige og han skal lige. Vi prøver at fortælle ham, at han skal sætte sig op igen, men han tager stolen og skubber den væk. Min mand bliver efterhånden vred og sætter ham på stolen og skubber den ind til bordet så han kan gøre som han plejer, sige tak for mad og sætte tallerkenen over i køkkenet. Det ender som det altid gør når T ikke er enig, med skrig og skrål og en dreng der reagerer meget voldsomt og lidt som om han ikke kan være i sig selv.

Når det er helt voldsomt, har han brug for at gemme sig under en dyne eller et tæppe for alt falde ned.

Jeg ved godt at jeg har sagt han aldrig hører efter, det er nok ikke helt rigtigt, men ofte skal vi sige tingene mindst 4 gange før det siver ind.

I dag har jeg reageret på en måde, der giver børn dårligt selvværd. Jeg har fortalt ham, at det er hans skyld, at vi ikke er taget af sted, fordi mor kun vil af sted med artige børn. Jeg har virkelig givet ham en stor følelse af skyld og tværet i det. Ikke en adfærd jeg normalt udviser overfor mine børn og absolut ikke en jeg ønsker at fortsætte, men jeg er efterhånden kørt træt i et barn der ikke hører efter og som har voldsomme reaktioner.

Jeg er træt af at være den sure mor, som skal fortælle om konsekvensen hvis man ikke gør som der bliver sagt og desværre også udføre den konsekvens - og ja det er håndgribelige ting for ham, som giver mening i nuet. F.eks. at vi ikke tager i Sommerland hvis vi ikke tager tøj på nu.

Børnehaven mener også, at han er noget af en mundfuld. Men de mener også at han er en rigtig sød dreng, hvilket han også er. Jeg vil bare så gerne have den søde dreng frem i lyset i langt størstedelen af tiden, frem for den store mundfuld som han desværre er en stor del af tiden.

Jeg føler føler vi har brug for professionel hjælp og jeg håber inderligt at du enten har nogle gode råd til at få ham til at lytte, som ikke er et af standard rådene, eller at du kan pege os i den rigtige retning til hvor vi kan få den hjælp som vi har brug for.

Tusind tak for din tid.

Hilsen
den frustrerede og trætte mor.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---