Brev:
Mistrivsel i vuggestue?
Hej Helen
Nu ved jeg ikke hvor langt ind i de større børns psykologi din ekspertise rækker, men jeg prøver alligevel...
Min søn (2 år og 10 mdr) er pludselig blevet ked af at gå i sin ellers så dejlige (relativt nye) vuggestue. De seneste par uger har det været meget svært at sige farvel om morgenen, han klynger sig til mig og vil have mig med til at spise frugt, lege etc.
Jeg har prøvet at give ham længere tid og har indtil for nyligt kunne "snakke" mig til et ordentligt farvel. Men de sidste dage har han grædt hjertenskærende og jeg har måtte vikle mig fra, mens pædagogen har holdt ham fast. Den ene dag prøvede jeg at give ham ekstra tid (på trods af at Julie jo ofte er med udenfor og begynder at brokke sig) uden bedring, og idag prøvede jeg et meget hurtigt farvel, direkte over til pædagogen, også uden bedring.
Vi snakkede meget om det igår, ham og jeg og selvom de jo ikke er sandhedsguruer i den alder har jeg alligevel en tanke, at det er fordi han skal sove der.
For 3 uger siden var der håndværkere i lejligheden over vuggestuen og han var bange for at sove. Han er den eneste der skal sove på det tidspunkt og han ville ikke sove alene. Selvom håndværkerne er færdige er han nu utryg ved at sove i værelset. Og forleden var han åbenbart 1½ time om at falde i søvn, han græd hver gang pædagogen forlod værelset, men da hun var alene og der var andre børn ved siden af kunne hun ikke blive ved ham. Til sidst mistede hun vist besindelsen og råbte af ham.
Det fandt jeg ud af ved at han sagde, at han ikke kunne lide Laura og efter en længere "udspørgning" fandt jeg ud af at det var fordi hun råbte når han græd. Det taler han stadig om "Laura råber når jeg græder, Elena synger når jeg græder".... Jeg behøver ikke sige at han er vild med Elena, vel :-)
Udover det er han også begyndt at tale om at der er håndværkere på loftet herhjemme. Og han vågner 2-6 gange hver nat i øjeblikket fordi han drømmer. Vi har snakket om det at drømme og han forstår det til dels og er faldet mere til ro. Men nu vågner han bare og kalder på mig og vil have krammer. Og når så Julie også ...
... vågner ligeså mange gange (og jeg er alene) så får jeg næsten ikke sovet.
Der er kommet ny pædagog for noget tid siden (Laura) og i starten var han glad for hende, men nu taler han om at hun råber. Jeg tror nu kun det var den ene gang, men i hans bevidsthed er det måske mange gange.
Imorges sagde han så at han ikke ville sove i vuggestuen og jeg troede at jeg havde fundet grunden og jeg har sagt at han ikke behøver at sove. Har lige talt med pædagogen og hun siger at han siger "ring til min mor, jeg skal ikke sove", hihi...
Grunden:
Kan det være vuggestuen som sådan? (han er meget glad for at være der i løbet af dagen, leger og griner og græder ikke, så det er kun morgenen der er blevet helt forfærdelig.) Er det mon den nye pædagog eller bare en periode? Reagerer han på Julie (som jo får lov at gå med mor når jeg forlader ham om morgenen) eller måske forsinket på flytning, kaos, familie der kommer på besøg osv?
Og hvad skal jeg gøre ved det?:
Vil det hjælpe at hente ham tidligere en periode og prøve at lade ham sove herhjemme - eller at han ikke sover? Eller skal jeg give ham nogle fridage? Eller er det bare at fortsætte ufortrødent?
Og det med nætterne, jeg læste lige dit svar til en anden, at selvfølgelig skal man gå ind til dem (ellers begynder han jo at græde), men måske skulle jeg lægge en madras ved siden af min seng? Jeg så bare meget nødigt at han kom ind til os at ligge, da jeg tit har Julie i sengen som stadig har lidt ondt i maven, og så vækker de hinanden (har ellers lige fået hende ud af soveværelset)....
Jeg lægger mig normalt ind i hans seng hos ham, men når så Julie vågner må jeg op igen og ind i egen seng med hende... det er et værre renderi......
Det gør virkelig ondt indeni at se ham "lide"... han har altid været en følsom og lidt forsigtig dreng på trods af at vi gør meget for at give ham selvtillid og bestemt ikke er pyldrede, og denne vuggestue har virkelig givet ham gå-på-mod og lært ham at sige fra og til. Men pludselig er vi tilbage som han var i den anden vuggestue...
Håber du har nogle tanker du kan dele med mig..
Knus Iben
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Tun og børn
Har du børn mellem 0 og 14 år, er det vigtigt, at du serverer masser af forskellig fisk for dem – men nye beregninger viser, at børn under 3 år bør få andre typer fisk end tunbøffer og udskæringer fra andre store rovfisk samt dåsetun.
Problemet med tunbøffer og andre store rovfisk er, at selv ved indtag af en lille mængde, kan barnet få kviksølv i en mængde, der kan skade barnets udvikling.
Alle børn op til 14-års alderen bør styre uden om tunbøffer og andre...
Amning
Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn ammes sålænge som muligt. Helst fuldt ud til de er 6 måneder gamle og delvist frem til 12 måneders alderen eller længere, hvis mor og barn ønsker det.
Brystmælk er nøje afstemt til barnets forskellige behov og modermælk indeholder vigtige antistoffer, som beskytter det lille barn mod infektioner. Det tager tid at etablere en amning, for de fleste tager det ca. tre uger, men der kan gå op til 6 uger før mælkemængden har afstemt sig efter barnets...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!